Vi skriver 1996, og de store navne på plakaten er bl.a. Björk, David Bowie og Red Hot Chili Peppers. Men ih nej, det er ikke fint nok for BBC’erne, der absolut skal ud på de små scener for at finde noget, der er godt nok til dem. Næsten dem alle sammen, i hvert fald.
Niels Fez Pedersen – Ryuichi Sakamoto, Hvid Scene, lørdag
Jeg havde forsøgt at få et interview, men han havde ikke lyst til at tale. Jeg måtte dog gerne komme og hilse på. Så jeg rystede Ryuichi Sakamotos hånd og udvekslede venligheder. Koncerten var som at være midt orkanens øje. Resten af festivalen rockede og rullede, men her var roligt. Sakamoto, der var technopioner i Yellow Magic Orchestra og har lavet en masse filmmusik, kom med en trio af strygere og spillede sirlige udgaver af Antonio Carlos Jobim-numre. Plus ’Forbidden Colours’ fra ’Merry Christmas Mr. Lawrence’.
Janus Køster-Rasmussen – Fun Lovin’ Criminals, Gul Scene, søndag
Ikke den saftigste festival sådan rent musikalsk, men Fun Lovin’ Criminals i übercool jakkesæt en råkold søndag aften var da en fin afslutning for den temmelig smadrede crowd, der fik krabbet sig frem til den gule motorvejsscene – ikke mindst, fordi FLC så virkede komplet benovede over, at vi stadig var i live og havde kunnet mønstre kræfterne til at dukke op for at høre dem spille ovenpå de fire dages hærg.
Nikolaj Steen Møller – Kent, Blå Scene, 21.00 torsdag
Det er først sidenhen, at det har vist sig, at jeg ikke kan have været den eneste dansker til stede den dag. Det føltes nu ellers sådan. Det var underligt, men ikke så underligt som at stå og skråle med på svensk. Det var en grænseoverskridende ting. Kent var ikke ude i Danmark dengang, og til at fuldende billedet skulle man ikke bare til Malmö for at købe deres mesterværk ‘Isola’ året efter – dengang hed det københavnske stop på deres turné også Loppen, og der var langt fra fuldt. Men her var godt proppet af euforiske svenskere, der allerede var faldet totalt for deres frustrerede tungsind. Ligesom mig selv efter flere ture med sundbådene efter deres plader. Og mens de selvfølgelig var rare nok at have som en lille hemmelighed, så var det nok umuligt i sidste ende. Det var i hvert fald nemt nok at høre lige dér, at de ville blive kolossale. I deres sprogområde.
Jesper Nykjær Knudsen – Sort Sol, Grøn Scene, lørdag
Hvorfor jeg ikke var til Underworld, der spillede i Deeday-teltet samtidig, har jeg ingen idé om. Til gengæld fik jeg så set Sort Sol spille C.V. Jørgensens ‘Indian Summer’, hvor guitaren skar aftenluften ud i bidder, mens Steen Jørgensen sang som repræsenterede han alle storbyers skamskudte natteravne. “Alle går vi rundt, leder som besatte, nogen finder noget, og andre sig selv”. Jeg fandt seks minutter, der stadig kan få mine nakkedun til at sitre her 16 år senere.
Rune Skyum – Pulp, Grøn, fredag aften
Ifølge mine smagspræferencer på daværende tidspunkt skulle pokalen jo nok gå til Cypress Hill eller måske Dog Eat Dog. Dette rapfunkrockede 90’er-fænomen, som i knælange shorts hoppede rundt og agerede forløbere til Limp Bizkit og lignende fusioner, leverede varen på Arena, men gruppen blegnede som de white boys, de var, da først Pulp kom forbi samme scene fire timer senere. Jarvis Cocker ejede Roskilde Festival og britpoppen i det langstrakte øjeblik. Et koket nik med hovedet eller en let virren, så pandehåret faldt ned over øjnene, var alt, den statiske statur med hornbriller behøvede, før det stopfyldte telt hvinede. Kvinder som mænd. Den mand havde ikke en chance for at blive en af os Almindelige Folk. Uh-la-la, min mave reminiscer i skrivende stund over den særlige kildrende mavefornemmelse, jeg kunne få som forårskåd teenager, når jeg tænker på den sang og den koncert.
Peter Elsnab – Neil Young & Crazy Horse, Orange, torsdag
Mener, at jeg hoppede ret højt og grinede meget foran en rekordstøvet (og røget) Orange til Cypress Hill. Og selvom jeg også havde store øjeblikke til indierock og elektronisk musik som Moloko, Moby, Leftfield, LTJ Bukem, Alex Reece og Underworld, så er det uden diskussion den sammenbidte bonderøv med guitaren, der står klarest her 16 år senere. Neil Young. Jeg aner ikke, om han var bedre før eller siden på RF, men denne aften var han stålsat. Og ikke ret talende … Han sluttede – troede vi – med ’(Why do I keep) Fuckin Up’, men han og de skøre heste gik på igen og spillede, spillede og spillede, indtil han havde rocket verden fri. Tror aldrig, jeg har hørt en bedre rockkoncert. Og så synes jeg i øvrigt, at det ene kvarter med Sex Pistols var fedt!
Reee-wiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiind:
