35 års Roskilde-favoritter: 1998

   


Danmark slog Nigeria med 4-1 søndag aften, og hvad var det nu ellers der skete det år? Bom bom … 1998 var triphop, 1990’er-sarkasme og fire selvlysende cyborgs, men for en del af os på bloggen står året lidt sløret.

Gammel reggae er altid godt på Roskilde. Skatalites

Niels Fez PedersenThe Skatalites, Ballroom, fredag
Jeg burde nævne Kraftwerk, fordi de fyldte mest for mig det år, men jeg så deres comeback allerede i ’97 til Tribal Gathering i England, og så blev Roskilde-sættet bare mere af det samme. The Skatalites-koncerten gik amok, fordi publikum var opsatte på at hylde disse ældre mænd fra Jamaica, der har leveret gyngende ska til skinheads, dreads, mods, punkere og mange flere. Dengang kunne man let kravle op på scenen, og under hele koncerten kom fans op og lagde sig på knæ foran musikerne og takkede for musikken.

Anders K. SørensenAlt og intet, Grøn og Orange
Det var et halvsløjt år. Ikke mange af koncerterne har sat sig varige spor i hukommelsen. Bortset fra Beastie Boys i hvide kedeldragter på Orange Scene, Iggy Pop med bar overkrop og fans på scenen, og Portishead, der spillede inderligt søndag aften på Grøn Scene, mens Danmark tævede Nigeria ved VM i Frankrig.

Janus Køster-RasmussenTricky, Rød Scene, torsdag
Jeg er stadig bitter over, at jeg gik ned og hørte Tricky på Rød scene, mens Kraftwerk spillede på Grøn. Vel nok et af mine største festivalfejlskøn, sammen med at gå til Aerosmith med alle gymnasietosserne samtidig med at House of Pain spillede tilbage i 1994. Alligevel var det en ret uafrystelig oplevelse. Tricky havde lige udgivet ’Angels with Dirty Faces’ og ’Pre-Millennium Tension’, og vandrede hvileløst omkring i mørket på en scene uden spotlys, mens han kastede hovedet tranceagtigt fra side til side og mumlede uforståelige ting ned i mikrofonen. Fuck, hvor var det dystert.

Nikolaj Steen MøllerAlabama 3, rød scene, 2.30, natten til lørdag
Man skal nok have været der, for ellers er det ikke indlysende, at en flok sarkastiske fyre fra en pub i Brixton, der tog pis på country og gospel og lavede honky-tonk-ballader som hed ‘U Don’t Dance to Tekno Anymore’, skulle være det bedste på en hel festival. Med en håbløst søgt analogi er det vel forskellen mellem et meningsfuldt forhold og et fordrukkent knald til en fest. Dette var det sidste, og det var skægt.

Den napper jeg! Jesper Nykjær, Roskilde 1998

Jesper Nykjær KnudsenEn eller anden bod, en eller anden dag…
Det ærgrer mig stadig, at jeg ikke fik tjekket schweiziske Sportsguitar, for det var da verdens fedeste bandnavn nogensinde. Men hvad hørte jeg så i stedet? 1998 er faktisk et af de år, hvor jeg ikke har nogen klare koncertminder, hvilket er dybt uforståeligt, når jeg i dag ser navnene på plakaten. Til gengæld husker jeg, at jeg var i sådan en fase, alle er igennem på Roskilde før eller siden. Hvor man finder en eller anden etnisk beklædningsgenstand i en bod og tænker, at den da vil være enormt alternativ-smart, når man kommer hjem fra reservatet. Således endte en brun/lilla/hvid indianer-poncho i min garderobe. Og gode venner fik heldigvis hurtigt overbevist mig om, at dér burde den nok blive.

Nogle var kloge nok til at gå ned og opleve Kraftwerk på Grøn. Andre ikke.

Rune Skyum Kraftwerk, Grøn, torsdag aften
Selvom jeg selvfølgelig kendte en smule til Kraftwerk på forhånd, blev den hypnotiske maratonsession med de fire selvlysende cyborger en åbenbaring. Helt, helt køligt kontrollerede de storskærmene på Grøn og orkestrerede grafiske kollager til de industrielt klingende electroforløb, der nåede frem i eget mekaniske tempo, som var det ’Trans Europe Express’. Det var i hvert fald gennemført og gennemdesignet som ingen anden koncertoplevelse i de år. Bagefter, på sådan en torsdag aften, ville jeg meget hellere ned i pladebutikken og indhente det forsømte end videre til Tricky, eller hvad der end måtte vente af forglemmelige tilbud til de smattede masser.

Peter ElsnabPortishead, Grøn, søndag
Planen gik ud på at undgå ethvert ord om Laudrup, Ebbe Sand, Nigeria og VM-kampen i Paris og derefter styrte ud i bilen og køre uvidende om resultatet hjem til Fyn for at se kampen på vhs. Det lykkedes på samme magiske vis, som det lykkedes Beth Gibbons og Portishead at trylle på Grøn. Hendes stemme blæste os alle sammen omkuld og toppede et år, der endda bød på Kraftwerk, Beastie Boys, Iggy Pop og en ondskabsfuldt god Primal Scream-koncert i et skønt RF-fodboldår. Og vi nåede Fyn uden at vide, at Danmark havde vundet 4-1. Videoen i gang, op med en reparationspils, og alt var godt. Og en uge på Midtfyns ventede forude.

Fortsæt Roskilde-tilbagespolingen gennem årene her:

1997

1996

1995

1994

1993

1992

1991

1990

1989

1988

1983-87

 

Kommentér indlægget