Prinsens lysende lilla stjerne kastede glans over 2010. Men også en newyorker-hipsterfest, et par rå rockkoncerter på Pavilion og et 40-års jubilæumsmix gjorde det til et solidt år. Øverst på plakaten stod – foruden popprinsen – Patti Smith, Muse, Gorillaz, Jack Johnson, The Prodigy og Them Crooked Vultures.
Niels Fez Pedersen – Prince, Orange, søndag
Alt man kunne bede om som Prince-fan. Tight, sjælfuldt, excentrisk og med øjenkontakt via storskærmene. Han virkede langt mere afslappet end i 1980’erne og stadig i fuld kontrol i nyere sange og det gyldne bagkatalog. Stjerne er et misbrugt ord, men her var en rigtig stjerne.
Anders K. Sørensen – Japandroids og Titus Andronicus, fredag og lørdag, Pavilion
Det var min 25. Roskilde Festival – og en af de absolut bedste, hvad angik vejret og spændvidden i musikprogrammet. Det var også en festival, der i form af Prince’ afslutningskoncert søndag aften bød på en af de mest imponerende, smukke og medrivende koncerter, jeg nogensinde har overværet.
Årets mest overraskende oplivende koncertoplevelser var dog (i rendyrket og skinhellig Roskilde-ånd) to bands, jeg ikke kendte på forhånd, men tilfældigt ramlede ind i. Og de spillede begge på Pavilion Scenen. Fredag nat tågede jeg alene rundt og blev tiltrukket af den tætte, energiske rocklyd fra festivalpladsens kollektive tissehjørne. På scenen stod canadiske Japandroids – en tæt, anarkistisk rockduo bestående af to halvstuderede røvere fra Vancouver, der spillede røven ud af collegebukserne, mens de fyrede jokes af og sang/skreg sjælen ud. Melodisk, punket og hamrende charmerende.
Det sidste adjektiv kan man ikke just klistre på det stærkt politiske rockkollektiv Titus Andronicus. Men programmet lovede noget i stil med ”Bruce Springsteen med en flok irske punkere som backing band”. Og det levede de op til. Jeg købte naturligvis straks deres seneste album – men det har aldrig helt levet op til den oplevelse, bandet gav den lørdag nat i Roskilde. Og jeg får ikke lov at spille dem i bilen.
Janus Køster-Rasmussen – Georg S. Køster, født 25. juni 2010
Den unge mand fik med sin ankomst sat en effektiv stopper for det der festivalpjat. Må indrømme, at jeg uafladeligt pinte mig selv med at læse folks festival-opdateringer på Facebook. Og så tænkte jeg på ham fyren på samme fødestue, der havde fået tvillinger samme dag. Hans kæreste, altså moren til tvillingerne, havde foræret ham en billet til Roskilde, fordi han havde klaret det hele så flot. Vidste ikke helt, om jeg skulle have syntes, at det var en meget underlig gave, eller om jeg skulle være misundelig.
Danni Travn – Patti Smith & Band, Orange Scene, lørdag
Lige efter festivalen holdt jeg på, at det var Gorillaz, som toppede med deres genresprængende overskudsoptræden. Eller Tinariwen med deres hypnotiske slangetæmmerblus. Eller, selvfølgelig, Princes helt overlegne hitjam. I længden var det imidlertid Patti Smith, som virkelig lagrede sig. Det, der begyndte som en hyggelig eftermiddagssession, voksede fra og med ‘Space Monkey’ mod tretrinsraketten ‘Perfect Day’, ‘Rock ’n’ Roll Nigger’, ‘Gloria’, hvor alt pludselig stod på spil i et hidsigt klimaks. Patti rev strengene af sin guitar, inden hun forlod scenen, og det var alligevel aldrig sket på Damon Albarns vagt.
Rune Skyum – Den Sorte Skole, Orange, fredag nat
I en to timer lang greatest hits-kavalkade mixede og mashede Aage Jæger, Langefinger og Lebon sig igennem en perlerække af de største øjeblikke i Roskildes første 40 somre. Publikum var som sædvanlig kåde disciple af de tre vinylmestre, der dog havde taget elektroniske virkemidler i brug for at kunne skabe den fortløbende sammensmeltning af fordums storhed. Daft Punk, Neil Young, Beastie Boys, Beck, Pearl Jam, Iggy Pop, Pearl Jam, Jeff Buckley og Kraftwerk var blandt de dyre drenge i den eksklusive klub, som Den Sorte Skole – efter at have modtaget en alenlang ønskeliste fra festivalgængerne – begyndte at skrue sammen tre uger forinden. Udvælgelsen må have været svær, og det er vel trygt at sige, at trioen satsede på det sikre – og retfærdiggjorde valget med stor elegance. Efter et par pitstop vaklede jeg hjem i seng, mens jeg tænkte over, hvor mange fantastiske stunder Roskilde har budt på gennem årene. Mission accomplished.
Jesper Nykjær Knudsen – LCD Soundsystem, Cosmopol, torsdag
Forhåbentlig vil historien give James Murphy den hædersplads på 00’ernes musikscene, han fortjener. LCD Soundsystems opdaterede mix af post-punk, disco og new wave er noget af det svedigste musik, man kan komme i nærheden af. Og Murphy sætter trumf på med sine fine tekster, der veksler mellem personlig eftertænksomhed og observante pointer fra populærkulturens frontlinje.
Det er helt forrygende på plade. Og det var lige så forrygende live denne torsdag aften på den alt for klejne Cosmopol-scene. Murphy var uhyre veloplagt, og hans stemme – som på forhånd lignede det svage punkt – var bedre end jeg havde forventet. Bag ham fik bandet de pulserende grooves til at hive og flå i dansebenene med kæk koklokke og boblende baslinjer. En forvokset newyorker-hipsterfest, transmogryffet over til en midtsjællandsk mark. Og en mindeværdig time i nærkontakt med forrige årtis bedste band.
Peter Elsnab – Prince, Orange, søndag
Læste med nogen undren de lidt forbeholdne anmeldelser efter Princes kæmpekoncert på Orange, for den koncert står for mig som en af de største, jeg har oplevet på den svære scene. Det var gennemført musikalsk, han viste hele repertoiret med sang, guitar, dans, performance. Og den ene store sang efter den anden, leveret så funky, at selv hans hvide sparkedragt så tjekket ud. Det var storhed i egen, lilla person.
BBC’s favoritter fra de tidligere år:
2003 , 2002 , 2001 , 2000 , 1999 , 1998 , 1997 , 1996 , 1995 , 1994 , 1993 , 1992 , 1991 , 1990 , 1989 , 1988 , 1983-87
Det har været en sand fornøjelse. Ser frem til skriverier fra årets festival også.
Ja, håber også, at de bliver lige så gode i år.