#RF13: Hermed anbefalet – dem SKAL vi bare høre

   


Der er koncerter, man glider stille og roligt forbi. Der er program-clash, hvor man ikke ved, hvad man skal vælge, Der er koncerter, man ikke gider skænke en tanke. Men af de 141 koncerter i Roskilde Festivals program er der også nogle, man ikke vil gå glip.

Her er vores bud på de koncerter, som ikke engang pilsnere, Dixie Burgere eller Facebooking kan holde os fra.

Bobby Womack

Bobby Womack – se ham, før det er for sent!

Niels Fez Pedersen
1. Bobby Womack, Orange, fredag kl. 19.30
Det kan være sidste chance for at opleve den store soulmænd. 50 år efter han og brødrene Womack i The Valentinos indspillede ”It’s All Over Now” (som Rolling Stones straks scorede), er han fysisk skrøbelig, men musikalsk tilbage efter mange års nedture. Jeg drømmer om en koncert med de store klassikere, ”Across The 110th Street”, ”If You Think You’re Lonely Now”, ”Harry Hippie”, og et udvalg af sange fra sidste års Damon Albarn-producerede ”The Bravest Man In The Universe”. Og nogle røverhistorier, for Bobby W. elsker at snakke.

2. Rihanna
3. Miguel
4. Matthew E. White
5. Kraftwerk

Fez har naturligvis skrevet mere om Womack – læs her og her.

John Grant

Fisker Thomas går igen. I en om muligt endnu surere udgave i form af John Grant.

Nikolaj Steen Møller
1. John Grant, Odeon, søndag kl. 16.30
Jeg havde en vis respekt for John Grant som den velsyngende, men lidt anonyme frontfigur i Czars, en indiegruppe med en skidt intern kemi, der aldrig lettede fra jorden.
Den respekt blev så skiftet ud med ren fanboy-hed, da han lavede sin solodebut, Queen of Denmark, for tre år siden efter en længere pause. Den er fantastisk, det bedste album der kom det år – fyldt med helt personlige ord, på skift vittige, vemodige, desperate, vrede. Grant er nemlig ikke ligefrem den heldigste fyr. Traumatiseret af at vokse op som bøsse i provinsen i USA, hjerteknust af den fyr der i en sang nævnes som ”T.C.”, og som har været umanérlig svær at komme over, og på det seneste diagnosticeret med HIV: Det har ikke været nogen dans på roser. Og ikke desto mindre er denne akavede mand blevet en af de bedste, varmeste og mest uselvfede sangere, der i år udgav endnu en strålende plade – Pale Green Ghosts med cremen af Islands elektroniske scene. Jeg kan ikke vente til at se ham igen; denne gang med lidt mere plads om sig end for to år siden, hvor jeg skimtede ham bag en spærret dør i et proppet Gloria-telt. Flere ser ham forhåbentlig i år. Han er en ren, om end kantet, juvel.
2. Disclosure
Disclosures album Settle er så fyldt med bangers, at det her kun kan blive en enorm fest. Med eller uden alle deres fine gæster fra pladen. Ja, og jeg skrev ’bangers’.
3. Bobby Womack
Ikke for at være morbid, men det nærmer sig sidste chance for at se denne kolossale mand. Det største på en ret håbløs fredag.
4. Wintergatan
Svensk elektronisk lyd til et decemberlandskab. Jeg er endog rigtig spændt på at høre dem folde sig ud i et lunt søndagstelt.
5. Calexico
Joey Burns og John Convertino er ganske enkelt blandt mine absolutte yndlinge. Ikke kun på grund af den uimodståelige blanding af subtil rockmusik og soundtrackindfald – men også for de stadig bedre og bedre sange, de laver.

Jonathan Wilson

Hippie-hår og gode melodier med Jonathan Wilson.

Anders K. Sørensen
1. Jonathan Wilson

Politiken elsker ham – og det gør jeg sgu også. Den 38-årige amerikaners mildt syrede folk-variant har flere hår i suppen end Bon Iver, og så skriver Wilson bedre melodier end de fleste af hans fuldskægskolleger.
2. Bobby Womack
I 2010 stjal han næsten showet fra Gorillaz, så denne gang får den 69-årige soul man, der har gennemlevet alskens sygdomme og misbrugsproblemer, Orange Scene for sig selv. Se ham før Skt. Peter!
3. Uncle Acid & The Deadbeats
Så cool, at de end ikke har en Wikipedia-profil. De psykedeliske hårdrockere fra universitetsbyen Cambridge kan meget vel levere en modbydeligt mindeværdig nattemesse kl. 03 lørdag nat.
4. Of Monsters and Men
Enhver festival skal have et band, der krydrer sine sange med et populistisk ”hey!” og andre crowd pleasers. Roskilde har i år både The Lumineers og disse beslægtede islændinge, hvis sange er lige så charmerende og landlige som lavaøens kortbenede ponyer.
5. Matthew E . White
En af årets største anmelderfavoritter skal bevise, at hans stenede smeltedigel af soul, gospelblues og urbane vibes kan forløses fra scenen. Der bliver tæt pakket lørdag eftermiddag på Odeon.

Goat

Men de har jo masker på! Havde man bare vidst det på forhånd …

Danni Travn
1. Goat, Pavilion, lørdag kl. 01.30

Havde jeg bare hørt om Goat, ville jeg holde mig langt væk. Jeg har det stramt med musikere, som optræder med masker på – det kan kun gøres værre ved også at medbringe pyroteknik (Gæt selv, om jeg skal se Slipknot …). Jeg har det stramt med musikere, som forsøger at opbygge fjollede myter om sig selv – i Goats tilfælde, at deres angivelige hjemby, den nordsvenske landsby Korpilombolo (Ja, den som Agnetha Fältskog sang om på sin 1972-single ’Tio mil kvar till Korpilombolo’), har en mangeårig tradition for voodoo, fordi en heksedoktor huserede på de kanter. Og jeg har det stramt med flipperblues, hvor alle musikskolens instrumenter er blevet slæbt frem og gavmildt distribueret til enhver, som vil være med. Det herlige ved musik er, at hvis den holder, så holder den uanset hvad. Jeg var så heldig at høre Goats musik, inden jeg læste om deres badutspring. Deres eneste album, ’World Music’, kom sidste år og er en ret formidabel samling trancelignende sange med en kerne af ruhåret syrerock – tænk alt fra The Doors til Spacemen 3. Fra den kerne søger bandet ud i alle mulige hjørner af verdensmusikken, så du er i Nigeria det ene øjeblik og i Indien det næste. De bevæger sig så uanstrengt, at det er naturstridigt ikke at lade sig rive med. Lur mig, om det ikke går hen og bliver euforisk sådan en nat på Roskilde Festival.
2. Parquet Courts
Er 15.00 alligevel for tidligt på dagen til Matthew E. Whites Jesus-tripper-soul-show? Så er der den spændstigste garagepunk fra New York at hente i stedet.
3. Sigur Rós
Mærkværdigt, at de er hovednavn … men de har lige udgivet karrierens tungeste album, og det bliver med garanti mere lidenskabeligt end den samtidige ligusterheavy fra Orange Scene.
4. Martin Ryum
Jeg kommer primært til koncerten for at skælde Ryum ud over, at han kun har udgivet ét album – og at det er ni år siden. Jeg føler mig snydt for flere håndfulde tætte og poetiske sange.
5. Bombino
En solid tuareg-koncert er så stærk en tradition som den flade åbningskoncert på Orange. I år er det nordafrikanske nomadefolk repræsenteret af Bombino fra Niger. Han har hørt sin del Jimi Hendrix.

Disclosure

Blege engelske knægte kan stadig lave varm og indbydende clubmusik. Disclosure kan i hvert fald.

Peter Elsnab
1. Disclosure, Apollo, torsdag kl. 22.00

De to unge brødre i Disclosure er noget nær årets fund på den elektroniske scene. Debutalbummet ’Settle’ er en mindre åbenbaring af house og UK garage med en stribe store pophits. Numre som ’Latch’, ’White Noise’ og ’You & Me’ har alle haft deres indtog højt på den engelske hitlister – hvor albummet i øvrigt debuterede på førstepladsen. Det er på mange måder et enormt tilbageskuende album, men det er samtidig let, luftigt og elegant, leveret med så stort overblik, at det er svært at tro, at de to brødre blot lige er fyldt henholdsvis 19 og 22 år. Med på pladen har de vokalister som Jesie Ware, AlunaGeorge, Eliza Doolittle og Jamie Woon, mens Sam Smith synger på førstesinglen ’Latch’. På Glastonbury i sidste uge havde de flere af dem med på scenen, men det er nok et stort spørgsmål, om de har nogen af dem med til Roskilde. Men uanset hvad, forventer jeg en stor dansefest på den nye Apollo-scene beliggende mellem Camping East og Pavillion. En stor åben plads, hvor solen skal danses ned i aften, mens andre er til heavymaskebal på Orange.
2. David Lindley
3. Chase & Status
4. Kraftwerk
5. Metallica

Savages

Mørke og dystre piger skal der også være plads til. Savages skal der i høj grad være plads til.

Jesper Nykjær Knudsen
1. Savages

Fire benhårde britiske damer, der går i flæsket på post-punken. Og publikummer med mobiltelefoner.
2. Disclosure
Gedigen housefest med Englands nye klubhåb.
3. Sigur Ros
Islandske drømmebilleder. Nu også med trommer.
4. Matthew E. White
Hvide mænd med fuldskæg kan også synge soul.
5. Henry Rollins spoken word
Politik, popkultur og personlige kæpheste fra den ordstærke muskelmand.

Kid Koala. Ikke for børn

Kid Koala – det er sjovt!

Janus Køster-Rasmussen
1. Kid Koala, Cosmopol, søndag kl. 18
Lad mig sige noget om den af mine fem anbefalinger, jeg faktisk har set på en scene før. Turntablism var et modeord for et årti siden. Hypen er for længst forsvundet, men kunstarten består – og det er canadiske Kid Koala en af de vigtigste årsager til. Glemt alt om blærerøvsteknik og hurtigscratch: Kid Koala er en underfundig, decideret sjov og frem for alt bundmusikalsk, når det gælder om at skabe ny, sammenhængende kunst ud af gamle vinylstumper. Det var jeg så heldig at opleve på Rust for 13 år siden, og det satser jeg på at opleve igen nu hvor han har kastet sig over at nyfortolke bluesgenren på de to flade hjul af stål.
2. The Heliocentrics
3. Matthew E. White
4. John Grant
5. Chase & Status
Dem har jeg faktisk også oplevet før, nemlig i 2011. Drum’n’bass’rave uden genrens 90er-hashparanoia

 

Kommentér indlægget