#RF13 Roskilde faves 8 – Mest eksotiske oplevelse

   


Nedtællingen fortsætter. Roskilde Festival 2013 er meget tæt på, men vi er slet ikke færdige med de tidligere festivaler, og alle de oplevelser, der har præget vores forhold til det store monster af en musikbegivenhed på markerne syd for Roskilde.

Her handler det om vores mest eksotiske oplevelser.

Peter Elsnab
Dizzee Rascal, Metropol, søndag, 2004

DIZZEE 0127Eksotisk betyder fremmed. Og hvad er fremmed så egentlig? Når man debuterer på Roskilde Festival i en alder af sidst i 20’erne, synes man ikke et bulgarsk slagtøjsorkester, 200 meter afrikansk gøgl eller pakistansk trancemusik er synderligt fremmed eller eksotisk.

Jeg har til gengæld aldrig følt mig så fremmed på Roskilde Festival, som jeg gjorde til Dizzee Rascals koncert på Metropol i 2004, og fandt ud af, at jeg hverken var sort, teenager, rapper eller fra East London.

London-teenagerens grimedebut ’Boy in da Corner’ fra året før var en revolution, men live var hans London-accent omtrent så forståelig for mig, som Jokeren ville være for de lokale chavs, hvis han havde stillet sig op og rappede på dansk i et indkøbscenter i Dizzees hood i Bow i Østlondon.

Niels Fez Pedersen
Dwi Mekar, Ballroom, 2005

Jeg burde nævne noget rockmusik her. Det, som andre kalder eksotisk, er tit min hjemmebane på festivalen. Jeg ser hellere 10 pakistanere, der slår sten mod hinanden, end endnu et indieband i Converse og Acne-jeans.

Men selv for den garvede betragter var Dwi Mekar eksotiske, og historien om, hvordan gamelan-gruppen havnede i Roskilde er ikke mindre eksotisk. Den københavnske aktivist og filmfestival-arrangør, Torsten Hvas, havde set gruppen på Bali og prøvede længe at skaffe penge til at få holdet til Danmark. Det er et stort band med 26 musikere og dansere og kostumer og sære gong-gonger, der ikke kan tages med flyet som håndbagage.

Løsningen kom, da Roskilde, et flyselskab og ikke mindst Prins Henrik smed nogle slanter.

2665874-Dwi_Mekar_Danish_Royal_Family_Denmark

Prinsgemalen er kender af gamelan-musik og havde faktisk set gruppen på Bali. Da han fik aktiveret nogle fondsmidler, kom Dwi Mekar til Danmark og spillede ikke bare på Roskilde – men gav også en koncert for Henrik og indbudte gæster på Christiansborg. Gamelan er klassisk indonesisk musik, hvor dans, teater og magi smelter sammen med en skæv toneskala. Gamelan har inspireret mange vestlige musikere, fra Debussy til Eno, og der er et element af trance, når musikken ruller.

Inden koncerten talte jeg med Dwi Mekars leder, Nuoman Durpa, og han forklarede, at den eksotiske fornemmelse var gensidig. Fra Bali til hoffet til Roskilde.

Jeg kan ikke forestille mig et større stilskifte. Fra vores landsby til det formelle med krav om etikette til at mødes med disse frie mennesker, der går amok og bryder grænser”. 

Søren McGuire
Jeg scorede en gang en pige på Roskilde Festival. Det har vel været omkring 2001 eller 2002, og jeg var helt forgabt i hende. Hun gik i sarong, røg tjald og havde en lædersnor omkring halsen med et stykke autentisk hajtand, som hun havde knaldet sig til på en eller anden backpacker-rejse til Australien. Problemet var, at hun kun gad høre world musik, så jeg tilbragte en hel festival nede på Ballroom scenen, mens hun stod og dansede fjollet.

Det kostede en mindre formue i eksotiske drinks serveret i ananasfrugter, og jeg har aldrig nogensinde hørt så meget bongotromme i mit liv. Jeg tror vist kun, hun hørte én koncert på Orange, og det var Manu Chao. Jeg tænkte mere eller mindre kun på at knalde hende, og eftersom hun ikke havde mobiltelefon (hun ”troede” ikke på dem), var jeg bange for, at vi blev væk fra hinanden. Jeg gik glip af både Slayer og Manowar. Til gengæld pissede jeg glasskår i tre uger efter den festival…

 

Rune Skyum-Nielsen
At snyde sig forbi vagtpost på vagtpost og ind på festivalledelsens dygtigt barrikaderede luksuslokummer. Decideret labert parallelunivers – også sammenlignet med Mediebyens faciliteter. 

 

Anders K. Sørensen
Yothu Yindi, Blå Scene, 1992
Jeg har aldrig været en aficionado af de mange eksotiske navne, der hvert år besøger Roskilde. Tilbage i 1992 var jeg dog nærmest tvangsindlagt til at høre størstedelen af en koncert med det temmelig etnisk eksotiske aboriginal orkester Yothu Yindi. Det er forholdsvis sjældent, at repræsentanter for den australske urbefolkning påkalder sig international opmærksomhed for deres musik – men det var ikke desto mindre tilfældet i 1992, hvor bandet, der stammer fra det ekstremt tyndt befolkede, nordaustralske område, Arnhem Land, havde scoret et globalt hit med sangen ’Treaty’, der blandede guitarer, didgeridoo med dance-rytmer.

Yothu

Denne fredag aften, var de kulsorte og meget afklædte musikere placeret i Dyrskuepladsens Blå telt, som til lejligheden var stopfyldt med mennesker. De fleste publikummer var dog retfærdigvis ikke mødt op for at høre Yothu Yindi blæse en vred didgeridoo. De var strømmet til, for at overvære finalen ved EM i fodbold, hvor Danmark skulle op imod Tyskland. Den kamp havde festivalledelsen valgt at vise for publikum fra en storskærm på Blå Scene. Det virkede dog som om, de havde glemt at fortælle det til deres australske gæster. For efterhånden som klokken nærmede sig kick-off, steg publikums hujen efter hver sang – og meningen var naturligvis at klappe Yothi Yindi af scenen – men bandlederen, iført lændeklæde, vildt hår og brede krigsmalede striber henover sit bare bryst, tog det som en opfordring til endnu et ekstranummer. At der stod to knægte helt oppe foran scenen med et banner, hvorpå der var skrevet ”Lars Elstrup er gud!”, lod ikke til at røre ham. Til sidst forlod de brave aboriginer dog scenen og overlod rampelyset til Vilfort & co. 

 

Nikolaj Steen Møller
El Vez, Orange Scene, 1996
Der var sgu ved at gå lidt Lollapalooza-agtigt freakshow i Roskilde midt i 90’erne. Da fyren fra Jim Rose Circus Sideshow løftede en ambolt med sin blå, udstrakte pik, var det ikke et af de minder, jeg selv ville have valgt at tage med, hvis jeg kunne sortere. Det var trods alt lidt mere raffineret, da festivalen inviterede Mieskuoro Huutajat – Det Råbende Mandekor, en flok velklædte, ekstremt opfindsomt beskæggede finner, til at råbe sig gennem en stribe mere eller mindre genkendelige sange. De råber stadig, så få dem endelig tilbage.

Men af oplevelser, man ikke lige så komme, er det nok señor El Vez, der står skarpest. Længe inden Calexico lavede deres fantastiske hybrid af musik fra den nordlige og sydlige siden af grænsen, tog LA-punkeren Robert Lopez rundt som The Chicano Elvis og spillede anderledes useriøs latino-rocknroll i prangende kostumer, et smalt overskæg, og et ekstremt løst koncept omkring at han var det hidtil ukendte led mellem paramilitære kræfter i Mellemamerika og Las Vegas-udgaven af 50er-rock. Og det landede ham på Orange en søndag eftermiddag. Der var ikke mange mennesker, men de der var, kunne se hele det absurde show med et smil, der ikke var til at tørre af (før Tyskland vandt EM-finalen senere på dagen).

Janus Køster-Rasmussen
Master Musicians of Jajouka, Ballroom, 2000
Jeg kan ikke huske, om det var på selve ulykkesaftenen eller den følgende nat, for marokkanske Master Musicians of Jajouka optrådte to gange det uheldsvangre år. Men det må næsten have været dagen efter – for jeg har glemt alt om den fredag nat, efter jeg fik at vide, at meldingerne gik på to at unge mænd var blevet mast ihjel foran Orange, og at der vistnok var ecstasy indblandet. Skørt, men alt blev blandet sammen i de timer.

Master_Musicians_of_Jajouka_led_by_Bachir_Attar

Anyway, så stod jeg der foran scenen som ene af de eneste, midt om natten i Roskilde – og hørte en række traditionelt klædte marokkanske mænd (var de ti? Tyve? Jeg husker det ikke) file strenge og slå på trommer. Jeg havde hørt så meget om det her fantastiske ensemble, der angiveligt talte både Paul Bowles og Mick Jagger blandt deres fans – og så forekom deres musik mig fuldkommen meningsløs. I hvert fald den aften, på en kold, mørk og unægtelig meget, meget trist pløjemark i den danske provins. Jeg forstod simpelthen ikke musikken, den var som en mur af støj, ikke engang berusende støj, man kunne bade i eller lade sig beruse af, bare støj. Jeg gik hjem med en oplevelse, jeg ikke rigtig kunne bruge til noget i situationen.

 

Danni Travn
Ex-Girl, Hvid Scene, 2001
Siden begyndelsen af 1990’erne har der været en uforløst parringsdans mellem mandestyrede støj-, punk- og psych-bands i Vesten og ligesindede kvindebands fra Japan.  Nirvana, Pavement, Sonic Youth og Flaming Lips har på forskellig vis rakt ud til orkestre som Shonen Knife og Boredoms, men tilnærmelserne har endnu ikke ført det store med sig. En af årsagerne var muligvis at finde på Hvid lørdag efter middag i 2001.

Her spillede det dengang seneste håb fra det hjørne af japansk kulturliv, trioen Ex-Girl med de tre kvinder Chihiro, Kirilo and Fuzuki i front. De var, frit fra hukommelsen, iført plastiske kostumer i kraftige farver, skreg til højre og venstre, fræsede løs på deres instrumenter, og de anstrengte sig vitterligt for at underholde. Sjovt skulle det vist også være, da de skød efter publikum med legetøjsrumspistoler. I et par sekvenser var det forfriskende, men i længden var det ene og alene fremmed og gav følesen af at være fanget i et bipbipspil fra helvede. Og den egentlige kunstneriske værdi gik tabt i oversættelsen.

eg.group

 

 I morgen eller deromkring kårer vi vores dårligste roskildekoncerter. EVER! Det bliver ringe! Læs med!

Og læs tidligere afsnit i føljetonen, om den største scenepersonlighed, vi hver især har oplevet på Roskilde.

Og om vores største festivalopdagelser.

Kommentér indlægget