#RF12 – Roskilde faves 1983-2011: 2008-2009

   


Vi nærmer os nutiden i blog-oldekollets Roskilde-minder. I dag er vi nået til blogholdets favoritter fra år 2008 og 2009, før vi afslutter serien i morgen med 2010 og 2011. Og så er vi jo heldigt nok nået frem til torsdag og 2012-udgaven af Roskilde Festival.

2008

Niels Fez Pedersen – Robyn, Cosmopol, fredag
I was there! Den aften, Robyn brød lydmuren og blev dronningen af Roskilde. Jeg var der, da hun spillede ‘With Every Heartbeat’, og jeg fik tårer i øjnene. Det var et stort popøjeblik. Og hun spillede Prince-sangen ‘Jack U Off’ som ekstranummer og ‘Be Mine’ og ‘Show Me Love’ som ballade, og der var et fællesskab mellem hende og publikum, man kun sjældent oplever.

Robyn bragte tårerne frem i øjnene på blogholdets garvede festival-veteran NIels Fez Pedersen med sin koncert i 2008.

Janus Køster-RasmussenNeil Young, Orange Scene, lørdag
Jeg tror aldrig, jeg har været så lykkelig på Roskilde, som da Neil Young stemte i med ‘Heart of Gold’. Jeg har næsten betingelsesløst (’There’s A World’ er bare et fesent nummer, sorry) grundelsket ’Harvest’-pladen siden min gymnasietid, og her spillede han hele fire sange fra den! Med virkemidler som en 1) guitarist, der lignede Tove Fergo, 2) små grimme malerier som ledsagelse til hver enkelt sang og 3) den der helt unikke, Neil Youngske måde at slå en akkord grimt, men skarpt an – præsterede den gamle mand én af de få koncerter, der samler og hypnotiserer på tværs af generationer og musikalsk religion. Og som kun eksisterer i Roskilde, mens mørket falder på den første weekend i juli.

Rune Skyum – L.O.C., Orange, lørdag
Så fik vi endelig, hvad vi drømte om og efterlyste, hiphopfolket. Dansk rap taget alvorligt, dansk rap på Orange. Og L.O.C. var den helt rigtige, på det helt rigtige tidspunkt i sin karriere. Med gæstevisitter fra blandt andre Veto fyldte Århus V’s største helt snildt scenen ud. Hans seneste dobbeltalbums fyldige og tunge produktioner viste sig snildt at bære igennem på den krævende kæmpescene, og L.O.C.s slet skjulte begejstring og fænomenale mikrofonkontrol gjorde, at de mange ord gik rent igennem. Det var en folkefest, og jeg gentager gerne spådommen om, at L.O.C. er sin generations bedste bud på en Kim Larsen. Også med Rasmus Seebachs entré in mente.

Peter Elsnab – Magnetic Man feat. Benga & Skream, Cosmopol, lørdag
Endelig! Endelig noget basmusik på Roskilde. Og før, dubsteppen blev udvandet af bulder, brostep og store drops efter 55 sekunder. Benga og Skream fik det hele til at ryste med basmusik, der ramte midt mellem festen og fremmedgørelsen. Det var satme smukt, selvom Cosmopol-teltet vel knap var halvt fyldt denne lørdag nat. Og så skal det lige tilføjes, at Robyn aftenen før samme sted var lige så overvældende. Hold da op for en popfest.

Jesper Nykjær KnudsenGrinderman, Orange, fredag
At have et band som Grinderman blot som sit fritidsprojekt siger noget om, hvilken enestående kunstner Nick Cave er. Her lever han sin allervildeste side ud sammen med en flok medsammensvorne helvedesmænd og spiller testosterontung rock’n’roll direkte fra syndens tempel. At se vildmanden Warren Ellis – i bare fødder og med fuldskægget blafrende i blæsten – rode rundt på scenegulvet og lave lyde med sine guitarpedaler, er mit bedste indre billede fra Roskilde 2008. Galmandsværk i den bedst tænkelige forstand.

Danni Travn – Radiohead, Orange Scene, torsdag
Som presseansvarlig for Sony Music forsøgte en kollega og jeg at opdrive MGMT. Pludselig hørte vi Radiohead spille live-lydprøve for fulde gardiner fra Orange Scene, og vi så folk spæne af sted for at få en intim session – pladsen var stadig kun åben for arbejdsarmbånd. Da MGMT blev fundet – de var hoppet i badesøen – var Radiohead færdige. Heldigvis spillede de noget nær den perfekte festivalkoncert om aftenen. De balancerede ubesværet pleasere som ‘Karma Police’ med introvert, elektronisk søgen. Og så er det en hel billet værd at se Thom Yorke danse.

 

2009

Niels Fez Pedersen – Kanye West, Orange, torsdag.
Indierock og den slags ulmer i kælderen og øvelokalerne, men sort musik udvikler sig altid på toppen af hitlisten. Kanye West var fantastisk i 2006, men langt mere ekstrem og udfordrende i 2009. ‘808s & Heartbreaks’ var hans forsøg på at lave et stort værk i rockforstand, og den paranoide tone var på mange måder et mismatch til en succesfuld karriere. Jeg kunne lide det grandiose i projektet, det stædige og den gennemførte brug af Auto-Tune og voicebox. Det lød helt vildt på det store anlæg.

Malk De Koijn vendte tilbage til scenen i 2009 og væltede Arena.

Janus Køster-Rasmussen – Malk de Koijn, Arena, lørdag
Jeg har set bedre Malk de Koijn-koncerter. Men den massive, massive kærlighed, der strømmede det dengang netop genopstandne band i møde! At bevidne en af dansk musiks mest originale grupper omsider få den respekt og hengivelse de fortjener fra 18.000 sjæle, var på én gang overvældende og dybt tilfredsstillende.

Peter Elsnab – The Whitest Boy Alive, Arena, søndag
Uha, det var godt nok rart. På deres egen nørdede, varme måde formåede Erlend Øye og co. at spille solskinnet helt ind i sjælen. Behageligt funky, stilsikre og samtidig imødekommende festlige fik de arbejdet sig fra en svær indledning til en stor afslutning, som de glade gæster på Grøn havde svært ved at lægge fra sig. Og nu har jeg så endelig fundet ud af, hvorfor jeg ikke så Madness samme aften, for de overlappede jo hinanden.

Rune Skyum – Malk De Koijn, Arena, lørdag
På forhånd lignede det en undervurdering. Malk De Koijns officielle koncertcomeback burde have være henlagt til Orange, men det ville mindst et af medlemmerne ikke være med til. I stedet blev det i forvejen pænt prøvede Arena-telt – festivalens bedste venue efter min mening – presset som aldrig før. Heldigvis var Roskildes mange frivillige medarbejdere på stikkerne, og den nervøse stemning fik ikke lov at forplante sig til de formentlig mere end 20.000 danskere, som havde mast sig sammen under teltdugen. De fandt tværtimod hinanden i fællessang og en af de største folkefester, der er set og hørt i mands minde. Jeg var sjældent glad oven på den koncert. Origikvalitet fornægter sig ikke.

2 Many Dj’s

Jesper Nykjær Knudsen – 2ManyDJ’s, Cosmopol, fredag
Visse dele af klubkulturen har det med at forsvinde op i egen puristiske navle. Her regnes man for at være alsidig, hvis man både spiller deep house og tech house i et to timer langt DJ-sæt. Sådan spiller klaveret heldigvis ikke hos brødrene Stephen og David Dewaele, som er en del af rockbandet Soulwax, men også udgør DJ-duoen 2ManyDJ’s. De har deres musikalske horisont i orden og mixer både house, rock, techno, punk, disco, 80’er-electro og meget andet sammen i deres højoktane sæt. Duoen havde skabt enorm hype omkring sig selv med de uofficielle mix-CD’er ‘As Heard On Radio Soulwax’, og deres optræden i det propfyldte Cosmopol-telt er det mest inspirerende DJ-gig, jeg nogensinde har oplevet. En sværm af hjemmegjorte bootlegs af alt fra Iggy Pop over Michael Jackson til Daft Punk slingrede ind og ud mellem hinanden. Ledsaget af en genial, visuel side på skærmen bagved, hvor coverne fra de spillede plader var gjort til bevægelige animationer. Det var en fuldstændig vanvittig fest med et ubeskriveligt energiniveau, og undervejs fik duoen os alle til at chante “Fuck Oasis, fuck fuck Oasis”, mens brødrene Gallagher spillede for flertallet ovre på Orange. Stakler, de anede ikke, hvad de gik glip af.

Danni Travn – Elbow, Arena, lørdag
Jeg frygtede virkelig det værste. Godt nok holdt jeg meget af Elbows albums, men jeg mistænkte dem lidt for at være nogle selvhøjtidelige art school-tosser. Hvor tog jeg dog fejl. Der var ganske vist højt til loftet og strygertrio i aftenkjoler, men der var også en bamsecharmerende frontmand i Guy Garvey, som fik menageriet til at virke absolut jordnært og menneskeligt. Og så viste Roskilde-publikummet sig fra sin bedste side ved slet og ret at være modtagelige.

Blogholdets Roskilde-favoritter fra de øvrige år:

2006-07,  2004-2005 , 2003 , 2002 , 2001 , 2000 , 1999 , 1998 , 1997
1996 , 1995 , 1994 , 1993 , 1992 , 1991 , 1990 , 1989 , 1988 , 1983-87

Kommentér indlægget