#RF13, dag 1 – keepin’ it real

   


“Jeg tager Vinnie Who”, kom det optimistisk herfra, da vi skulle til at fordele koncerter. Åbningskoncert på Orange. Yderst gennemtænkt valg. Hvis ikke det lige var fordi alt er rent kaos i de første par timer af en festival, og at det i øvrigt heller ikke hjælper, når de venlige mennesker i lejren ude på Camping Øst har to tønder fulde af kølige øldåser.

20130705-123821.jpg
Jep – denne blogger repræsenterer Keepin’ It Real. Måske er armbåndet fesent pink i stedet for blåt og orange (og suppleret med et bizart e-wallet-bånd, der skulle gøre mig i stand til at betale drinks i mediebyen – er det ikke i sig selv et nederlag at skulle betale derinde?), men det er teltplads frem for VIP her.

Det er ildelugtende hegn, dybt ukomfortabelt liggeunderlag og det der unikke soundclash mellem de medbragte anlæg, der spiller alt fra det sublime (Jamie xx’s remix af Gil Scott-Herons ‘I’ll Take Care of You’ dukker hele tiden op) til det latterlige (det samme gør Bloodhound Gang) på én og samme tid.

20130705-125234.jpg
Hvorom alting er – da først Vinnie Who var i fuld gang, ankom selskabet til en proppet Orange Scene. Det var formentlig fint, men vi blev ikke hængende i mere end fem minutter.
Og det gør det jo lidt svært at anmelde ham. Savages, derimod! Med risiko for at træde blogbroder Jesper over tæerne her: De var strålende. Sagt som en skeptiker på forhånd – for ærlig talt er jeg ikke overbevist af deres album, hvor de lyder lidt for meget som et Siouxsie & the Banshees-hyldestband til at det nogensinde bliver til at se bort fra.
Men fra de spillede på Jimmy Fallons talkshow for nylig, var det indlysende, at de bare skulle ses. Se lige Jehnny Beths iskolde, stirrende sorte øjne til sidst. Jeg ved ikke lige, hvad Middle America har tænkt der.
De var lige så forbandet intense i aftes på Pavillion-scenen.
De har en kontrolleret vrede over sig, en masse spændinger der bliver lukket ud i afmålte doser og voldsomme udbrud. De brændte langsomt i går, byggede sig op, og til sidst var de en eksplosion. På plade fungerer det ikke altid – på en scene gør det så meget desto bedre.

20130705-154049.jpg
Og så beklager jeg i øvrigt, at jeg havde glemt deres normale fotoforbud. Men ved du nu også hvad – at tage billeder til en koncert er kommet for at blive. Folk der filmer lange klip med luset lyd bør selvfølgelig have et skub i nakken. Men snapshots er kommet for at blive. Og ja, gammelfar, man kan have en strålende koncertoplevelse selv om man fisker telefonen frem en gang eller to.
Som i aftes. Får Savages nogensinde den rasende, latente energi ind på en plade bliver den uhyggelig.
Disclosure på Apollo senere havde så slet ikke det samme tema oppe. De spillede deres album. Det virkede præcis som det skulle. Men jeg anbefaler at læse de andres kloge ord om det. De har haft roen til at tænke over det. Vi har en fredagsbar i gang. Keepin’ it real.

Kommentér indlægget