#RF13 Roskilde faves 6 – Skøreste medie(by)oplevelse

“Nå ja, hvad er et bal på slottet? Det kan jo være frygteligt langtrukkent og dødtrist og kedeligt og … ganske vidunderligt …”

Med risiko for at tage toppen af myterne om Mediebyen som enten det fedeste eller selvfedeste sted på hele festivalen, er her vores bedste minder fra et antal år i læsernes, seernes, lytternes og festivaldeltagernes tjeneste på Roskilde Festival. Og lidt vores egen.

Janus Køster-Rasmussen
Min skøreste mediebyoplevelse må være dengang i 2006 klokken fem om morgenen, da jeg så Universal Musics afgående direktør Jens-Otto Paludan og et par stykker til slæbe et helt mobilpissoir – fyldt med pis – op ad trapperne til det dengang nyåbnede Copenhagen Records’ teltpavillon, hvor det så stod og kukkelurede hele den følgende dag.
Forhistorien: Nogle danske rapkunstnere fra Copenhagen Records havde stjålet sprut fra Universal Records’ telt, og vist nok også leget lidt med ild derinde. Dertil kom, at den nye dreng i klassen, altså Copenhagen Records, fremturede med det mest imposante og u-hyggelige pladeselskabs-tilholdssted nogensinde på festivalen, et monstrum af en stilladspavilion med en underlig hvid teltdug over, placeret lige midt i mediebyen.
Ingen af delene gør man ustraffet overfor den skummende, etablerede pladebranche i Danmark (Copenhagen havde for resten også fat i den lange ende, kunstnerisk og kommercielt på det tidspunkt, hvilket jo bare var yderligere en torn i øjet på Paludan & co.), så derfor skulle deres nye pejlemærke naturligvis forvandles til et stinkende urinmausolæum. Moden og flot opførsel fra alle involverede parter.

Niels Fez Pedersen
Der sker ikke noget skørt i Mediebyen. Den bør nedlægges eller i det mindste omdøbes til Sponsorbyen eller Sponsorer-underholder-venner-og-kunder-Byen og flyttes ud på den anden side af Badesøen, så fribilletterne er tvunget til at passere den ægte festival på vej til deres corporate vandhul.

Rune Skyum-Nielsen
DJ Danger Mouse opsøgte mig foran en toiletkø i 2008 for at komplimentere min T-shirt, som var en ’YO! MTV Raps’. Det er, hvad jeg kan huske. Man glemmer meget i Mediebyen, og godt det samme.

Danni Travn
Fredag eftermiddag i 2008 sad jeg og ventede i det allerhelligste område på Roskilde Festival: Backstageområdet med de røde barakker bag Orange Scene. Jeg skulle afvikle interview med Kings of Leon, som på det tidspunkt strammede sig an i bestræbelserne på at bryde igennem til mainstream. Liv Tyler hang ud deromme som gæst af bandet, det samme gjorde hendes modellillesøster med en kaglende flok veninder, og Mike Skinner fra The Streets, som skulle optræde sidst på aftenen, rendte også omkring.

Der var nok at se på, men pludselig blev billedet afbrudt af, at fire midaldrende mænd kom skridtende målrettet ad flisegangen. Hver og en var iført et skarpt jakkesæt, og hver og en holdt de en bøjle foran sig, hvorfra et andet friskpresset jakkesæt hang. Forest i rækken gik Nick Cave. Grinderman var ankommet. Se, det havde været en ret undseelig scene, hvis det ikke var for en detalje: Nick Cave havde hårnet på. Et koboltblåt hårnet. Nick Cave går med hårnet over den ravnsorte manke … Ingen bør se Nick Cave med hårnet.

Søren McGuire
Jeg er jo en af de der idioter, der godt kan li’ at hænge ud i Backstage Village (for det hedder det altså nu. I kalder det jo heller ikke stadig for ”Grøn Scene”, vel?), så jeg har oplevet lidt af hvert derinde, fra at stå bag Robbie Williams i lokumskøen og diskutere remouladens åbenlyse kvaliteter med James Mercer fra The Shins i BonnierAmigos pølsebod (”Hey guys, this yellow stuff is fuckin good!”), til at opleve dygtige og kendte danske mediefolk stikke ting op i deres tissemænd, og rappere forsøge at brænde konkurrerende pladeselskabstelte ned. Men jeg husker tydeligt en formiddag i 1999, da jeg sad foran Roskilde Festival Radio, der dengang fyldte en stor del af Mediebyen.

Lige pludselig kommer der en lille mand på sådan cirka halvanden meter med bøllehatten trukket hele vejen ned over øjnene hen og spørger, om det her var P3-teltet. Nej, sagde vi, de ligger derovre og pegede over mod P3s dengang ret lille set-up, hvor det vist bare var Carsten Holm, der sendte livekoncerter, indtil han segnede om af træthed. ”Oh thanks”, sagde den lille mand venligt og luntede derover. Og det var først i det øjeblik, at det gik op for mig, at det var Michael Stipe, og at jeg dermed havde forpasset min mulighed for at kysse/kramme ham, få taget et billede, tilbyde at føde hans børn, eller bare få sagt, at New Adventures In Hi-Fi er rockens nye Nebraska. Dengang havde det sgu også bare været nok at have rørt ved ham. Hvilket jeg i øvrigt gjorde før en koncert i Forum for nogle år siden. Mest slatne håndtryk ever.

Anders K. Sørensen
Mediebyen, dette forkætrede sted, kan både være årets suverænt mest arbejdsintensive kvadratmeter for musikmennesker – og en kvalmende suppe af dårskab og selvfedme. De fleste, der kommer dér, har dette dobbelte forhold til stedet. Det er der, man ikke ønsker at hænge ud – men også dér, man alt for ofte bliver hængende, når klokken har passeret 01:17, og du alligevel har misset det canadiske skaterrockband, der skulle spille en time over midnat nede på Odeon.

Mange obskure oplevelser og personkonstellationer har man mødt her gennem årene – og de fleste er glemt igen. Dog står jagten på et interview med Pet Shop Boys under deres første Roskilde-besøg i 1997 rimelig klart i hukommelsen. Ligesom mindet fra 1984 om at stå med min far på en Orange bagscene og kigge ud gennem presenningerne, mens New Order spillede, stadig blinker knivskarpt med lyd og billede.

Omvendt husker jeg kun svagt skyggebilledet af Jay-Kay, der i 1993 valsede rundt i Mediebyen – rent faktisk iført den senere så ikonografiske bøffelhjelm, som var Jamiroquais varemærke, før der blev råd til Lamborghinier. Og jeg havde nær glemt, at jeg i 2009 stod bag Erik Damgaard i akkrediteringskøen – og undrede mig over, om det krøllede ”A” på den pumpede, højre underarm mon var til ære for Anni Fønsby? Men jeg husker det på grund af dette billede:

Mit sjoveste minde fra mediebyen stammer imidlertid fra 1993 – og trofaste læsere må her tilgive, at der er tale om en gentagelse af anekdoten fra sidste års gennemgang af de bedste oplevelser fra bloggernes 30 år med Roskilde Festival.

I 1993 var en af mine sjoveste koncertoplevelse fredag aften kl. 20 – et noget pauvert show med det australske rockidol, Johnny Diesel, der forsøgte at fylde den enorme Orange Scene med sine polerede radiohits fra succesalbummet ’Hepfidelity’.

Jeg var lige vendt hjem efter et halvt års arbejdsophold Down Under og var mere australsk end Crocodile Dundee og Pat Cash tilsammen. Så jeg nød koncerten sammen med en gammel gymnasiekammerat – helt oppe foran scenen og med en treliters vindunk til deling. Diesel havde en bassist fra min lokale pub i Perth, Western Australia, med på scenen – og jeg havde backstage-armbånd om håndleddet, fordi jeg det år havde været med til at slæbe lyd og lyd på Orange Scene. Så efter koncerten skulle jeg ”lige ud og sige hej til mine mates, for fanden …!!”.

Så godt tummelumsk af dårlig hvidvin og for meget sol, ramler jeg gennem mediebyen og ind på det lukket-lukkede bagsceneområde. Her fordamper min brandert imidlertid på et splitsekund, da jeg er ved at blive kørt ned af en tourbus med et skilt i forruden, hvor der står ”Velvet” …! Inde i bussen begynder passagererne at røre på sig – og få sekunder efter træder først John Cale og derefter Lou Reed ned på en af de metalplader, der er lagt ud som køreunderlag.

Jeg tager mod til mig og nærmer mig ærbødigt med den blok og pen, der var tiltænkt Johnny Diesel og hans pub-drenge: ”Mr. Lou Reed – could I get your autograph, please?”. Lou vender sig knap i min retning, værdiger mig ikke engang et vurderende blik gennem de kulsorte solbriller – og afviser blot med en håndbevægelse og siger ”no no …!”. Men det var nok for mig. Jeg havde konfronteret legenden!

Hurtigere end en pantflaske forsvinder fra en teltlejr, er jeg ude af det lukkede område og tilbage på festivalpladsen, hvor jeg resten af natten med stor dramatisk indlevelse fortæller alle, der gider at lytte (og et par stykker, der ikke gad), om mit personlige møde med Lou Reed!