#RF13-kommentar 2: Slap nu af med Orange

   


Han viste mig sin mobiltelefon under Kraftwerk. Den viste en tæller. 356 dage og nogle timer. Inden sidste punktum for årets festival var han allerede i gang med en nedtælling til næste års festival. Det er mere, end festivalen selv på nuværende tidspunkt kan præstere på sin hjemmeside.

Men så meget betyder Roskilde Festival for ham. Altså 46-årige Panos fra Cypern. Fra Cypern!!

Panos Converse

Hans profilbillede på Facebook er et par beskidte Converse med RF-logo, og hans coverbillede er et oversigtsbillede af pladsen foran Orange Scene. Og hvis han har en Roskilde-tatovering et eller andet sted på kroppen, vil jeg ikke ligefrem tabe fadølskruset i forbavselse.

Festivalpladsen i februar

Festivalpladsen i februar

Hver sommer siden 2003 har han taget turen til Roskilde, og end ikke 2007-regnvejret eller økonomisk krise på Cypern har kunnet holde ham væk fra det utilregnelige nordiske sommervejr. I år var han her kun med sin kæreste, men flere gange har han fået lokket et større eller mindre kontingent cyprioter med sig.

Men tælleren var ikke det eneste, han ville vise mig. Han viste også stolt et foto af festivalpladsen. Ikke et festivalbillede. Det var et billede helt uden telte, mennesker, boder og liv – som pladsen så ud en kold dag i februar, da han besøgte den i forbindelse med Frost Festival.

I det øjeblik var jeg ligeglad med, om hård rock eller pop er det rigtige for en festival som Roskilde Festival, eller om Kraftwerk var det rigtige afslutningsorkester. Det var simpelthen så rørende at mærke den dedikation. Panos er vist også ligeglad med, om det er det ene eller det andet. Han sluger det hele.

Det er ikke hovednavnene på Orange, der er det afgørende for Roskilde Festival. Det er publikum. Det er den forbandede Orange Feeling, som festivalen er lykkedes med at gøre til et begreb.

Fire unge Kraftwerk-fans varmer op til koncerten.

Fire unge Kraftwerk-fans varmer op til koncerten.

Det er det, der skal være attraktionen, når festivalen de kommende år skal forsøge at vinde de udenlandske gæster tilbage i takt med den øgede konkurrencesituation på ferie- og underholdningsfronten herhjemme.

For Roskilde Festival kan noget, andre festivaler ikke kan, nemlig tilbyde oplevelsen af – forestillingen om – Danmark. Kombinationen af stemningen, gæsterne, bredden i musikken, de frivillige, det humanitære fokus, venligheden, foreningskulturen og en festival med gode forhold, innovation og styr på organisation og logistik.

Det er anderledes end de fleste andre store europæiske festivaler, der drives som rent kommercielle foretagender. Roskilde Festival stikker ud på en måde, man ikke kan stable på benene fra nul i dag, og derfor har festivalen noget unikt at sælge sig selv på i udlandet, og den fortælling skal festivalen have spredt i en verden, hvor mange måske savner disse værdier.

Ikke alle Roskilde-gæster er lige så dedikerede som Panos, men mange er. De mener højst sandsynligt også en hel masse om festivalen, dens musik og dens hovednavne, for der er jo flere meninger om Roskilde Festivals musikprogram, end der er mennesker, der nogensinde har været på festivalen.

Men måske betyder det i virkeligheden ikke ret meget, om det er den ene eller anden genre, der er den rigtige at smide på Orange Scene, som det ellers flittigt diskuteres og kommenteres for tiden.

Prince!

Både tung Metallica-rock og elektronisk Rihanna-pop kan trække store mængder til scenen og skabe fællesskabsfølelsen. Det kunne lige så vel have været Eminem, Blur, Dolly Parton, Rage Against The Machine, David Bowie, Daft Punk eller Justin Timberlake. Genren er ligegyldig, så længe stjernerne kan levere store sange og det showmanship, det kræver at samle folk.

Det har Prince, Jay-Z, Kanye West, L.O.C., The Prodigy, Cypress Hill og mange andre bevist gennem tiden.

Flere mener også, at både countrylegenden Kris Kristofferson og soullegenden Bobby Womack var fejlplacerede på Orange – eller at James Blake enten spillede for tidligt på dagen eller på det helt rigtige tidspunkt i søndagens eftermiddagssol, hvor folk stenede foran scenen.

Måske skal man bare slappe lidt af.

Måske skal man lade være med at gøre til Orange Scene til et problem. Måske skal festivalen igen smide flere navne på scenen, så man afmytificerer den lidt.

Hvad er der galt i, at Kris Kristofferson ikke samlede mere end måske 10-15.000, og at de fleste stenede i solen? Var han blevet placeret i et af teltene, var der bare kommet langt færre. Selvfølgelig skal de to legender da spille på Orange, så så mange som muligt oplever dem. Det er heller ikke noget problem, at der ikke var 60.000 til Kraftwerk.

Både Disclosure torsdag aften og Apollo-scenen generelt var optur

Både Disclosure torsdag aften og Apollo-scenen generelt var optur

Orange Scene trækker alene på grund af arealet og placeringen folk til, og der har da været masser af fine koncerter på scenen, selvom der ikke har været synderligt mange gæster til stede. F.eks. Kasabian, Amadou & Mariam, Slayer eller The Go-Betweens. Eller Black Rebel Motorcycle Club i år. Det er i virkeligheden ikke noget stort band, der i dets storhedstid ikke engang kunne sælge Store Vega ud og de to seneste gange har optrådt i Den Grå Hal.

Men nogen skal spille der. Og de kan ikke alle sammen være Metallica eller Rihanna. Den store samlende koncert skal være der, men gæster som Panos og alt det, der foregår ude på alle de andre scener er mindst lige så vigtigt. Ellers kan man lige så godt tage i Parken eller Boxen.

Dakhabrakha demonstrerer varm hovedbeklædning

Dakhabrakha demonstrerer varm hovedbeklædning

Årets top 5-koncerter
1. Metallica
2. Disclosure
3. Dakhabrakha
4. Kvelertak
5. Queens Of The Stone Age

Generel optur
1. Publikum. Enough said!
2. Scenevagterne, der er skarpe, venlige, festlige og opmærksomme
3. Apollo-scenen. Fungerede meget bedre end i fjor – selvom der er et transportproblem med folk, der skal bevæge sig mellem festivalpladsen og Camping East
4. Dream City, hvor der sker sjove, innovative ting
5. Metal Biblen, der utilsigtet var festivalens sjoveste læsning

Generel nedtur
1. Iceage. Wow. Elsker virkelig deres to plader, men det her var uden kontakt med publikum. Og deres åbning med 10 minutters støj – hvad gik det ud på?!?
2. Svineriet på campingområderne. ’Hærg’ hører til, men det her bliver værre og værre – og nu er det for meget. Lyder jeg gammel? Nå, men jeg mener det.
3. At jeg ikke fik set Kendrick Lamar, Miguel, Goat, Kid Koala, Baauer – og ca. 120 andre koncerter …
4. Campingstole og luftmadrasser. De hører til ude på campingområdet, ikke på festivalpladsen. Og slet ikke inde i teltene foran scener eller i pitten på Orange!!
5. Roskilde Blues. Mandagen efter bliver aldrig munter – med mindre man kan more sig over begrebet fantomårmbånd.

Et meget normalt syn på campingområderne.

Et meget normalt syn på campingområderne.

Årets sange
1. Master of Puppets, Metallica
2. White Noise, Disclosure
3. Mercury Blues, David Lindley

Kommentér indlægget