Efter Wyclef Jean indledte torsdag 2001 på Orange Scene med sit nu herostratisk berømte “What’s up Germany!!???” leverede han faktisk et fint nok show, der i hvert fald anslog en optimistisk grundtone for den første festival efter ulykken. Som bød på mindst fire gode koncerter:
Niels Fez Pedersen – Manu Chao, Grøn Scene, lørdag
Hold på kasket og rygsæk. Hvis man havde forventet, at Manu Chao ville være lige så blid og mellemfolkelig som på albummet ‘Proxima Estacion: Esperanza’, fik man et skud global vildskab af den spansk-franske aktivist og musikrejsende. Kæmpe band, horn, ska, punk, beats og en utrolig energi. En klassisk festivalkoncert, som man forsøgte at gentage året efter på Orange, men det blev bare ikke det samme.
Anders K. Sørensen – Phoenix, Blå Scene, Søndag
Det var et år, der handlede om at finde tilbage til Roskilde-stemningen. Et nyt år 0, hvor vi alle skulle mærke efter, om det nogensinde kunne blive det samme igen. Derfor husker jeg mest 2001 for en nærmest saliggørende, mild og livsbekræftende koncertoplevelse, søndag aften på Blå Scene. Det var franske Phoenix, der satte muskler og ansigter på deres elegante, neo-diskofile pop – og beviste, at hits som ’Too Young’ og ’If I Ever Feel Better’ kunne være andet og mere end baggrundsmusik til second hand-shopping i Marais-kvarteret. De fem franskmænd med lange, bløde lokker spillede med en smittende gejst og energi – og gav en af de festivalkoncerter, der får én til at glemme, at det faktisk allerede er søndag, og at stikket er ved at blive trukket.
Janus Køster-Rasmussen – Stereo MCs, Grøn Scene, lørdag
Jeg gik ned til Grøn Scene af nostalgiske årsager, og fordi jeg en måned forinden havde interviewet bandet på et sjælløst hotelværelse i Hamburg. Hvad jeg blev mødt med, var en eksplosion. Den junkietynde forsanger Rob Birch krabbede manisk hen over scenegulvet i sine abnorme baggy pants, mens de – ahem – nydelige korsangerinder kastede deres kroppe rundt på scenen til en samling af de mest grundfunky breakbeats på den her side af 70’erne. En af mine allerbedste Roskilde-oplevelser overhovedet.
Jesper Nykjær Knudsen – Manu Chao, Grøn, lørdag
Manu Chao var et stort navn i humaniora-studiemiljøerne omkring årtusindskiftet med sin kulørtklædte gademusik, som havde rødder i både latino og punk. Det naturlige lydspor til tidens backpacker-rejser, hjemmerullede joints og globaliseringsparate holdninger. Og det blev en folkefest uden lige, da den fransk-spanske sprællemand og hans omfattende slæng af et band fyldte det grønne telt til bristepunktet – på begge sider af scenekanten. Halvanden times multietnisk hoppestemning og et forrygende musikalsk festfyrværkeri, der genlød af en forenet verden. Godt to måneder senere fløj to passagerfly ind i to skyskrabere, og pludselig var alt anderledes.
Peter Elsnab – Nick Cave & The Bad Seeds, Grøn, fredag
Husker forbavsende lidt fra 2001. Men mindes det heller ikke som noget stort år. Der var skruet ned på de elektroniske elementer, hvis egne scener nu var helt væk. For mig var det et rockår med indienavne som Grandaddy, Arab Strap, Magnetic Fields m.fl. Neil Young var naturligvis fantastisk – men vi havde også varmet eminent op med Nick Cave, som jeg har set mange gange efterhånden. Men aldrig bedre end denne magiske fredag aften på Grøn. Vagterne var meget påpasselige med ikke at lukke for mange folk ind i de nye post 2000-båse, så vi havde masser af plads oppe foran, hvor vi kunne se gal- og vildskaben lyse ud af øjnene på Blixa Bargeld, Warren Ellis og Mørkets Fyrste himself.
Danni Travn – Magnetic Fields, Blå Scene, søndag
Sen debutant, javel, men nogle skulle følge Midtfyns Festival på plejehjem. Og med blandt andre The Magnetic Fields var tiden vitterligt inde til at krydse Bæltet. Newyorkerne var udstyret med tiden 13.15 søndag, men det handikap vendte de til deres fordel med en tilbagelænet og hjertevarm koncert, som fuldstændig korresponderede med det støvede, søvndrukne publikum. ”We don’t believe in drums”, som frontmand i guitar-, bas- og ukulele-opsætningen, Stephin Merritt, mumlede undervejs.
Rune Skyum – Feven, White, lørdag aften
Indtil 2008 levede dansk rap en slags skiftingtilværelse på Roskilde Festival – og gør det til dels stadig. Tidligt, længe før hiphopfolket får øjne, om lørdagen eller svinsk sent om natten, hvor ingen (heller ikke rapperne selv) kan dechifrere, hvad der bliver spyttet af hurtige ord i de sagesløse mikrofoner. Tag bare Den Gale Pose, Clemens og Hvid Sjokolade, der allernådigst fik lov at give en fælleskoncert (det er jo for fanden bare rap) fredag klokken 02.30. Måske var der tale om forskelsbehandling næste dag. At Feven ene kvinde kunne indtage White lørdag omkring aftensmadstid. Sikkert var det dog, at hun – før Danmark (og Zambia, hvis ret skal være ret) fostrede Lucy Love – var Skandinaviens klart giftigste female emcee. Det viste furien med bravour og hæsblæsende flow. Selv dem, der ikke forstod hendes fyrige svensk, forstod formentlig ’Dom tio budorden’.
Spol den modersuger op igen:
2000 1999 1998 1997 1996 1995 1994 1993 1992 1991 1990
