35 års Roskilde-favoritter: 2006

   


Roger Waters kom med ‘The Dark Side of the Moon’, Guns ‘N’ Roses spillede i det uendelige, Kanye West kom med sine to første – og vældig stærke – albums i ryggen, og Tool tog som sædvanlig alting meget alvorligt. Her på bloggen ville vi bare danse.

Nielz Fez PedersenGeorge Clinton/Parliament/Funkadelic, Grøn, lørdag
Den havde jeg ikke set komme med så hård kraft. Jeg elsker George Clinton, men han er så ustabil, at man højst kan håbe på, at hans koncerter bliver gennemført. Her ramte bandet aftenen. Onkel George gik bare rundt og piftede og råbte, mens musikerne holdt funken kogende. Sangene blev længere og længere og bedre og bedre. Samme overraskelse som dagen inden ramte mig, da de lige så slørede Happy Mondays utroligt nok fungerede.

Bez fra Happy Mondays

Janus Køster-RasmussenHappy Mondays, Metropol, fredag
Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med. Men det var i hvert fald ikke Bez i smilende lalleglad topform, konstant spændt ud over publikum, viftende med sine berømte maracas. Det var heller ikke et band, der spillede som en spændt fjeder. At Shaun Ryder for det meste stod med ryggen til folk og sjældent bevægede sig mere end et par meter væk fra trommepodiet, var mere forudsigeligt. Men det passede på en eller anden måde bare perfekt ind under en teltdug, der var ved at sprænges af gensynsglade og god karma.

Rune Skyum Scissor Sisters, Orange, fredag
Jeg var imellem job i 2006 og var mest dernede for at netværke, som man gerne siger, når man ikke laver dagens gode gerning. Mest mindeværdigt var det at rende ind i blogbroder Elsnab, som drog med på togt til The Streets for derefter at lande foran Scissor Sisters til en glad nat. Den pyntesyge forsamling på scenen forstår virkelig at feste, og da jeg fik øjenkontakt med en fyr gennem mængden, var det måske ikke kærlighed ved første blik for mig og Peter, nok snarere den anden vej. I hvert fald banede han sig vej gennem mylderet og insisterede på, at vi skulle overtage hans velvoksne joint. Jeg er ikke den store ryger, men nød det i fulde drag. Også at vågne op til solsortesang i et grønt krat næste morgen dybt inde i mediebyen. Det var en laber sommer.

Jesper Nykjær KnudsenHappy Mondays, Metropol, fredag
Et af de Roskilde-år, hvor jeg ikke kan erindre nogen rigtig store koncertoplevelse. Tydeligst står fredag aften, hvor der var gensyn med de genforenede Madchester-legender Happy Mondays. Og det lignede et risikabelt projekt, for hvilken forfatning ville de aldrende syrehoveder være i? Forsanger Shaun Ryder tog da heller ikke et skridt under koncerten og så ud som om, han nærmest støttede sig op ad det fadølsglas, han havde i hånden koncerten igennem. Men sangene fra storhedstiden omkring 1990 swingede fuldfedt, mens Bez dansede med sine maracas som i de gode, gamle dage igennem den time, bandet havde kræfter til. ‘Loose Fit’, ‘Step On’, ’24 Hour Party People’ … – de var der allesammen.

Umiddelbart efter fik jeg set afslutningen af koncerten fra en anden, men stadig aktiv, legende. Her var dagsformen paradoksalt nok langt ringere. Bob Dylan gemte sig bag sit keyboard og sjuskede sig gennem, hvad der lignede et forceret forsøg på at spille nye sider frem i nogle af sine mange store sange. Jeg var netop begyndt at dykke ned i højdepunkterne fra hans bagkatalog på det tidspunkt, og Happy Mondays vs. Bob Dylan var faktisk festivalens sværeste valg for mig. Jeg havde forventet noget stort fra manden, som så mange dyrker så religiøst, men de tre kvarter, jeg nåede at se, var virkelig kedsommelige og uvedkommende. At tage til retro-show med en flok pensionerede, nordengelske festlømler lignede så afgjort den helt rigtige beslutning.

Danni TravnFranz Ferdinand, Orange Scene, søndag
På godt og ondt flød selvfedmen fra Orange Scene i 2006. Guns ’n’ Roses, Morrissey, Roger Waters, Kanye West. Midt i al storheden var det imidlertid Franz Ferdinand, som rendte med guldet. Under søndagssolen og med to knivskarpe albums i ryggen ræsede de gennem 60 minutters kåd postpunk. Andre var mere spændende – og selv savlede jeg en del over Sigur Rós torsdag aften – men årets fest var skotsk.

Peter Elsnab Happy Mondays , Metropol, fredag
Der tog de eddermame godt nok fusen på os. Os, der havde fravalgt Bob Dylan på Orange og valgt håbet om bare en smule Madchester-fest fra et ellers for længst hedengangent band. Men tak skæbne, hvor danserocken stadig sad lige i galskabet. Duracell-kaninen Bez drønede rundt og raslede med sine maracas, mens Shaun Ryder var stenet, sprutdrikkende og snøvlende. Alt var altså i udgangspunktet, som det skulle være. Og det hele blev leveret yderst veloplagt af et tight band, der fra ’Loose Fit’ over ’Kinky Afro’ og ’Step On’ til ’24 Hour Party People’ tydeligvis spillede bedre i 2006, end dengang stofferne havde magten 15-20 år tidligere.

Spol tilbage:

2005 2004 2003 2002 2001 2000 1999 1998 1997 1996 1995 1994 1993 1992 1991 1990 1989 1988 1983-87

Kommentér indlægget