#RF13 Der er plads til os alle sammen. Også Rihanna, Bobby og Matthew

   


Der går rygter om at Leif Skov i sin tid simpelthen blev vanskelig at være i stue med, fordi han ikke kunne få Lauryn Hill i nettet. Roskilde har jo gennem årene måttet lægge ryg til megen kritik for at de ikke booker nok ’sort’ musik. Og hvor festivalen f.eks. efterhånden har fundet sig en rigtig fornuftig elektronisk profil (og hurra for den nye Apollo-scene, by the way!) så er det, skal vi sige, kejtede forhold mellem kontorerne Havsteensvej og den afroamerikanske musiktradition stadig et issue, der stikker hovedet frem næstemn hvert år.

Og jeg skal da for fløjtende hede hule helvede love for, at kasketten blæste helt af rockpolitiets hårtjavser, da festivalen annoncerede sin Rihanna-booking for et halvt års penge siden. Hun passede ikke ind på Roskilde Festival. Nu var alting slut. Og så sent som i dag beskriver en af mine rockvenner på Facebook Rihannas musik som noget i retning af “maskinproduceret teenagelort”, der ikke “hører hjemme” på en ’seriøs musikfestival’.

Til venstre: Den ikke eksisterende kø til Bobby Womack. Til højre: begyndelsen af den 300 meter lange kø til Rihanna

Til venstre: Den ikke eksisterende kø til Bobby Womack. Til højre: begyndelsen af den 300 meter lange kø til Rihanna

Til gengæld er der altid overbærenhed og måske endda ros at hente for festivalen, når de hjuler endnu et soulkoryfæ ind: Solomon Burke. Ray Charles. Al Green. Eller, som i år, Bobby Womack. Ja, alle elskede endda Charles Bradley, der for nogle år siden gav en grotesk freak show-koncert nede på Odeon-scenen. Han sang jo både højt og hæst, og så græd han af overvældelse over publikums kærlighed til ham – også selv om han ikke rigtig havde nogen sange, og det nok er de færreste publikummer fra den eftermiddag i 2007-8 stykker, der nogensinde har købt en cd med ham eller streamet hans musik. Det var intet andet end følelsesporno.

Alt godt til manden, men det ændrer ikke ved billedet af at så længe at Roskilde booker ufarlige, gamle soul-rystepikke, så bliver der fra alle meningsdannersider nikket i om ikke respekt, så i hvert fald almindelig høflighed. Det var der også grund til, da Bobby Womack gik på scenen fredag. At han overhovedet lever, er et mirakel, han har battlet diverse sygdomme og varianter af misbrug, men han står her stadig. Det fejrede han indledningsvis med en rodet udgave at ‘Across 110th Street’ i front for et kæmpe band, der gjorde deres bedste, men som aldrig rigtig formåede at rulle den usynlige mur mellem scene og publikum væk. Det forblev en koncert på distancen, på trods af små højdepunktsglimt som ‘It’s All Over Now’ og ‘If You Think You’re Lonely Now’. Det var et fint stykke AOF-agtig publikumsopdragelse, men ikke meget mere. Men så er boksen ‘gammel soulman’ da tikket af, og skal vi nu komme videre til det vigtige, som f.eks. The National eller Metallica?

Nej, gu’ kan vi røv, for den moderne soul ankom samme aften til Roskilde, og den hedder Rihanna. Kald det r&b, kald det pop, kaldt det liiige hvad du vil – der går en lige linje fra Womacks soul til Rihannas. Hun er en af de største hitkunstnere i verden lige nu. Og efter hendes koncert fredag må diskussionen om hendes berettigelse på Roskilde simpelthen slutte.

Jeg var til Bruce Springsteen-koncerten sidste år. Jeg vil tro, at der var 15-20 pct. flere mennesker til Rihanna. Folk ville det. De var klar. Og ja, hun begyndte sløvt med for mange albumtracks, før ‘Rudeboy’ og ‘Umbrella’ kom på banen, men det fik altså næsten ikke nogen til at skride. Roskilde Festivals publikum ville gerne opleve hendes show. Og det fik de lov til, for langsomt fik hun arbejdet sig frem til sine hits, der kulminerede i ren ravefest og ‘Diamonds (In The Sky)’.

Publikum til Rihanna. Hende ville de gerne se.

Publikum til Rihanna. Hende ville de gerne se.

Man kan sige, at en lort stadig er en lort, selv om 50-60.000 fluer sætter sig på den. Men i det her tilfælde er de 50-60.000 fluer Roskilde Festivals publikum. Det publikum, den festival nu engang har og får. Det publikum, som får så megen ros for at være musikalsk åbensindede mennesker, der tager chancer og gerne vil opleve nyt. Det publikum, der adskiller sig markant fra f.eks. Skanderborg Festivals samme. Det publikum, der ikke bliver ældre, mens vi andre på dagbladene, bag blog-tastaturerne og i meningsdannerverdenen iøvrigt gør det. Det publikum, der både vil opleve Slipknot, Rihanna og noget ukrainsk folkemusik, der aldrig har hørt om før (Orange Press kunne lørdag fortælle, at Slipknot-fans’enes andenprioritet på festivalen er – Rihanna). Hvis man siger, at Rihanna ikke passer ind på Roskilde, er man mange fjollede ting i min bog. Men man er i hvert ude af trit med hvad Roskilde Festivals publikum ønsker sig og sætter pris på.

For Rihannas koncert var som sagt ikke ufejbarlig. Jeg synes den var klart over middel, ikke mere. Men publikum investerede sig selv i begivenheden og fik en oplevelse ud af det i tilgift – i form af en skøn (men for kort) fest og en fantastisk afslutning. Jeg ville kunne forstå kritikken, hvis Roskilde Festival hyrede Taylor Swift eller Justin Bieber. Jeg tror ikke at mange vil påstå, at f.eks. de to laver musik, der åbner eller har åbnet nye døre nogen steder hen. Men med Rihanna og den urbane r&b (lad os bare her kalde den – soul) taler vi altså om en uomgængelig repræsentant for den en af de mest innovative musikgenrer gennem de sidste par årtier. Hende ville publikum, sjovt nok, gerne opleve.

Matthew E. White. Selv hans navn er hvidt.

Matthew E. White. Selv hans navn er hvidt.

Mon ikke mange af dem var at genfinde på Odeon næste eftermiddag? Her gav Rihannas langskæggede landsmand Matthew E. White en fin, fin rundtur i sit hvide gospel-soul-univers, der blidt og groovy masserede lørdagen i gang. Det var lidt ærgerligt, at han spillede ‘One Of These Days’ og andre af de bedste sange ‘Big Inner’ allerførst, for det samlede sig først for det seks skæggede mand store band plus blæsere lidt inde i koncerten. Derfra blev det til gengæld formidabelt, selv om Whites fine stemme aldrig blev perlevenner med lydmanden. The whitest boys alive tunggroovede sig gennem sange som ‘Big Love’, Neil Youngs ‘Are You Ready For The Country’ og en næsten rablende udgave af ‘Brazos’. Matthew E. White kommer fra Richmond, Virginia (“USA’s svar på København”, som han smiskede fra scenen). Efter i dag vil jeg til Richmond, Virginia.

Pointen er: Soul, r&b, innovativ pop har og skal have en position på Roskilde, for som så mange andre slags musik er soul vævet ind i det nysgerrige publikums liv og deres præferencer. Gammel soul, ny soul og hvid soul. Det er ingen garanti for at koncerterne bliver gode. Men der er plads til alle, ingen stjæler noget fra hinanden – eller fra rocken eller nogen som helst andre. Og skal vi så komme videre med festen? Metallica er lige gået på, og der er propfyldt ude på pladsen foran Orange.

 

Bobby Womack, Orange, fredag 5/10

Rihanna, Orange, fredag  7/10

Matthew E White, Odeon, lørdag 8/10

 

Kommentér indlægget