Personligt blev Roskilde ’13 intet historisk år. Intet ’06, ’08 eller ’12. Programlæggerne ramte en smule forbi en del af de festivalaktuelle navne, jeg har været optaget af på det seneste. Det være sig alt fra Laura Mvulas elegante brobygning mellem Nina Simone og The Beach Boys til Godspeed You! Black Emperors krasbørstige comeback.
Og visse steder var der også svagheder at spore i spilleplanens dybde. Ser man på Bloggers By Choices tweets fra fredag, bemærker jeg, at vi i højere grad end sidste år befandt os til de samme koncerter. Uden at være verdens vægtigste empiriske bevis antyder det, at 2013-programmet ikke hele vejen igennem var toptunet til at sprede syv mænd med relativt divergerende smag over hele pladsen.
Sådan er det nu engang nogle år og nogle dage. Og som kontrast var min lørdag isoleret set en af de bedste festivaldage, jeg nogensinde har haft med Matthew E. White, Efterklang, The National, Quadron og Sigur Rós.
Hiver jeg fingeren op af indiefnulleret i min navle og kigger overordnet på festivalen, er det ligeledes svært at se den som andet end vellykket. Æren tilfalder i høj grad festivalens publikum. Et publikum, som ser intet til hinder for at feste til Rihanna det ene øjeblik og headbange til Metallica det næste. Et publikum, som bærer nye navne som Savages, Quadron og Miguel frem på hænderne. Et publikum, som træder ind på festivalpladsen for at sætte musikken i centrum – ikke for at sludre eller feste med musikken som baggrundsunderholdning.
Den rummelighed og det engagement er befriende i en medie- og eventverden, hvor det først og fremmest gælder om at segmentere så stramt, at ikke den mindste mislyd slipper igennem. At lille jeg så ikke bryder mig synderligt om lige netop Rihanna, Metallica eller Slipknot, er, hvad det er – jeg kan som oftest finde noget andet at høre imens.
Så hvor nogle peger på, at bredden er festivalens største trussel, vil jeg pege på, at netop bredden gør Roskilde Festival til en af landets absolut vigtigste kulturformidlere. Og jeg elsker at opleve, at der stadig er titusinder af mennesker, som tør træde ind i en sammenhæng, hvor de ikke blot får, hvad de er vant til.
Bedste koncerter
1. Sigur Rós, Arena
Jeg havde slet ikke set det komme med sådan en kraft. Men Sigur Rós slog mig omkuld, som var jeg blevet ramt af en nordatlantisk kæmpebølge.
2. The National, Orange Scene
Fra Loppen til Orange Scene. The National skalerede uden at vakle eller at tabe kvalitet deres gnistrende poetiske rocksange fra en af landets mindste scener til en af de største.
3. Savages, Pavilion
Perfekt debutantkoncert fra de fire postpunkere. De viste sig i stand til at formidle deres konfronterende univers på den allermest indædte facon – blandt andet fordi de er strålende musikere.
Største missere
1. Goat
Det var Sigur Rós’ skyld. Jeg kunne ikke rumme en kubikmillimeter musik mere efter islændingenes koncert.
2. Parquet Courts
De blev i sidste øjeblik fravalgt til fordel for en i øvrigt glimrende Matthew E. White-koncert. Rygtet vil vide, at de heldigvis snart kommer til Danmark igen.
3. Kraftwerk
Der er ingen undskyldninger. Jeg nåede aldrig at nosse mig ud på pladsen søndag.
Modigste coverversion
Vinnie Who griber fat i en af musikelitens hellige køer med sin udgave af Talking Heads’ ’Life During Wartime’.
Bedste mad
Cofocos pizzaslices. Jeg er tosset med koncepter, som gør det nemt, godt og billigt, når du er på farten mellem koncerter. Og den bedste måde at gøre det på er at skære ned for udvalg og variation. Få har fattet det, men Cofoco tager den ‘to the max’ ved ene og alene at sælge to pizzaslices til 40 kroner – og du kan blot vælge mellem tre forskellige. Bum. Så er man videre.
Bedste frontmand
Miguel. Soulcharmøren i bar overkrop var kommet for at få noget. Og fik han det, var det helt fortjent.
