Året hvor musik pludselig blev aldeles ligegyldigt for en stund. Her følger seks personlige udlægninger af Roskilde 2000 – nogle med fokus på musik, andre med blikket rettet andre steder hen.
Niels Fez Pedersen – Willie Nelson, Grøn Scene, fredag
Mens alting stadig var hyggeligt, regerede Willie Nelson i vanlig loose stil. Sangene kom sådan bare væltende, når det passede, og selvfølgelig sang han ‘Crazy’ og de andre standarder. Senere på aftenen brød helvede løs, fokus skiftede til at skrive om ulykken, og jeg sov ikke mere den weekend.
Anders K. Sørensen – Flaming Lips, Grøn Scene, Lørdag kl. 23.30
Det er ikke ofte, at tekst-tv får tårerne til at flyde. Men det gjorde forsidehistorien på det pixelerede nyhedsmedie denne lørdag morgen, da jeg læste linjerne om, at otte mennesker aftenen før var dræbt på Dyrskuepladsen. Foran Orange Scene.
Roskilde Festivalen havde hvert år siden 1987 været min og vennernes faste sommerhøjdepunkt. Det var her, ferien startede, her man kunne slå sig løs og gøre dumme ting. Det var vores legeplads. Men nu var otte mennesker omkommet i legen, og det chok, det paradoks, var ekstremt overvældende, kvalmende og tårefremkaldende.
Fredag aften havde jeg besluttet at tage en forholdsvis tidlig exit. Så efter at have hørt lidt Pearl Jam, kørte jeg ud til mine forældres hus uden for Roskilde, hvor jeg crashede. Det var her, at tekst-tv næste morgen bragte den rystende nyhed fra festivalpladsen. Jeg var chokeret og knust – men der var aldrig tvivl om, hvorvidt jeg skulle derud igen. Jeg måtte simpelthen tilbage for at dele smerten og prøve at forstå, hvad der var sket.
Den samme beslutning havde festivalledelsen taget. Resten af Roskilde 2000 blev ikke aflyst, men fortsatte med en række koncerter, der naturligvis var stærkt prægede af tragedien. Jeg husker ikke så mange af dem – men én står alligevel ud; Flaming Lips’ koncert lørdag ved midnatstid på Grøn Scene. Det var en andægtig, men også livsbekræftende seance, og deres smukke, surrealistiske rockudtryk passede perfekt til det stadie af uvirkeligt og fritsvævende tungsind, vi alle befandt os i. Koncerten var præget af mesterværket ’The Soft Bulletin’ – hvor især nummeret ’A Spoonful Weighs a Ton’ satte sig fast. For det var sådan, vi havde det: Det, der altid havde været en let, livfuld og tvangfri sommerfest, var nu pludselig tynget af en substans tungere end beriget uran. Og ligesom radioaktivt affald vil den aldrig forsvinde helt.
Janus Køster-Rasmussen – Underworld, Grøn Scene, fredag
Efter ulykken kunne jeg simpelthen ikke høre musik. Men samtidig med, at det hele gik galt oppe foran Orange Scene, var jeg til Underworld ovre på Grøn. Det var fint at opleve euforien under ’Born Slippy’, selv om duoen og dens musik allerede da virkede lidt bedaget. Efter koncerten gik jeg ud for at få en suppe. Jeg kunne høre, at der ikke kom musik fra Orange scene, men at Leif Skov eller en af hans kolleger stod på scenen og talte om et eller andet. Da jeg kom ned på avisredaktionen, gjorde jeg mig morsom over, at Leif Skov nu igen skulle prædike om indianere, international solidaritet eller genbrugsbestik. Redaktionschefen kiggede bare på mig og sagde: ”Indtil videre: To døde”. Så blev jeg stille.
Nikolaj Steen Møller – Flaming Lips, Grøn Scene, 23.30 lørdag
Ingen kan vel tænke tilbage til festivalen i 2000 med noget, der bare minder om glæde, men i hvert fald af én eneste grund er jeg taknemmelig for ikke bare at være taget hjem og blevet væk. For så havde jeg ikke oplevet dette. Det var først dér, det for alvor dæmrede, hvor rørende sangene på ‘The Soft Bulletin’ om menneskets skrøbelighed er. “But life without death is just impossible”, sunget så tæt på fredagens katastrofe – mgulp. It’s getting heavy. Én ting er hvad man vidste; at det var en meget smuk plade. En andet var, hvor humanistisk og hvor opløftende et værk, det er. Inden de rundede af, sagde Wayne Coyne, at han ikke håbede, at vi fandt det respektløst at spille så kort efter ulykken fredag aften. Respektløst? Det kunne ikke være mere respektfuldt, empatisk, og bare rigtigt. Havde vi været bedre tjent uden sådan nogle ord til trøst og opmuntring? Selvfølgelig ikke. Til sidst spillede Flaming Lips så ‘Somewhere over the Rainbow’, og jeg græd som et barn. Vist ikke som den eneste. Uforglemmeligt.
Jesper Nykjær Knudsen – Pearl Jam, Orange og Underworld, Grøn, fredag
Godt 15 meter. Længere var der ikke derover. Og jeg kunne lige så vel selv have stået der, hvis jeg havde slæbt mig mod Orange Scene en ti minutters tid tidligere. Nu var der imidlertid for pakket til, at jeg kunne komme så langt frem, så det var først nærbilledet af en knælende, tårevædet Eddie Vedder på storskærmen, der fortalte mig, at noget var galt. ‘Daughter’ var netop klinget ud, og det skulle blive det sidste nummer, Pearl Jam spillede den aften. Jeg husker den desorienterede stemning i mængden og synet af kroppe, der blev båret hen over barriererne og ind i ambulancer. Men at folk ligefrem havde mistet deres liv, forestillede jeg mig ikke på det tidspunkt. Så da det stod klart, at koncerten ikke ville blive genoptaget, gik jeg over til Grøn Scene, hvor Underworld havde taget hul på, hvad der skulle vise sig at stå i skærende kontrast til dét, der netop havde udspillet sig et par hundrede meter væk.
Briternes hypnotiske og intelligente techno var en ekstatisk energiudløsning, og jeg dansede mig igennem en af de allerbedste koncertoplevelser i mit liv. Men det store antiklimaks ventede. Da jeg efter koncerten vendte tilbage til Mediebyen, stod det klart hvilken tragedie, ulykken på Orange havde udviklet sig til. Derfra gik alt i sort i en tåge af følelser, mens dødstallet steg. Forskrækkelsen ved at have været så relativt tæt på. Lettelsen over, at der tilsyneladende ikke var sket noget med nogen, jeg kendte. Væmmelsen ved de mange, der højlydt og tilsyneladende upåvirket festede videre i backstagebaren. Og det surrealistiske i at ringe til mine sovende forældre klokken tre om natten for at forberede dem på næste morgens radioavis.
Festens frirum havde fået døren sparket ind af alvoren. Mange har siden sagt, at Roskilde mistede sin uskyld den nat, men måske var det i virkeligheden omvendt. Måske vendte den snarere tilbage. Vi blev mindet om, at vi skal passe på hinanden. Om “how fragile we are”, som der står med et Sting-citat på den mindesten, der efterfølgende blev rejst. Men det var en forfærdelig pris at betale. Det er atten år siden nu, og for mange af de nye festivalgængere er ulykken blot fjern forhistorie. Må de blive forskånet for selv nogensinde at opleve noget lignende.
Rune Skyum – Roni Size Reprazent, Tech, torsdag aften
Der er meget lidt, jeg husker efter fredag omkring midnat. Her indfandt jeg mig sjældent tidligt, temmelig tummelumsk, indpakket i min sovepose – i fugleflugtslinje fra Orange Scene – og kunne høre, hvem der måtte være Leif Skov bede folk om at gå hjem og passe godt på hinanden. Inden da var det især mødet med Roni Size Reprazent, der gjorde indtryk. Jeg skulle udspørge drum’n’bass-maestroen tidligt torsdag for kulturmagasinet Blender, og det lærte mig, at man aldrig – aldrig – bør ryge med på sin storesøsters nye kærestes chillum inden et interview. Roni og hans Dynamite MC overvejede vel sagtens at give mig en tur over knæet for udbrud som “Tell me aaaall about it!” og “Hey, don’t steal my questions!”, men valgte heldigvis grineflippet på min bekostning. De tog den gode energi med sig ind i Tech-teltet, hvor bpm’erne blitzede i de endnu rørige festivalkroppe.
Tidligere år
At gå fra Pearl Jam kaos og direkte til en vagt i en af de store publikumsporte bag Orange fra midnat til 08 næste morgen, det var en kold spand vand der ville noget. Især da vores leder kom ned og gav en rimelig klar ordre: Vi vidste ikke noget, vi måtte ikke sige noget, og hvis pressen spurgte skulle vi henvise til Festivalens presseansvarlige. Det var så grotesk, når folk kom gående ud fra pladsen og spurgte hvad der var sket, at skulle slå ud med armene og sige “Vi ved ikke noget”, når alle i miles omkreds åbenbart vidste at musikken var stoppet fordi folk var kommet til skade.
Det eneste, eneste jeg kan huske fra koncerten, hvor jeg stod et sted foran lydtårnet og prøvede at holde mig oprejst, er de kæder af folk der prøvede at mase sig fremad mod frontbarrieren. Og at gå på Darupvej bag Orange kl 23.30 og høre musikken blive cuttet.
Jeg skulle egentlig have været til Underworld koncerten, som jeg ellers havde været lidt skeptisk overfor, da det var deres første egentlige koncert efter at Darren Emerson skred, og man kunne frygte de gik tilbage til den Synth/Reggae/Pop/Rock blanding de oprindeligt spillede. Den bootleg jeg fik fat i senere gjorde dén teori til skamme, især med en temmelig houset udgave af Banstyle.