#RF12: Vi elsker uniformer

   


En veninde fortalte forleden, hvordan hun engang for et par årtier siden havde mødt Robert Smith i København uden at kunne genkende ham. Han var uden makeup og strithår, og de snakkede længe, før hun spurgte turisten, ’hvad han så lavede i København?’.

Jo, han var musiker, der skulle spille med sit band. ’Nå, hvor henne dog?’ I noget, der hed Valby-Hallen.

Da gik det op for hende, at han måske nok var en eller anden, hun burde kende, og hun fandt så hurtigt ud af resten.

Torsdag aften var han anderledes genkendelig i sin ’uniform’ – makeup og sort (grånende) strithår, da han i tre timer stod på Orange Scene og gav en marathonkoncert i front for The Cure.

Robert Smith, billede fra storskærm.

Tre timer og 36 numre var måske i overkanten, men bandet spillede godt, han sang godt, og lyden var glimrende på en pænt besøgt Orange.

Mange gik til og fra koncerten, men blev man ud over de to timer, hvor skiftene mellem det dystre og det poppede ikke altid fungerede, blev man belønnet. Sådan havde jeg det i hvert fald, da seancen endte i ren hitparade.

Meget sejt at kunne spille i mere end to timer, og så lige hive ’Just One Kiss’ og ’Let’s Go to Bed’ frem, tænkte jeg. Og så spillede han så også lige ’Friday I’m in Love’ og ’Why Can’t I Be You’. Og toppede med ’Boys Don’t Cry’.

Da gav det hele mening i min bog.

Selvom det aldrig blev hverken ren popfest eller aldrig for alvor blev indædt, mørkt og dystert, og deri lå selvfølgelig en svaghed. Men genkendeligheden var samtidig en styrke, og det var svært at sætte en finger på noget, der ikke fungerede. Noget af det smuldrede bare lidt for hurtigt.

——

Django Django i uniform. Og med meget stor tamburin.

Fremviste Robert Smith sin genkendelige uniform, bød torsdagen på flere varianter af temaet uniform.

Tidligere på aftenen havde vi indledt førstedagen af ’den rigtige festival’ med Django Django. De optrådte i ens t-shirts – bordeaux og lyseblå – og spillede en blanding af en hel masse, som vi syntes, vi havde hørt før. Indie, psykedelisk 60’er, surf, rave. Men sådan er det jo med os gamle røvhuller, og Django Djangos blanding fungerede.

Skotterne var gode, og da de mod slutningen gav publikum hittet ’Default’, løftede det hele sig. Store numre hjælper altid …

——

Efter et kort smut forbi de østtyske punkere i Kraftklub, der også optrådte uniformerede i hvide poloer og røde seler, endte vi hos Clock Opera, der såmænd også optrådte i en slags uniform.

Clock opera i uniform.

Denne gang blomstrede skjorter på tre af de fire medlemmer. De havde kun tre tilbage af de srilankanske skjorter, så trommeslageren måtte undvære, fortalte frontmand Guy Connelly.

Igen kastede vi om os med referencer. Simple Minds, Big Country, Fleet Foxes, Arcade Fire, Housemartins og Fleet Foxes var nogle af de navne, der blev smidt på bordet til at beskrive deres storladne og ganske udmærkede indierock, hvor synthflader og vokalharmonier spiller en stor rolle.

Desuden kan det vel tilføjes, at også Janelle Monae og band, samt Apparatjik optrådte i uniformer.

Vi elsker uniformer, som Kliché ville synge det!

Kraftklub i uniform.

——-

The Cures sætliste ifølge setlist.fm:
1. Open
2. High
3. The End of the World
4. Lovesong
5. Push
6. In-Between Days
7. Just Like Heaven
8. From the Edge of the Deep Green Sea
9. Trust
10. Want
11. Pictures of You
12. Lullaby
13. The Walk
14. Doing the Unstuck
15. Bananafishbones
16. Play for Today
17. A Forest
18. Primary
19. Shake Dog Shake
20. The Hungry Ghost
21. Wrong Number
22. One Hundred Years
23. End

—–

24. The Kiss
25. If Only Tonight We Could Sleep
26. Fight

—–

27. Dressing Up
28. The Lovecats
29. The Caterpillar
30. Close to Me
31. Just One Kiss
32. Let’s Go to Bed
33. Sleep When I’m Dead
34. Friday I’m In Love
35. Why Can’t I Be You?

—–

36. Boys Don’t Cry

 

 

 

Kommentér indlægget