#RF13, dag 3: The National er min musik

   


Der var formentlig engang, hvor det var vigtigt at understrege, at man havde lidt mere ejerskab af et band, fordi man havde set dem først. Og jeg kunne absolut prædike løs i evigheder om dengang, jeg så The National ude på Loppen. Ikke den totalt udsolgte koncert her forleden uge, som en af deres Dessner-tvillinger nævnte på Orange Scene i aftes – nej, den ægte vare; deres turneafslutning på den første, ret håbløse tur, de tog gennem Europa, hvor de en iskold aften dukkede op ude på Staden og fandt ud af, at ikke bare var stedet meget mod forventning fuldt af folk, de folk elskede også, hvad de hørte.

Dengang havde jeg stadig aldrig i min vildeste fantasi regnet med, at de otte år senere ville dukke op og spille i Forum. Loppen er for pokker på størrelse med Forums restaurant, ikke ligefrem resten af den ucharmerende hangar. Og havde nogen foreslået, at de nok også ville stå en lørdag aften på Orange Scene, havde jeg formentlig også sagt “helt klart”.

De var jo indadvendte. Kejtede. Aparte. Kryptiske. De fortalte Carver-agtige noveller fra uforløste liv. De spillede – bogstavelig talt – Sad Songs for Dirty Lovers.

Så hvorfor stod de pludselig i aftensolen foran titusindvis af folk? Det giver mening, at folk synger “Oh na na, what’s my name”, men hvorfor står de samme sted og skriger “Squalor Victoria!!!” sammen med Berninger? Hvem ved overhovedet, hvad han mener med det? Hvad, for at spørge ligeud, gik rigtigt?

Jeg ved det ikke. Men ejerskabet til dem man så først i København – det er jeg lykkelig for at give videre. Det er en utrolig ting at se en gruppe som The National, og en mand som Matt Berninger, der i den grad har gjort sig til verdensmestre i den kreative storbymands blues, få forbindelse til så mange. Alle de ansigter, der står og tydeligt nyder og fordøjer hvert ord; ord der siger noget – som gamle Morrissey sang da han var god – “about me and my life”.

Hvem kender ikke hende fra ‘This Is the Last Time’, hvis kærlighed er uundværlig, men meget op ad bakke – eller er måske selv personen? Hvem har ikke levet i den klaustrofobiske ‘Apartment Story’? Hvis hoved ryger ikke sommetider løs inde i skallen, så man bliver reduceret til skrig og råb om at “my mind’s not right!!”? Vi lever i en by, som sorgen har bygget, og sorgen er i vores honning og vores mælk – hvis man er ligesom mig. Sådan er det, om man vil det eller ej.

Værste job i branchen: Kabel-roadie for Berninger.

Værste job i branchen: Kabel-roadie for Berninger.

Det var først efter at de fem skønne mennesker var færdige, og at Berninger havde stormet rundt og sunget ‘Mr November’ til hans mikrofon døde, at det dæmrede hvad jeg burde have indset for lang tid tiden: At der ikke er nogen der som The National kan sætte ord på mit eget uperfekte liv. At Matt Berninger ikke behøver sige andet end det ellers så banale “I need my girl” uden at jeg ved præcis hvordan han har det – en af de allermest vidunderlige sange fra et album, der ligner årets bedste. “I’m under the gun again” – you and me both, Matt.

The National er blevet folkets go-to-neurotikere, og jeg kunne ikke bede om nogle bedre. Det er vidunderligt at have dem. Og jeg er kun lykkelig over at kunne dele dem. På Loppen, på Orange, hvor som helst. Som repræsentanter for alle dem, der er ubekvemme i egen krop. Det her er min musik.

Kommentér indlægget