35 års Roskilde-favoritter: 1990

   


1990 – smukt vejr og klubmusikken rammer Roskilde med det hotte nye koncept Club Roskilde. Men det var nu stadig en af festivalens gamle venner, Bob Dylan, der toppede plakaten side om side med The Cure og Midnight Oil. Længere nede kunne man finde Nick Cave and the Bads Seeds, som debuterede på festivalen efter at have aflyst året før. Og Bloggers By Choices flok på festivalen bliver udvidet med en 17-årig fyr.

Her er vores sandheder om årets bedste koncert:

“Der var kun mig, mig selv og jeg!” – De La Soul rammer Roskilde

Anders K. Sørensen
De La Soul, Blå Scene, lørdag
1990 prøvede Roskilde for første gang kræfter med hiphop’en. Og årets højdepunkt på den front var neo-hipperne De La Soul, der improviserede og charmerede sig gennem af sangene fra debutalbummet ’3 Feet High and Rising’.

Det var ikke nogen stor koncert, lidt kaotisk faktisk. Men oplevelsen af at have set ægte, live hiphop på Roskilde var så euforiserende, at jeg 12 øl senere på natten fik taget et billede sammen med en af trioens spraglet klædte rappere med perlebesatte dreads. Troede jeg. Det viste sig senere, at han var bassist i metalfunkbandet 24-7 Spyz.

 

 

Niels Fez Pedersen Madonna, Göteborg, lørdag
Der er få ting, der kan holde mig væk fra Roskilde. Jeg tog to dage på festivalen, så jeg lige fik tid til at brokke mig over Bob Dylans tilstedeværelse, inden turen gik til Eriksberg-skibsværftet og ”Blonde Ambition”-turnéen. ”Vogue” og spids bh designet af Jean Paul Gaultier eller The Cure? Ikke noget svært valg, selv om jeg gik glip af De La Soul og det første spæde forsøg på at lukke klubkulturen ind i rockland.

 

En solid bakkenbart, if there ever was one – David Lindley

Janus Køster-Rasmussen
Ry Cooder & David Lindley, Blå Scene, fredag
Min første Roskilde Festival. Ikke min første festival – jeg havde været på Midtfyn året forinden og høre Miles Davis, Santana, Tracy Chapman og Hothouse Flowers – men min første Roskilde. I dag har jeg lyst til at tage den 17-årige, bebumsede knægt i bondeskjorte og ruske ham – kraftigt – og sige at han skulle skynde sig hen og høre A Guy Called Gerald, The The, The Cramps, De La Soul, Soundgarden og The Orb.

Men det var der ikke nogen, der gjorde, så i stedet fandt min første Roskilde Festival sit musikalske højdepunkt, da jeg var på plads til David Lindley – iført sine uforglemmelige, alenlange bakkenbarter – og Ry Cooder.

Siddende og svedende fodtrampede de sig gennem ”It’s All Over Now” i et steghedt Blå telt. Det er faktisk det eneste jeg overhovedet husker fra den festival, bortset fra at jeg 1) passerede Orange Scene da Gorky Park gik på, 2) ikke kunne begribe at Black Sabbath lige pludselig var til stede og spillede ’Warpigs’, som jeg opsnappede med det ene øre (det var de heller ikke, det var Faith No More, fandt jeg senere ud af) og 3) trak ned mod Grøn Scene en sen aftentime blot for at finde en eller anden original ved navn Lenny Kravitz liggende nederst i en bunke med hele sit band ovenpå. Mens de spillede.

Publikum blev ved med at synge omkvædet til ’Let Love Rule’ i tyve minutter efter han var gået af scenen. Det var faktisk ret fint – ingen af os vidste jo at den melodisk begavede hippie ville udvikle sig til Mr. Fesenhed i årene der fulgte.

Next up 1991! Fortsæt tilbagespolingen her:

1989

1988

1983-87

 

 

Kommentér indlægget