35 års Roskilde-favoritter: 2004

   


2004 bød på en af nyere tids mest smertefulde aflysninger: David Bowie fik hjerteproblemer og meldte fra med få dages varsel. Men Wu-Tang Clan dukkede rent faktisk op – det samme gjorde det mere tidsvarende hiphopnavn N*E*R*D, stilskabende rocknavne som Santana og Pixies, mens Fat Boy Slim og Basement Jaxx på Orange Scene signalerede, at den elektroniske dansemusik vandt mere og mere terræn på den gamle hippiefestival.

Arty, nerdy jazzmeister – Matthew Herbert

Niels Fez PedersenMatthew Herbert Big Band, Metropol, lørdag
Man kan godt lave musik af dagsaktuelle formiddagsaviser. Det viste den engelske lydtosse Matthew Herbert, da han lod musikerne i sit bigband rive B.T. over rytmisk og brugte lyden til at bygge et nyt nummer. Det var jazz, kunst og nørdet, og man var i tørvejr.

Anders K. Sørensen Morrissey, Arena, lørdag aften
Hvor havde vi ventet … Der var gået syv år, siden “Mozzers” seneste album, og den britiske indie-crooner havde aldrig tidligere spillet på Roskilde. Så selvom bandet spillede temmelig henholdt, for ikke at ødelægge brylcreme-frisurerne, gav det bare mere plads til, at Morrissey kunne krukke sig gennem bagkataloget og sangene fra det fremragende, netop udsendte ’You are the Quarry’. Mandens navn var i tro Elvis-stil skrevet i elpærer på bagtæppet – og Morrissey viste, at han, trods bleg blævremave og utallige skjorteskift, stadig er lyset, der ikke har tænkt sig at gå ud.

Vokalfikseret mejerist fra fremtiden – Jamie Lidell

Janus Køster-RasmussenJamie Lidell, Metropol, lørdag
Den stilige sanger og elektronikmusiker Jamie Lidell har en specialitet: Han vræler, crooner og stønner af sted over et opklippet breakbeat, alt imens han sampler sig selv, så vokalkakofonien bliver stadig større, mere overvældende og intens. Som han stod der i sin lange frakke, lignede han en funky mejerist fra fremtidens Motown. Han lød cirka lige sådan. Det var decideret berusende.

Jesper Nykjær KnudsenBasement Jaxx, Orange, lørdag
Det var stadig relativt nyt med elektronisk dansemusik på Orange Scene, men Basement Jaxx leverede varen, da de fik overdraget ansvaret for festivalens store lørdagsfest. Oddsene var ellers ikke ligefrem med London-duoen på en aften, hvor regnen ingen ende ville tage, og hvor plænen foran scenen mere lignede en mudderpøl end et dansegulv. Men bakket op af en håndfuld energiske vokalister i varierende vægtklasser fyrede de op under en effektiv blanding af velkendte Jaxx-hits, hjemmerørte bootlegs og citater fra bl.a. Kelis, der fik de regnbukseklædte røve til at ryste. En på alle måder fugtig fest.

Rune Skyum – N*E*R*D, Arena, fredag aften
Det var ikke noget nemt valg den fredag klokken 20 i 2004. På Metropol ventede Blue Foundation, hvis fremragende andet album var et genhør værd oven på en grotesk vellydende urpremiere i et baggårdsteater på Griffenfeldtsgade nogle måneder før. Men i Arena-teltet spillede N*E*R*D samtidig op til ballade. På det tidspunkt var producerduoen The Neptunes det mest interessante mainstreamnavn i amerikansk hiphop, og rockalibiet og -aliasset Noone Ever Really Dies havde lavet en mere end hæderlig debutplade. Selvom den sky, grænsende til det gådefulde, Chad Hugo vanen gemte sig (måske var han slet ikke til stede?), var det satset værd. Rapperen Shay kunne ikke helt fylde sin større live-rolle ud, men numre som ‘Rockstar’ og ‘Lapdance’ brandstartede aftenen med en råhed, som studieversionerne måske nok mangler ved genhøret otte-ni år senere. Og Pharrell leverede med en stage presence, som Timbaland, Dre og andre kolleger bag pulten i dén grad må misunde.

Love Shop i trioform, sådan som de også optrådte på Roskilde i 2004.

Peter ElsnabLove Shop, Odeon, lørdag
Man vidste kun, at det ville blive sidste Love Shop-koncert i lang tid, men man frygtede, at det ville blive den sidste i det hele taget. Fem år skulle der gå, før Jens Unmack og co. var på banen igen. Uden Hilmer Hassig. Og opbrudsstemningen lurede denne nat, hvor Love Shops sange måske blev spillet lige en tand mere indædt og i hvert fald modtaget mere følelsesladet end nogensinde før. Bifaldet blev ved længe efter koncerten, og resten af natten sang vi ’Love Goes on Forever’ igen og igen. Og.

Fortsæt turen ned ad Memory Lane:

2003 2002 2001 2000 1999 1998 1997 1996 1995 1994 1993 1992 1991 1990 1989 1988 1983-87

Kommentér indlægget