Hvis et band hedder noget med Jam, hedder de forhåbentlig ’The’ eller ’Pearl’ foran, for ellers er de med til at gøre covers til en plat disciplin. Det behøver de ikke være. De største kunstnere laver de bedste coverversioner – også i Roskilde. Her er dem, vi bedst kunne lide. Well, for det meste.
Jesper Nykjær Knudsen
Sort Sol: ‘Indian Summer’ (C.V. Jørgensen), 1996
Det er ikke just, fordi Sort Sol har haft problemer med at skrive egne sange. Men at de også er et fremragende coverband, har de givet flere eksempler på, og nogle af de bedste kan findes på opsamlingen Fog Things fra 1992. Bl.a. udgaver af Red Krayolas ‘Hurricane Fighter Plane’, det gamle Johnny Darrell-hit ‘Ruby, Don’t Take Your Love To Town’ og ikke mindst C.V. Jørgensens ‘Indian Summer’.
Og netop ‘Indian Summer’ har brændt sig fast som et af mine klareste Roskilde-minder overhovedet. I 1996 spillede Sort Sol en fremragende koncert lørdag nat på Grøn Scene (ja, det hedder Arena-teltet altså stadig i min alder), og her var sangen på sætlisten i en udgave, som med C.V.’s egne ord må have været til skaberens fulde tilfredshed. Jeg var flyttet fra provinsen til Vesterbro blot tre måneder forinden og var derfor ekstra modtagelig for lidt storbyromantik. Og jeg svælgede skamløst i Steen Jørgensens stemme, der genlød helt nede fra metropolens mavesæk, mens han sang “Alle går vi rundt, leder som besatte, nogen finder noget, og andre sig selv”.
I mellemtiden knejsede guitarfigurerne over teltet med stålblanke flader og knivskarpe kanter. Og i mit natteslørede og alkoholsvirede hoved var det den lokkende lyd af min nye by – mørk, forførende og med den følelse af uendelighed en storby har, når man endnu ikke er blevet fortrolig med den. Siden da er det naturligvis blevet hverdag, og København er for længst afmystificeret for mig. Men de formidable seks minutter med ‘Indian Summer’ er blevet hængende som et musikalsk minde om, hvordan det føles at åbne en ny dør i livet.
Janus Køster-Rasmussen
Mike Patton & Rahzel: Solid as a rock (Sizzla), 2005
Det var et certified Roskilde moment. En af grundene til at jeg elsker den festival. Intet mindre. Igennem en times tid havde det umage par Mike Patton og Rahzel forkælet os med et absurd og velsignet uvejr af dybt groovy human beat box og næsten skræmmende sære vokalimprovisationer, før de lige smed trumfkortet: En tungsejt rykkende coverversion af Sizzlas ’Solid As A Rock’, Rahzel-sunget og Patton-knirket hen over en rustik nakkenikker-riddim. Man kan kun beskrive det pakkede Odeon-telts reaktion med ordet ekstase.
Det var uventet, det var sjovt, det var godt, det var stort. Der var ikke nogen dybere mening med det, andet end at man kunne mærke at lige præcis der vandt de endegyldigt Roskilde for deres fødder. Hele teltet skreg med på omkvædet. Nogen ville sikkert kalde det en massepsykose. Jeg vil kalde det for tre minutters blind lykke.
Anders K. Sørensen
Robbie Williams: skamløs crowdpleasing, 1999
Jeg husker bedst de dårlige, snarere end de vellykkede, coverversioner fra koncerterne på Roskilde – så her tre usle fortolkninger af andre kunstneres mesterværker:
Der er fx Coldplays lidenskabsløse udlægning af ’Billie Jean’ i 2009. I øvrigt et år, der var rig på covers af sange fra Michael Jackson, som var død samme år.
Ligeså æreløs var Guns ’N Roses’ udgave af Wings-klassikeren ’Live and Let Die’, der ligesom resten af koncerten faldt pladask til jorden foran Orange Scene i 2006.
Førsteprisen i kategorien for den mest skamløse og letbenede cover på Roskilde går imidlertid til Robbie Williams. ”Den tykke danser fra Take That” (som Noel Gallagher kaldte ham) gav tilbage i 1999 en ret energisk koncert på Grøn Scene – meeeen, uanset hvilke dimensioner, storhedsvanviddet har taget, så slipper ingen popsanger afsted med at forsøge at gøre både ’Hey Jude’, ’My Name Is …’, ’Song 2’ (Blur) og ’Should I Stay Or Should I Go’ til sine egne på én aften!
Rune Skyum-Nielsen
Oasis: ’I Am the Walrus’ (The Beatles), 1995
Danni Travn
Clap Your Hands Say Yeah: ‘Road To Nowhere’ (Talking Heads), 2006
I øjeblikket er Clap Your Hands Say Yeah en bleg skygge af det strålende debutorkester, der optrådte på Roskilde Festival i 2006. De havde den ærgerlige tjans at spille på Odeon, mens Axl Roses amputerede Guns N’ Roses oksede løs på Orange. Blog-favoritterne tacklede opgaven med charme – blandt andet bar trommeslageren en Guns N’ Roses-t-shirt og listede undervejs frem til mikrofonen forrest på scenen og spurgte de få hundrede fremmødte, om de nu var klar over, at Guns N’ Roses spillede lige derover.
Op-ad-bakke-omstændighederne lagde grundstenen til en uhøjtidelig koncert, hvor alt syntes at lykkes for bandet. Og det er i det lys, at det virkede som en trumf, da de modigt tolkede ’Road to Nowhere’ fra en deres åbenlyse inspirationskilder, Talking Heads. Nummeret var med sin direkte facon skåret perfekt til Clap Your Hands’ tørre kværn og ikke mindst Alec Ounsworths spidst snøvlende vokal. Og ingen tænkte længere over, hvem der stod på Orange.
Nikolaj Steen Møller
Flaming Lips, ’Somewhere Over the Rainbow’ (Judy Garland), 2000
På den kolde, sørgelige, trøstesløst grå weekend, hvor Pearl Jams koncert endte i ni dødsfald, var enhver lille trøst velkommen. Men som trøst var Flaming Lips’ time på Grøn Scene lørdag aften mere end det. Det var en hjælpende hånd af de helt store. Det var varmt, humant, dybt og smukt.
Og reelt er det den eneste musik, jeg for alvor husker fra dagene efter ulykken. Jeg kom tilbage om lørdagen og blev derude, ligesom de fleste, jeg kender, og tror det var det eneste rigtige at gøre. Trods alt. At sidde hjemme og læse nyheder og gruble havde ikke ligefrem hjulpet på det lag af tristesse, der lå i alt og alle bagefter.
De fleste bands valgte ellers at blive og spille – dog ikke Pet Shop Boys, der var dem, jeg glædede mig mest til. Oh well. Man kunne ikke ligefrem bebrejde dem. De kunne jo også læse. Meldingerne om alt for lange reaktionstider foran scenen kan ikke have gjort nogen specielt trygge.
Men Flaming Lips blev der. Og Wayne Coyne sluttede af med at konstatere, at nogle ting bare er for tunge for selv Superman at løfte. Hvorefter han sagde et enormt akavet tak for at de måtte komme, og at vi altid var de sødeste og rareste folk at være sammen med … og tog fat på ’Somewhere Over the Rainbow’:
If happy little bluebirds fly beyond the rainbow,
Why, oh, why can’t I?
Jøsses, så måtte det ud. Jeg sidder og lytter til det igen nu, og bliver igen dybt rørt. Utroligt.
Niels Fez Pedersen
Erasure og Pet Shop Boys: ‘I Will Survive’ (Gloria Gaynor), 1997.
Det regnede. Meget. Faktisk regnede det så meget i hele Nordeuropa, at den gigantiske britiske festival, Glastonbury, der dengang blev afviklet samme weekend som Roskilde, stort set brød sammen. Roskilde Festival håndterede regnen og mudderet i vanlig tjekket stil med køreplader og træflis (to af mine favorit-festivalord), og da det blev lørdag, begyndte det at klare op.
Jeg kan ikke forestille mig en bedre sang at synge for et publikum, der er ved at drukne, end ”I Will Survive”. Gloria Gaynors discohymne fra 1978 er en slidt dansedulle, men den har også power nok til at løfte den mest mudrede ud af gummistøvlerne.
Det vilde var, at den første dukkede op i Erasures livlige og überpoppede sæt på Grøn Scene om eftermiddagen og senere igen blev citeret af Pet Shop Boys på Orange. PSB var på udebane i mudderet, og de tog ingen chancer og spillede kun hits. Og en bid af ”I Will Survive”.
Teksten ville i andre sammenhænge kunne fungere som et løfte om at overleve aids, at kæmpe sig ud af kriser eller bare være i stand til at tørre tårerne af kinderne efter et ufestligt opgør på et diskoteks-toilet.
Spillet for en gennemblødt festival var den et vitalt løfte om, at mudderet kun er en fase. I Roskilde vinder festen, musikken og publikum altid.
Peter Elsnab
Nick Cave and the Bad Seeds, ’Stagger Lee’ (trad.), Grøn Scene, fredag, 2001
Egentlig har jeg svært ved at vurdere, om lige netop den her Nick Cave-udgave af den gamle amerikanske folkesang og mordballade skulle være så meget bedre end andre gange, jeg har set Nick Cave.
Men jeg husker denne koncert som DEN bedste Nick Cave-koncert, jeg nogensinde har set, og jeg husker, at han åbnede med ’Stagger Lee’. Og fra første strofe var jeg fuldstændig tryllebundet af Cave og hans trofaste løjtnanter, Warren Ellis og Blixa Bargeld osv.
Det var året efter Pearl Jam-tragedien i 2000, og vagterne var forsigtige med at lukke ret mange ind i de nyetablerede båse foran scenen. Så det føltes som om, vi stod helt oppe i fjæset på ham med masser af luft omkring os, og hele koncerten var gennemført magisk. Det var forbløffende, som Nick Cave kunne gå på scenen, trykke på en mental knap, og så dukkede der på et splitsekund denne onde galskab og vildskab op i en så indædt bandende version, som havde han bygget sig selv op til det over flere timer.
Så selv Sort Sol i 1996, men da var Peter Peter da gået ud. Det skete allerede i 1995 – ellers som vanligt gode indlæg 🙂
Hej Thomas, du har da helt ret. Jeg ved ikke, om jeg har stået for langt fra scenen, eller bare har været for henført af storbyromantikken. I hvert fald må jeg have taget det for givet, at det var Peter Peter på guitar. Jeg aner ikke, hvem der så trådte i hans sted, men ikke desto mindre så lød det nu fantastisk.
Men tak for tippet, jeg får det lige rettet 🙂