35 års Roskilde-favoritter: 2008

   


En ny dronning satte sig på tronen. Dansk hiphop blev taget alvorligt. Det samme gjorde basmusikken. En af vores bloggere havde sit livs lykkeligste Roskilde-øjeblik. En australier kom med et fritidsprojekt, som var bedre end de flestes fuldtidsprojekter. Og Thom Yorke dansede. 2008 blev faktisk lidt et vintageår.

Niels Fez Pedersen – Robyn, Cosmopol, fredag
I was there! Den aften, Robyn brød lydmuren og blev dronningen af Roskilde. Jeg var der, da hun spillede ‘With Every Heartbeat’, og jeg fik tårer i øjnene. Det var et stort popøjeblik. Og hun spillede Prince-sangen ‘Jack U Off’ som ekstranummer og ‘Be Mine’ og ‘Show Me Love’ som ballade, og der var et fællesskab mellem hende og publikum, man kun sjældent oplever.

Robyn bragte tårerne frem i øjnene på blogholdets garvede festival-veteran NIels Fez Pedersen med sin koncert i 2008.

Janus Køster-RasmussenNeil Young, Orange Scene, lørdag
Jeg tror aldrig, jeg har været så lykkelig på Roskilde, som da Neil Young stemte i med ‘Heart of Gold’. Jeg har næsten betingelsesløst (’There’s A World’ er bare et fesent nummer, sorry) grundelsket ’Harvest’-pladen siden min gymnasietid, og her spillede han hele fire sange fra den! Med virkemidler som en 1) guitarist, der lignede Tove Fergo, 2) små grimme malerier som ledsagelse til hver enkelt sang og 3) den der helt unikke, Neil Youngske måde at slå en akkord grimt, men skarpt an – præsterede den gamle mand én af de få koncerter, der samler og hypnotiserer på tværs af generationer og musikalsk religion. Og som kun eksisterer i Roskilde, mens mørket falder på den første weekend i juli.

Rune Skyum – L.O.C., Orange, lørdag
Så fik vi endelig, hvad vi drømte om og efterlyste, hiphopfolket. Dansk rap taget alvorligt, dansk rap på Orange. Og L.O.C. var den helt rigtige, på det helt rigtige tidspunkt i sin karriere. Med gæstevisitter fra blandt andre Veto fyldte Århus V’s største helt snildt scenen ud. Hans seneste dobbeltalbums fyldige og tunge produktioner viste sig snildt at kunne bære igennem på den krævende kæmpescene, og L.O.C.’s slet skjulte begejstring og fænomenale mikrofonkontrol gjorde, at de mange ord gik rent igennem. Det var en folkefest, og jeg gentager gerne spådommen om, at L.O.C. er sin generations bedste bud på en Kim Larsen. Også med Rasmus Seebachs entré in mente.

Peter Elsnab – Magnetic Man feat. Benga & Skream, Cosmopol, lørdag
Endelig! Endelig noget basmusik på Roskilde. Og før, dubsteppen blev udvandet af bulder, brostep og store drops efter 55 sekunder. Benga og Skream fik det hele til at ryste med basmusik, der ramte midt mellem festen og fremmedgørelsen. Det var satme smukt, selvom Cosmopol-teltet vel knap var halvt fyldt denne lørdag nat. Og så skal det lige tilføjes, at Robyn aftenen før samme sted var lige så overvældende. Hold da op for en popfest.

Jesper Nykjær KnudsenGrinderman, Orange, fredag
At have et band som Grinderman blot som sit fritidsprojekt siger noget om, hvilken enestående kunstner Nick Cave er. Her lever han sin allervildeste side ud sammen med en flok medsammensvorne helvedesmænd og spiller testosterontung rock’n’roll direkte fra syndens tempel. At se vildmanden Warren Ellis – i bare fødder og med fuldskægget blafrende i blæsten – rode rundt på scenegulvet og lave lyde med sine guitarpedaler, er mit bedste indre billede fra Roskilde 2008. Galmandsværk i den bedst tænkelige forstand.

Danni Travn – Radiohead, Orange Scene, torsdag
Som presseansvarlig for Sony Music forsøgte en kollega og jeg at opdrive MGMT. Pludselig hørte vi Radiohead spille live-lydprøve for fulde gardiner fra Orange Scene, og vi så folk spæne af sted for at få en intim session – pladsen var stadig kun åben for arbejdsarmbånd. Da MGMT blev fundet – de var hoppet i badesøen – var Radiohead færdige. Heldigvis spillede de noget nær den perfekte festivalkoncert om aftenen. De balancerede ubesværet pleasere som ‘Karma Police’ med introvert, elektronisk søgen. Og så er det en hel billet værd at se Thom Yorke danse.

Kommentér indlægget