Like it or not: Fodbold og Roskilde hører sammen. I hvert fald hvert andet år. Det er derfor, at nogle af os i de ulige år vandrer rundt og ikke helt hvad vi skal lave, mens alle andre hører Metallica eller The Prodigy. Her er nogle af årsagerne til hvorfor det er sådan:
Niels Fez Pedersen
Brasilien – Tyskland, 2002. Orange Scene
Det var Ronaldos år. Han var overalt i turneringen i Sydkorea og Japan, og i finalen i Yokohama scorede han to gange og blev VM-topscorer med otte mål.
Vi sad i græsset foran Orange Scene og fulgte finalen mellem Brasilien og Tyskland på storskærm. Det var ingen spændende kamp, men da Ronaldo blev skiftet ud i 2. halvleg, rejste folk (også en stor flok tyskere) sig fra græsset og klappede ham fra banen. I Roskilde sætter man pris på store performere.
Danni Travn
José Junior til Malmö FF
Altså, det var hyggeligt i 2006, hvor Kaizers Orchestras Janove Ottesen velvidende, at bandet gik på scenen samtidig med kick-off til VM-kvartfinalen mellem Tyskland og Argentina, løbende gav publikum opdateringer. Forkerte opdateringer vel at mærke. Så da jeg gik derfra, troede jeg, Argentina havde vundet 2-1 – i virkeligheden endte kampen 1-1, og Tyskland vandt efter straffesparkskonkurrence. Men min allertydeligste fodboldoplevelse fra Roskilde Festival kom først dagen efter, og den var slet ikke god. Der tikkede sms’en ind om, at OB – som jeg er i et livslangt kompliceret forhold til – havde solgt José Junior til Malmö FF.
Janus Køster-Rasmussen
Danmark-Nigeria 4-1, Gul backstage, søndag i 1998
Jamen det største var jo 1992. Det er urørligt og vil aldrig ske igen. Og det blev genfortalt til bevidstløshedsgrænsen ved sidste års 20 års-jubilæum, blandt andet af mig selv.
Lad mig derfor snyde lidt og dele en anden oplevelse med jer: I 1998 var jeg havnet i backstageområdet bag den gule motorvejsscene søndag aften, da Danmark spillede VM-ottendedelsfinale mod Nigeria. Eagle-Eye Cherry havde givet en sikkert uforglemmelig koncert på scenen lige forinden, og vi sad en lille sammenbidt flok foran skærmen, da han og hans band trådte ind. De skulle fandeme også se den kamp. Og velsagtens fordi de ikke havde de samme følelser i klemme som os, fik de – og Peter Møllers tidlige scoring – hurtigt løftet stemningen noget så gevaldigt. De gav sig til at komponere – gode – sange til lejligheden, som de sad og skrålede, mens eventyret voksede sig større og større. Det tog toppen af nerverne. Jeg husker at jeg sagde til alle der gad at høre på det at “ham her er fandeme go’!”, da Ebbe Sand blev skiftet ind, og mine euforiske skrig “Jeg sagde jo, at han var go’!!!!”, da han havde scoret til 3-1 et par minutter senere.
Da kampen var slut, forærede bagscenebartenderen os sin sidste flaske vodka, som vi nærmest i vantro sad og delte ude på pladsen med sankthanslys i øjnene og drømmen i sigte: En kvartfinale. Mod Brasilien.
Rune Skyum-Nielsen
Huh?
Peter Elsnab
Danmark-Nigeria 4-1, VM 1998
Åh ja! Fodbold fylder meget. Også på en festival, hvor musik (og druk) ellers er temaet. Men det smukke spil behøver naturligvis ikke fylde så meget, som dengang på Midtfyns i 1990, da Bob Geldof stod og så VM-kampen England-Cameroun (3-2) på tv på scenen samtidig med, at han sang …
Men det er fantastisk at se de mængder af folk, der ofrer en koncert eller to og dukker op til storskærms-visninger af VM- eller EM-kampe. Opleve, hvordan en stor mængde af folk pludselig holder med England, Ghana, Portugal eller dem, tyskerne spiller mod. Men det kan også være sjovt at undgå fodbolden. Som dengang i 1998, da Portishead gik på scenen på Grøn kl. 20 – en time før, Danmark skulle spille VM-ottendedelsfinale mod Nigeria i Paris. Beth Gibbons nåede vist at meddele et eller andet med, at Danmark var kommet foran, og Danmark scorede også allerede i det tredje minut (Peter Møller) og i det 12. minut (Brian Laudrup).
Men det vidste vi ikke. På en eller anden måde havde vi undgået at forstå det. Og da vi efter koncerten blæste på Iggy Pop på Orange, løb euforiske med lukkede øjne og ører ud til den allerede pakkede bil og satte kursen mod Odense, vidste vi intet om kampen. På vejen så vi nogle tegn på det ene, men også på det andet, så vi var ikke sikre på noget, da vi sent søndag aften kom hjem til lejligheden, knappede et par reparationspilsnere op og satte videoen i gang.
Oh, hvilken fryd. 4-1 til Danmark. Ebbe Sand, Michael Laudrup, Thomas Helvegs andet landskampmål og alt det der. 2-3-kvartfinalen mod Brasilien så jeg på storskærm på Midtfyns Festival ugen efter. Og det er svært at afgøre, om vi hoppede mere til den kamp end til The Prodigy-koncerten umiddelbart efter. Det er nærmest ærgerligt, når der i de ulige år ikke er en slutrunde til at genere festivalen. Caroline Wozniacki og en sur Bjarne Riis er ikke helt det samme.
