#RF13-kommentar 5: Lav dit hjemmearbejde, og nyd det i øvrigt

   


Jeg har været tilbage på Roskilde Festival efter nogle års pause tre gange i træk nu, og der er ved at vise sig et meget klart mønster. Og det er, at en klar skuffelse over det færdige program, når det kommer, bliver afløst af en vild overraskelse over hvor meget god musik, der egentlig findes lige nu.

Jehnny Beth havde sikkert set mit kamera.

Jehnny Beth havde sikkert set mit kamera.

Lige nu føles Savages’ hårdt slibende sæt torsdag aften allerede som en meget fjern ting – faktisk var det først lige nu, da jeg kiggede gennem min mappe i iTunes med albums fra i år, at jeg blev mindet om at jeg overhovedet havde set dem – og de var vel at mærke helt strålende.

Optællingen viste, at der på programmet fandtes seks af de navne, der lå i en mappe med ca. 50 albums. Læg dertil tre af dem fra 2012-samlingen. Chokerende nok håndplukker festivalen ikke ud fra, hvem præcis jeg lytter til. Inkl. Daft Punk. Og David Bowie. Og Demi Lovato. Øxner, du snorksover – at skaffe dem havde vel været en ren formalitet.

Men når så min enorme vrede over det har lagt sig, så kommer jeg også lige i tanker om, at der også er en Play Count på iTunes. Og dér dukker The National, Calexico og John Grant op i toppen. Gudskelov så for, at de også alle var ret pragtfulde.

Men gudskelov også for, at det efterhånden bare er dæmret, at måden at nyde det her på er ved at indstille sig på ikke at komme efter de ting jeg kender ud og ind. Og det er lige ved, at tiden op til festival er ved at være lige så stor en øjenåbner, for jeg synes ellers jeg følger nogenlunde med til hverdag – men jeg kendte ikke mere end en brøkdel af det vi stod overfor. Gudskelov for YouTube og Spotify. Kunne nogen venligst minde mig om, hvordan vi undgik at gå glip af hundredevis af gode timer inden nettet fandtes?

Så jeg har affundet mig med metoden. Det skal ikke forhindre mig eller nogen i at sige sin mening hvis man ikke synes, topnavnene er topnavne. Om så de er Rihanna, Volbeat, eller The National. At programmet for en festival, der ligger flere måneder væk, kan komme til debat er da bare et sundhedstegn. Det siger, at ligemeget hvor meget Northsides kridhvide Gaffa-indie presser Roskilde, og ligemeget hvor meget Midtfynsfestival der måtte gå i lejrlivet, så er det noget folk føler for. Jeg hader den der holdning om at man enten er positiv eller ”forudsigelig default-kritisk”.

Stadionintimitet.

Stadionintimitet.

Men når så det hele begynder, er det bare at skrive sig alle de fantastiske tips og hints og lytteindtryk man har fået og selv fundet bag ørerne, og kaste sig ud i at finde sine næste favoritter. Og så bare nyde det. I år nød jeg det mere end jeg nærmest kan huske. Skønt selskab, skøn musik, og en af de bedste festivaloplevelser gennem tiden.

Årets koncert

The National. Jeg tror bare jeg ville gentage mig selv – så jeg vil nøjes med at linke til min helgenkåring af dem fra i søndags.

Årets næstbedste 

Crystal Castles.
John Grant.
Disclosure.
Calexico.

Årets madoplevelse

Den bette pølsesmagsprøve, jeg fik tilbudt af en knægt i stribet t-shirt og baret i Food Courts franske bod. Logistikken holdt mig fra at komme tilbage og prøve sandwichen – kommer I igen, lover jeg at være der.

Årets klimafænomen

Solen. Og jeg ved, det er banalt, men har man som jeg en tendens til at tage dårligt vejr ret tungt, så gør det bare alting meget lettere og sjovere, når festivalvejret er noget nær perfekt. Og måske er jeg øm i alle led og på den røde næse i dag – keepin’ it real på Camping Øst med dans om natten og sengetid ved sekstiden hjælper ikke i på det – men i det mindste har man ikke vabler fra at trække sin støvle ud af mudder for hvert skridt. 

Årets bedste selskab 

ØMMF.

ØMMF. Flincks foto.

også når solen står op og man ikke er træt af at hoppe omkring og drikke en sidste eller to: Øm Motherfuckers i Camping Øst. En fornøjelse at dele lejr med jer igen. Hermed en åben invitation til Blogbrødrene om at kigge forbi til drinks næste fredagsbar …

Alice Glass fra Crystal Castles på vej ud til folk igen.

Alice Glass fra Crystal Castles på vej ud til folk igen.

Årets største antiklimaks

At Metalbiblen ikke var humoristisk, sarkastisk, fiktivt sludder – men bare fiktivt sludder.

Årets mindste skrupler ved at se ud som en total klovn

Nik – fra Nik & Key.

Årets nye favoritter

Disclosure. Der, som skrevet på bloggen, ikke havde meget andet med end to pladespillere … og to eksemplarer af deres debutalbum. Det var alt rigeligt. Og Crystal Castles. Som aldrig har fænget før, men det kan vist ikke undgås nu.

Årets værste vane

Cykler inde på festivalpladsen. De var årets campingstole. Come on, at trække sin tohjulede gennem titusind folk ved grøn scene – det er ikke særlig elegant.

Simian Mobile Disco, i et sjældent sekund hvor Apollo ikke blinkede til os.

Simian Mobile Disco, i et sjældent sekund hvor Apollo ikke blinkede til os.

Årets analyse

Berlingskes kulturanmelder ser frem til Roskilde – efter bekræftelse hos borgmesteren om at det sandelig er brav underholdning – og konkluderer efterfølgende, at rytmisk musik faktisk ikke kan afskrives som en kunstform trods de sommetider nihilistiske tekster. Jeg er lamslået: Han er yngre end mig.

Årets bedste scene

Apollo. Rave-græskarret. I år med fuldt program. Der kunne ikke være et bedre tidspunkt at have en mindre, udendørs scene. Og at fylde den med skiftevis stenet og (UK)funky lyd fra et formidabelt anlæg og omringe den med permanent blinkende LED-master gjorde det bare endnu bedre.

Årets næstbedste scene, kort efter

Odeon. Ikke bare fik de det ene fine navn efter det andet, ikke bare lyder den perfekt, og ikke bare er hele det område generelt bare et godt sted at være, med elbiler, blomster, økohejs, hårde ølglas og det hele.

Men den havde endda – i hvert fald søndag – fået nogle af kvikkeste og mest sympatiske værter jeg har set på scener i Roskilde længe. Og når man sommetider står og korser sig over værterne, glemmer man tit at rose dem der ikke er tåkrummende. Så tak til jer to lys(håred)e hoveder der.

Og de talte ikke gebrokkent svensk.

Og de talte ikke gebrokkent svensk.

Årets mest irriterende himstregims

Det orange eWallet-armbånd man blev udstyret med som del af medieadgangen. Som jeg aldrig tankede op og aldrig fik brug for, og nok bare skulle have tyret ud straks.

Tæt fulgt af mediebyens ikke-nordiske tastaturer, der dog virkede fint, og mest bare var forvirrende. Æ, ø og å var i det mindste samme sted som normalt, men # og @? I det mindste kunne man søge på ’snabel-a’ og ’hashtag’ på nettet og kopiere dem over …

Årets værste indsigt

Den, at man ikke kan være mere end ét sted ad gangen. Den er i det mindste nem at leve med, når man fik så meget andet godt med. Men den gjorde også, at det føltes det lidt som spild af tid, når man slet ikke blev fanget ind af den forsinkede Rihanna, og ikke rigtig havde andet at lave midt i hjertet af fredag aften.

Årets bedste sange

  • John Grants rørende ’Glacier’
  • The Nationals ditto ’This Is the Last Time’
  • Crystal Castles’ hypnotiske tur gennem ’Sad Eyes’
  • Calexicos skønne Hurricane Katrina-sang ’Para’
  • Jonathan Wilsons hippiestenede ’Desert Raven’
  • Efterklangs bedårende ’Black Summer’
  • Savages’ eksplosive ’She Will’
  • Disclosures buldrende, rumlende ‘Latch’
  • Sigur Rós’ overvældende titelsang ‘Kveikur’ fra deres fine nye album, og …
  • When Saints Go Machines kælne lørdag nat-hymne ’Kelly’ … der ikke kunne være mere forfriskende oven på Chase & Status’ über-prolede laveste fællesnævner med en drum & bass-tur gennem ’Give It Away’ på Orange lige inden.

 

John Grant. The greatest motherfucker that you're ever gonna meet.

John Grant. The greatest motherfucker that you’re ever gonna meet.

Kommentér indlægget