35 års Roskilde-Favoritter: 2002

Uha – lørdag var en god dag i 2002. Kun Nikolaj Steen Møller er skruebrækker på det punkt. Navnene øverst på plakaten var Chemical Brothers, Garbage, Red Hot Chili Peppers, Travis og Pet Shop Boys, og BBC-favoritterne var som følger:

Niels Fez Pedersen – Erykah Badu, Grøn Scene, lørdag
Soulmusik er desværre en sjælden gæst i Roskilde. Erykah Badu kom med neosoul og en gammel sjæl, der ikke lod sig holde tilbage af scenekanter og hegn. Hun blev båret rundt af publikum, og musikken var meget mere levende end på de lidt sterile album. Jeg interviewede hende bagefter i omklædningsrummet bag Grøn Scene og fik lov til at se hendes tatoveringer.

Anders K. Sørensen – Aimee Mann, Gul Scene, Lørdag aften
Endnu et af Roskildes kunstnerisk tynde år – med Travis, Garbage og Chemical Brothers øverst på plakaten. Stemningen blandt publikum var dog mere end god på en festival, der var ved at finde sig selv efter 2000. Den koncert, jeg husker bedst fra det år, var da også i den grad præget af feel good-stemning og kvalificeret vellyd. Den amerikanske sangskriverske Aimee Mann var for første gang nogensinde på plakaten i Roskilde, som hun gæstede med sangene fra hendes mesterlige ’Magnolia’-soundtrack under armen. Så vi var mange, der havde glædet os mere end den blonde Aimee anede til hendes optræden – og hun virkede da også temmelig overrasket over at høre publikum i det luftigt pakkede telt for fuld lunge synge med på hendes klassisk svungne, beatles’ke popsange; ”and you dooo / you dooooo …!”.

Janus Køster-Rasmussen – Aimee Mann, Gul Scene, lørdag
Efter Erykah-Badu-koncerten på Grøn fik jeg overtalt et par kolleger til at gå hele vejen ned til Gul Scene. Fra det lille anmelderpodie til venstre for scenen kunne vi se Aimee Mann og hendes mesterlige band af halvgamle, halvskaldede mænd nørde sig frem til en række sublime versioner af sangene fra ’Magnolia’-soundtracket. Aimee Mann selv blev fuldkommen lamslået, da hele teltet stemte i på omkvædet til ’Save Me’ og kunne ikke finde på andet at sige end ”I feel like such a rock star!”. Det var hun den aften.

Nikolaj Steen Møller – Rammstein, Orange Scene, 22.00 torsdag
Der var vist alligevel sket noget dér i 2000. Lysten til at komme tilbage året inden var bare væk. I 2002 var den stadig ikke kolossal. En ting var, at det havde været så helt igennem deprimerende en sommer 2000, ikke mindst takket være festivalen og dens efterdønninger, at jeg ikke orkede en runde til året efter, men vi var også ved at tabe hinanden musikalsk. Det er nu et lidt sørgeligt tegn, når de store musikalske oplevelser er ens helte fra de forrige årtier. New Order og Pet Shop Boys var brillante, og Primal Scream var ikke, men i alle fald er det vel ikke det, det skal handle om? Men Rammstein, som jeg på det tidspunkt afskrev som klumpfodet nazirock, viste sig i stedet at være det morsomste og mest underholdende pantomime, jeg har set på en scene på det sted. At Till Lindemann bare behøver synge “Ein Mensch brennt”, og så går hans ærme op i flammer, det er beundringsværdigt. Det var dog nok stadig ikke det, det skulle handle om.

Jesper Nykjær Knudsen – New Order, Orange, lørdag
Gammel kærlighed ruster ikke, blot fordi det har regnet. Så da New Order indtog Roskilde med deres første album i otte år, ’Get Ready’, i flightcasen, troppede jeg selvfølgelig op i håbet om en varm lørdagsfest på en kold og forblæst Orange Scene. Og bandet var ikke karrige med deres bagkatalog, men lod os feste igennem til klassikere som ‘Blue Monday’, ‘Ceremony’, ‘Bizarre Love Triangle’ og sågar en håndfuld Joy Division-numre. Og jeg følte mig – for hverken første eller sidste gang i mit liv – dybt misundelig på dem, der var med under Hacienda-æraen i Manchester dengang i 80’erne. Selvom det nok var en del sundere at vokse op i Slagelse.

Peter Elsnab – New Order, Orange, lørdag
Nej, White Stripes gav ikke festivalens bedste koncert. Det er selvfølgelig hårdt at måtte erkende, for selv om det var verdens bedste band dengang, var der bedre ting i 2002. Erykah Badu. Kaizers Ochestra. Jaga Jazzist. Og ikke mindst to brit-orkestre lige efter hinanden på Orange lørdag aften. England var naturligvis allerede ude af VM i fodbold før søndagens finale, men New Order og Primal Scream holdt den britiske fane højt. Også selvom New Order ikke spillede verdens næstbedste fodboldsang, ’World in Motion’. Men de åbnede med stærkt underkendte ’Crystal’ og lukkede med verdens bedste nummer, ’Blue Monday’. Og indimellem var det bare fremragende. Ikke mindst, fordi New Order igen spillede Joy Division-numre og gav en håndfuld af de største. Som jo også er verdens bedste numre. Med tanke på den ynkelige Bad Lieutenant-koncert i 2010 står denne aften som ren magi. En energisk Peter Hook gav den med bredstående og lavthængende, og så gjorde det mindre, at de ikke ramte den helt på verdens bedste nummer, ’True Faith’. Eller i det hele taget ikke ramte alle toner så perfekt som Yngwie Malmsteen. Det var alligevel ikke pointen med New Order. Bagefter gav Primal Scream så en lektion i, hvordan et rockorkester spiller techno med et kompromisløst bombardement af aggressiv skærebrændertechno og svedig rock’n’roll. Tilsat Kevin Shields på guitar. Uha, det var en stor brit-aften. Og næste dag trynede verdens bedste fodboldspiller, Gamle-Ronaldo, tyskerne, mens 10.000 Roskilde-gæster jublede (ikke tyskerne, selvsagt).

2001 2000 1999 1998 1997 1996 1995 1994 1993 1992 1991 1990 1989 1988 1983-87