#RF13 Roskilde faves 3 – fuldeste forsanger

“Vi stjerner kan også være lamme/ Og synge mange, lange, lamme sange”. Det er ikke kun publikum beskåret at drikke sig en åårdentlig teltpløk i øret i postnummer 4000. Her er vores oplevelser med visne, stive, besofne, plakatfulde frontfigurer.

Niels Fez Pedersen
Just D, 1992, Blå Scene
Svenskere. Der var mange af dem på festivalen engang. Dengang den svenske krone var stærkere end den danske, var der nogle år flere end 15.000 svenskere på pladsen, og det smittede af på stemningen. Jeg var vlid med det. De svenskere, der gad bruge en uge i Roskilde, var dedikerede – mest til musik og også ret meget til danske øl og sprut.
I 1992 var stemningen virkelig høj. Det var varmt, Danmark vandt EM i fodbold, og jeg husker nogle dage med konstant solskin og varme telte.
Måske var det heden, der fik Just D til at gå så hårdt til flaskerne? De tre rappere fra Stockholm var et dejligt krøllet og funky rapslæng anført af Willie Crawfoord aka Doktor C. Han slog sig senere på akustisk folkemusik og blev en populær visesanger et sted mellem Cornelis W. og Bo K., men det er virkelig en anden historie.
I Just D lød han og Gurra G og Pedda P som Beastie Boys’ svenske fætre, en stockholms parallel til MC Einar eller Østkyst Hustlers. De var skidegode, og albummet ”Rock N Roll” fra 1992 var ambitiøst både på musik- og tekstsiden.
Men den lørdag i Roskilde var de stive. Plankevisne. Jeg så koncerten fra scenen. De var fulde, da de ankom, og jeg mener, at scenefolkene var i tvivl om koncerten overhovedet kunne gennemføres. På kom de, og de drak videre, mens musikken spillede. Publikum, der i stor udstrækning bestod af svenskere, var helt på bølgelængde, og der blev flyttet en del væsker rundt i teltet.
Selve koncerten var en lang fest, og bagefter magtede Just D-trioen lige netop at kravle ned fra scenen. Da de kom ud i solen igen, smed de sig i græsset på stribe og var meget lang tid om at komme til hægterne.

Janus Køster-Rasmussen
Raz O’Hara, Hvid Scene, fredag, 2001
Du har sikkert set ham: Fulderikken på bodegaen, ubarberet og snøvlende. Der med trutmund, sammenknebne øjne og guldbajerånde forsøger at kurtisere den nærmeste repræsentant fra Women Utd. Du ved at det ikke vil lykkes ham, men han forsøger alligevel, indtil damen skrider eller han selv falder om.
Præcis sådan tog den dansk-tyske singer-songwriter Raz O’Hara sig ud den fredag eftermiddag i 2001, hvor han gik på scenen solo med sin guitar som første act i det dengang fine tyske pladeselskab Kitty-Yos labelpakke. Det var bare ikke en kvinde, han lagde an på, men mikrofonen. Den afviste dog i flere omgange tilnærmelserne fra manden, der mest af alt mindede om en drukbums-udgave af Gael Garcia Bernal – han snøvlede i flere omgange simpelthen forbi miken og ud i den blå luft. Efter en håndfuld halve ‘sange’ vaklede han ud bagved, og dukkede først op igen under de øvrige Kitty-Yo-kunstneres koncerter (heriblandt to forrygende shows med Peaches og Gonzales), hvor han pludselig stak snuden op over træpladerne ved siden af scenen og begyndte at klovne med publikum, inden han endegyldigt forsvandt ind i sin Roskildehistoriske parentes.
Fem år senere udgav han det dybt classy og meget udanske album ‘Raz O’Hara & The Odd Orchestra’ – der hermed er anbefalet. Også selv om det ikke er spor odd, sammenlignet med den fredag eftermiddag i 2001.

Jesper Nykjær Knudsen
Shaun Ryder, 2006
I virkeligheden var man vel også blevet lidt skuffet, hvis han havde været pinligt ædru. På den måde leverede Shaun Ryder varen, da han og resten af de aldrende festlømler i Happy Mondays ramte Roskilde i 2006 og faktisk leverede en herlig koncert med deres slingrende funky festklassikere fra Madchesters storhedstid. Ryder tog ikke et skridt under hele koncerten, og han knugede sig til det fadølsglas, han havde i hånden, som om det var det eneste, der holdt ham på benene. Men hans rablende ordtåger lå som de skulle på beatet, og klassikere som ‘Step On’, ‘Kinky Afro’ og ’24 Hour Party People’ swingede fedt. Det var druk på et respektindgydende højt niveau.

Rune Skyum-Nielsen
Johnny Rotten, 1996
Ved ikke, om det var alkohol, han var på, men Johnny Rotten, der stak halen mellem benene på Orange i 1996, var ikke kønt for Sex Pistols ry(gte).

Nikolaj Steen Møller
Tindersticks – Blå Scene, 1994
— Såg du oss i Roskilde?
Nej, tyvärr.
— Det var fantastiskt kul. Vi spelade efter midnatt. Och någon hade hällt i oss mängder av vodka under dagens lopp. Jag har aldrig sett så många fulla människor i hela mitt liv.
Jeg så det, og jeg troede godt på det. Vi nominerer fuldeste forsanger, og Stuart Staples var da også godt snalret, men det var de alle, især violinist Dickon Hinchcliffe, der stod lænet op af en stolpe. De var færdige halv fire om morgenen, hvor lyset begyndte at sive ind, da de spillede ’Drunk Tank’ og jeg selv var nået igennem min literkarton af Roskilde-standardrødvin, og sammen med min ekstremt søvnige kammerat Rasmus slentrede tilbage i retning af lejren.
Og hvordan kan jeg huske, at de spillede netop ’Drunk Tank’ til allersidst? Det kan jeg heller ikke, men det er de mest utrolige ting man kan finde på nettet. Men jeg kan huske, at de spillede den, og at det ikke kunne være mere passende. Og at de også spillede helt vidunderligt intense udgaver af ’Jism’ og ’Teardrops’ fra debuten. Og af Townes van Zandts ’Kathleen’. For ikke bare var det en af de stiveste koncerter jeg har været til på festivalen, det var også en af de bedste. Hurra for alkohol.

Peter Elsnab
Beth Gibbons & Rustin’ Man, Odeon, fredag, 2003
Musik er også skuespil. Der skal indimellem spilles nogle roller for at passe ind i nogle genrekonventioner. Så hvor fuld en heavyrocker er, eller hvor skæv en rapper egentlig er på scenen – og hvor meget han rent faktisk har været på Christiania inden koncerten – kan være svært at afgøre i showets eufori. Nogle overdriver misbruget – men flere skjuler givetvis også, at de er påvirkede af substanser på scenen. Og nogle har bare slet ikke lyst til at være der.
Sådan ser det typisk ud med Beth Gibbons. Portishead-sangerinden har haft store problemer med sceneskræk, og hun står som regel og klamrer sig til mikrofonstativet, når hun lægger sin englevokal over de stemningsfulde, filmiske toner og slæbende beats, og kigger ned i gulvet eller vender ryggen til publikum, når hun ikke synger. Sådan var det også indledningsvist, da hun i 2003 spillede med sit sideprojekt med Rustin Man (Paul Webb fra Talk Talk). Men hun tog også fra sig af en flaske med en gennemsigtig væske, der sagtens kan have været H2O-relateret. Men så vil det trods alt være underligt, at hun netop den dag endte med at slingre rundtpå scenen, slå ud med armene og kravle ned i graven for at give knus, kindkys og krammere til jublende publikumgæster. Det lignede ikke skuespil. Det var fremragende!