Party like it’s 1997. Et vintage Roskilde-år, hvor festivalen ramlede sammen med kunstnere som Beck, Radiohead, Daft Punk og Ben Folds Five lige midt i deres allerbedste år. BBC var på pletten. Eller rettere: I smatten. For det var et af de vådeste år, ever.
Niels Fez Pedersen – Pet Shop Boys, Orange, fredag
Neil Tennant og Chris Lowe med en hitparade, der ramte perfekt efter monsterregn og mudderbad. De tog ingen chancer med b-sider eller albumtracks, det var jukeboxaften på Orange og helt perfekt. Sandsynligvis den eneste gang i festivalhistorien, at discoklassikeren ‘I Will Survive’ er blevet citeret to gange samme dag i Roskilde. Erasure havde den også oppe og vende ved en lignende popfest tidligere på dagen.
Anders K. Sørensen – Ben Folds Five, Blå Scene, lørdag
Et Roskilde-år med høj kunstnerisk valør – men alt for meget nedbør. Monsunregnen over festivalen blev dog trodset af bl.a. Pet Shop Boys, som fredag nat gav rockpublikummet en poplektion fra Orange Scene, og Beck, der søndag spillede solen frem på beats og mundharmonika. Årets mest opløftende koncertoplevelse var dog lørdagens eftermiddagskoncert med amerikanske Ben Folds Five. Trioens spartanske opstilling med klaver, bas og trommer (ingen guitar) blev sat i faretruende, harmoniske svingninger, mens der blev byttet instrumenter, joket internt og jokket på tangenterne. Som Billy Joel spillet med punkattittude – og vi glemte for en tid mudderhelvedet uden for teltet.
Janus Køster-Rasmussen – Radiohead, Orange Scene, torsdag
En våd, men rigtig go’ festival med fine shows fra Beck, Dirty Beatniks, Ben Folds Five, Klimax – og Radiohead, som jeg ærlig talt aldrig havde skænket en tanke før den dag. Min ven Kristian fik mig med derover, fordi han gerne ville høre, om de kunne spille ’Paranoid Android’ live. Det kunne de sgu – faktisk var de i deres karrieres zenit. De var endnu ikke begyndt at hade melodier, Thom Yorke sang som en engel på ’Exit Music (For a Film)’ og gråvejret blev lige pludselig meget, meget smukt.
Nikolaj Steen Møller – Radiohead, Orange Scene, 20.00 torsdag
Jeg vil ikke ligefrem sige, at jeg savner det, men der var nu noget ved at tage ned mandag morgen for at købe en plade, hvis sange man havde glædet sig til at høre siden en koncert i weekenden i Roskilde. Denne gang var det to plader, nemlig ‘The Bends’ og den helt nye ‘OK Computer’, og det var på trætte fødder den mandag morgen, for det var endnu et muddermareridt. Pløret begyndte torsdag aften, hvor Radiohead stod i regnen under en stålgrå aftenhimmel og var så perfekte, som de nogensinde skulle blive, og sangene, der siden kørte i hovedet, var ‘No Surprises’, ‘Lucky’, ‘Street Spirit’, ‘Exit Music’ osv. I dag havde man jo nok fundet et sted med wi-fi og hentet pladerne ned lige med det samme. Begge dele har vel deres egen charme.
Jesper Nykjær Knudsen – Beck, Orange Scene, søndag
90’ernes rockbølger grunge og britpop var ebbet ud, og den spændende musik kom i højere grad fra folk med samplere og pladespillere end fra folk med guitarer. Beck placerede sig et sted midt imellem og lignede personificeringen af musikkens fremtid, da han trådte ind på Orange Scene. Så vidt jeg husker var han klædt i et beige eller cremefarvet, stramtsiddende jakkesæt og udstrålede så meget postmoderne-second hand-newyorker-übercool, at skulle jeg have glemt, hvilken provinsdreng fra Slagelse jeg var (eller er, for den sags skyld), blev jeg i hvert fald mindet om det. Et af hitsene hed ‘Where It’s At’, og det var lige, hvad det var.
Peter Elsnab – Daft Punk, Deeday, fredag
Endnu et fantastisk år. Og aldrig har jeg danset så meget – hvilket ikke siger ret meget, når man ofte har været plaget af ’knæskader’ i baren – som til Daft Punk. Clubmusikken peakede, Paris var the shit (la merde?) på den tid, Daft Punk var anonyme bag hjelmene, og de havde hits. Alle dansede alene. Det var storslået, befriende og bare gennemført godt. Kun Isaac Hayes’ frelsende solskinssoul søndag kom i nærheden af at matche Daft Punk ovenpå tre dages blæst, regn og kulde.
Spol den op igen:
