35 års Roskilde-favoritter: 2003

   


Nutiden nærmer sig. Det betyder, at selv folk, der ikke er gamle som os selv, nu har en chance for at være uenige med os. I 2003 inviterede Roskilde Festival blandt andre Dave Gahan, Iron Maiden, Coldplay og Massive Attack. Åh, og det dér kortlivede Billy Corgan-projekt, Zwan, men de aflyste, ligesom Nas. Vi kunne lide noget andet.

Niels Fez PedersenBeth Gibbons & Rustin’ Man, Odeon, fredag
Stille musik og Roskilde er problematiske teltmakkere. Der er altid en bas eller nogle metaltrommer fra Orange Scene, der blander sig med musikken. Når det lykkes stilheden at besejre larmen, bliver det ekstra stort. Beth Gibbons er ingen udadvendt performer, og en solokoncert virkede som et farefuldt projekt, mens hun holdt pause fra Portishead. Men hun var glødende live. Stadig den bedste koncert, jeg har set med hende som deltager.

When she was king. Eller queen. Eller noget – Björk.

Janus Køster-RasmussenBjörk, Orange Scene, søndag
Jeg har det meget blandet med den islandske auteur, men den søndag i aftenbrisen var hun bedre end nogensinde. Med tindrende klar backing fra knapbetvingerne Matmos sendte hun os alle sammen nænsomt hjem i seng med de smukkest tænkelige udgaver af ’Bachelorette’, ’Human Behaviour’ og en håndfuld af de delikate numre fra hendes sidste gode plade, ’Vespertine’. Jeg stod ved siden af Thomas Knak, der bukkede høfligt og næsten umærkeligt, da hun fra scenen takkede ham for hans fine produktioner til albummet. En lille juvel af et Roskilde moment.

Jesper Nykjær KnudsenThe Streets, Metropol, fredag
Mike Skinner var endnu ikke blevet popstjerne med sit The Streets-projekt. Men det mesterlige debutalbum ‘Original Pirate Material’ havde dog allerede gjort ham alt for stor til det lille Metropol-telt, der kogte af mennesker, mens sveden fugtede hans verbale snapshots fra Birmingham og Brixtons gader. Skinner og band havde ingen problemer med at pumpe albummets soveværelses-produktioner op i scenestørrelse, og vi var alle “Oi”-råbende cockney’er i en times tid, mens den klejne brite og band holdt gadefest på billig brandy og festivalfadbamser.

Han definerede britisk musiks 00’ere – The Streets

Rune SkyumThe Streets, Metropol, fredag aften
Mike Skinner var allerede ved at være for stor til Roskildes mindre scener i 2003, og folket var da også mere end parat til Birminghams fineste bloke, der endnu ikke ejede samme crowdkontrollerende mesterskab som syv år senere. Til gengæld stod han midt i sine ecstacy-eksperimenter. Eller. Stod og stod er nok så meget sagt. Øjnene penetrerede publikum, og han oksede omkring på scenen med sit dybt originale piratmateriale. Mere interessant rap med en vis masseappeal fandtes simpelthen ikke på det tidspunkt, og hans talrige koncerter på dansk grund de kommende år blev i hvert fald et must for mit vedkommende.

Peter Elsnab – Jah Wobble & Bill Lasswell, Ballroom, søndag
Charmerende fulde Beth Gibbons og ulvehylende Bonnie Prince Billy nåede jeg i det mindste, men ellers arbejdede jeg alt for meget og så alt for lidt dette år. Desto federe var det endelig at have fri søndag, ture rundt og shoppe musik. Bl.a. ved at stikke hovedet ind i Ballroom og blive der, fuldstændig opslugt af Jah Wobble og Bill Lasswell, som drone-dubbede den hårdt i en time. De spillede kun et nummer, der bare blev ved og ved og ved. Men det var både bjertagende og befriende. Stress væk, og solen skinnede endda vist nok. Det blev en god søndag.

2002 2001 2000 1999 1998 1997 1996 1995 1994 1993 1992 1991 1990 1989 1988 1983-87

Kommentér indlægget