35 års Roskilde-favoritter: 1999

   


Roskildes sidste uskyldsår. Plakaten var præget af rocknavne som Metallica, Blur, R.E.M. og Blondie, og det var et år med nogle ret særegne begivenheder. Suede spillede tre koncerter. Flaming Lips kom med mesterværket ‘The Soft Bulletin’ i ryggen og delte mildest talt vandene med deres Car Experience, hvor de kørte biler ind foran Orange Scene og spillede musik fra bilernes anlæg.

Marilyn Manson var bare sådan super provo og grænsesøgende og vild og progressiv, da han rendte rundt med en dildo på scenen. Robbie Williams blev lukket ind i det gode selskab og kvitterede med at spille covernumre af The Beatles, The Clash, Eminem og Blur – ingen frugt hang for lavt! Vores egne favoritter er også præget af, at det var et farverigt år.

Niels Fez PedersenRizwan-Muazam Qawwali Group, Ballroom, lørdag
Der sad en flok pakistanere på gulvet og slog på nogle ting og skrålede højt. Qawwali er sufiernes religiøse musik. De er muslimer, men modsat andre musikhadende udøvere af religionen, mener de, at musikken bringer dem tættere gud. Rizwan og Muazam er nevøer til genrens store mester, Nusrat Fateh Ali Khan, og med harmonium og håndtrommer ramte de en tone af noget, der var større end støv og rock.

De blev senere anholdt for noget indbrud hos en øjenlæge. Orbital

Janus Køster-RasmussenOrbital, Tech One, fredag
Dagen inden Chemical Brothers på Orange Scene udstillede meningsløsheden i at prøve at forvandle ravemusik til stadionrock med en åndsforladt ’koncert’, viste Orbital hvordan elektronisk musik live skal skæres. De to Hartnoll-brødre med pandelygtene fik skabt en teknologisk utopi i Tech-teltet med deres storladne mega-techno, der holdt mig svævende resten af den festival.

Smalskuldrede cowboydere – Wilco

Nikolaj Steen MøllerWilco, Gul Scene, 15.30 fredag
Dette var musik som et meningsfuldt forhold – se 1998. Dette var Wilco lige på kanten til, hvor de blev allerbedst, efter at de havde udgivet ‘Summerteeth’, som både var, hvor Jeff Tweedy fandt ud af, hvor gode sange han kunne skrive, og hvor hans folk begyndte at indse, hvor meget de var i stand til. Vi fik snart ‘Hotel Yankee Foxtrot’ og ‘A Ghost Is Born’, de anerkendte mesterværker, men der er nu noget ved at fange lige det tidspunkt, hvor storheden præcist indfinder sig.

Jesper Nykjær KnudsenCornelius, Hvid Scene, fredag
En klassisk Roskilde-oplevelse. En stædigt vedholdende regn fik os til at søge ly i nærmeste musiktelt, og dér, oppe på scenen, stod en flok japanere med grydefrisurer og var sære, som kun japanere kan være det. Iklædt funky retroskjorter og solbriller spillede de en musik, der var faret vild et sted mellem Beastie Boys, Pizzicato Five og lydsporet til en Jackie Chan-film. Det var mere sjovt end godt, men i løbet af to minutter stod vi og hoppede, råbte og skreg i takt med disse fremmede, musikalske stormtropper, vi aldrig havde hørt om. De har været et kultnavn i vennekredsen lige siden.

Rune SkyumAlliance Ethnik, Gul, fredag eftermiddag og Boulevard Connection, Gul, fredag aften
Det fortoner sig en anelse, men jeg må på det nærmeste have camperet foran Gul Scene det år. Især fredag var et slaraffenland af beats og feinschmecker-mc’s. Først den møghamrende funky syngende, franskrappende og swingende Allicance Ethnik, hvis ’Respect’ er en flydende floorfiller for DJ Skyumpumpe den dag i dag – og så DJ Typhoons fremsynede og kyndige sammenrend af amerikansk undergrundshiphop under Boulevard Connection-paraplyen. Jeg blev under den og teltdugen og fik flere aha-oplevelser undervejs. Ikke mindst Dilated Peoples, freestyleorkanen Supernatural og det første møde med Last Emperor (så vidt jeg husker!), der siden hen blev en af mine absolutte yndlingsrappere.

Peter Elsnab Metallica, Orange, torsdag
Kan se på programmet, at det lykkedes mig at gå glip af f.eks. Bob Hund, Blonde Redhead, Wilco, Al Green og Echo & The Bunnymen. Men Metallica var ondt! Et hovednavn, der fungerede på Orange. Med hits og tunge covers fra den aktuelle ’Garage Inc’. Og ikke mindst husker jeg, hvordan vi på vej tilbage til lejren passerede en af vores kammerater i alvorlig samtale med en u’lænding, som han hovedrystende og med løftet pegefinger belærte, at ’no, no, no, sausage is a completely different thing!’ Det var den eneste sætning, vi opfangede, og ingen har siden kunnet opklare, hvad den samtale gik ud på.

BACKTRACK:

1998

1997

1996

1995

1994

1993

1992

1991

1990

1989

1988

1983-87

Kommentér indlægget