35 års Roskilde Favoritter: 1995

   


Det er det store britpop-år med Oasis, Suede, Blur og Supergrass, ligesom et par forbilleder for den nye generation spiller op: Paul Weller og Elvis Costello. Og den britiske bølge skyller også ind over de fleste fra bloggen.

Se plakaten her.

Plus: Denne blogs godfather Elsnab Roskildedebuterer. I løb. Enjoy!

Næsten så cool, at han kunne blive optaget i BBC: Paul Weller

Niels Fez PedersenPaul Weller, Grøn Scene, søndag
Vi var rasende. Endelig kom Paul Weller igen til Danamrk, og så blev han bedt om at afkorte sit sæt, så Elvis Costello og hans lorte artprojekt kunne komme til at lave lydprøve. Mord, vold, had, mere vold. Nå, men inden nedturen, var Weller i mægtig form. Jeg husker et ordentligt overskæg og mange sange fra ‘Stanley Road’. Heldigvis også ballader, hvor han sad ved klaveret og soulede.

Anders K. SørensenOasis, Grøn Scene, fredag
Roskilde var musikalsk på toppen i 1995. Festivalen havde sat sig fuldstændig på den nye bølge af britpop i form af Blur, Suede, Oasis, Gene, Echobelly og Supergrass, samt veteranerne Paul Weller og The Cure. Derudover bød året på en sensuel PJ Harvey i kropsnære pailletter, Jeff Buckley, R.E.M, Bob Dylan, Ice-T, Elvis Costello, Neville Brothers, Wilco, Slash, Gil Scott-Heron, The Prodigy mv. Plakaten var tung som granit! Og billetten kostede kun 600 kr. Meget er sket siden, ikke mindst med de to Gallagher-brødre, der med debutalbummet ’Definitely Maybe’ som brændstof orkestrerede en forrygende koncert under den grønne teltdug. Liam vrælede igennem som en flabet skoleknægt, Noel truede publikum med øretæver, og foran scenen kogte vores anglofile hjerter over i en svedmættet begejstring, der ikke blev overgået den sommer.

Janus Køster-RasmussenSuede, Grøn scene, lørdag
Det kan være svært at huske, men der var engang, hvor Suede ikke var gustne. De havde lige udgivet den pompøse ’Dog Man Star’, og alt glødede af sturm, drang og patos den nat på Grøn Scene. Jeg sad oppe i lydtårnet sammen med Jacob Binzer. Selv om jeg ikke havde været D.A.D.-fan i en god håndfuld år, føltes det alligevel lidt vigtigt. Da Suede havde spillet aftenens absurd dragende udgave af ’Asphalt World’, nikkede vi til hinanden.

Nikolaj Steen MøllerLove Shop, Gul Scene, 17.30 fredag
Det er fristende at nævne den seance med Jeff Buckley, der nu er gået hen og blevet en ren myte, men det ville være løgn. Jeg kan tydeligt huske, at jeg var der. Og at jeg hadede hvert sekund af det. Hans orgastiske skrig, sange der blev kørt op i en hysterisk raptus hver gang. Det var gyseligt. Og så gik Love Shop i øvrigt på, lige da han var ved at være færdig, og det var en ren triumf for dem. Hvilket også føltes som lidt af en personlig triumf, for de havde lidt været éns egen opdagelse helt fra dengang, de var på Garden Records. De var anglofile, allerede inden det blev stort i de år, de var københavnske og sang nærmest nationalsange om København. Der var en masse bands, der Betød Noget, men de Betød Noget Særligt. Det var ikke første gang, jeg havde set dem, men første gang det havde været mere end for kendere, og det var lidt af en åbenbaring at se, at de også Betød Noget for mange andre.

Magi på Grøn Scene, intet mindre. Siden blev de mere naff – Suede

Jesper Nykjær KnudsenSuede, Grøn Scene, lørdag
Jo, den sagnomspundne Jeff Buckley-koncert på Rød Scene VAR fed og smuk og alt det dér. Men i 1995 regerede Britpop, og den helt store oplevelse var Suede, som gav en fuldstændig formidabel midnatskoncert på Grøn. De turnerede med ‘Dog Man Star’-albummet og havde så meget sexet svaj og romantisk sug i sangene, at månen krøb med ind under teltdugen. En af de bedste koncerter, jeg har været til overhovedet.

Rune SkyumOasis, Grøn, fredag aften
Discman-favoritten Prodigy og deres mesterlige ’Music for the Jilted Generation’-album ville ethvert andet år være galopperet af sted med æren efter et bizart amfetamin-show, hvor danseren Keith entrede scenen udspændt i en gigantisk gennemsigtig plasticboble, som eksploderede og satte ild i halvanden times afsindigt raveri. Men samme sted fredag aften havde Oasis efterladt et uafrysteligt indtryk. Det var et rush af frigjorte endorfiner, som susede gennem teltdugen og tiltrak tusinder af ekstra lyttere undervejs. Endnu uhørte numre som ’Some Might Say’ gik direkte ind og lejrede sig, og Liam Gallaghers langhalsede angreb på mikrofonen – snerrende og selvbevidst, mens han foldede hænderne på ryggen og sang om at leve for evigt og føle sig supersonisk – var en vækkelse. Der var så meget brunst i teltet, hvor de færreste på forhånd kendte gutterne fra Manchester, at jeg (fedtet og bebumset) formentlig kunne have lavet min første Roskilde-scoring på pigen ved siden af, hvis jeg ellers havde turdet tage hendes udstrakte hånd i min. Men jeg gik alligevel derfra forelsket. Formentlig min bedste koncertoplevelse nogensinde.

Peter ElsnabDen Store Sprint, fredag
RF-debuterede alt for sent. Efter at have aftjent Midtfyns-værnepligt i ni år med Runrig og Gnags spænede jeg desperat rundt for at nå det hele. Især om fredagen. Der var vist cirka halvanden kilometer fra de afsidesliggende Gul/Rød til Grøn … Jeg ræsede fra These Animal Men på Blå til Jeff Buckley på Rød. Løb rørt videre til Sinead O’Connor på Grøn og ankom for sent til Love Shop på Gul. Løb igen gispende på tværs af pladsen til forrygende Oasis på Grøn, fandt kammeraterne til højre (altid til højre), spurtede tilbage til Blå og umanerligt dejlige Veruca Salt. Nåede også stakåndet hjem til højre på Grøn og Cranberries en time senere. Så var det depritid med smukke Cure, hoppetid og spas med Offspring. Og videre til Freakpower, Supergrass og Goldie. Jeg blev vist aldrig helt fuld den fredag. Husker også tydeligt bålene og Prodigy, der bragede solen frem søndag morgen. Og Massive Attacks lange, megastenede soundsystem-session torsdag, hvor det ikke gjorde noget, hvis man lige smuttede en time eller en halv for at høre R.E.M. eller Ben Harper. Jeg rejste hjem træt og meget lykkelig.

Fortsæt rewindingen:

1994

1993

1992

1991

1990

1989

1988

1983-87

 

Kommentér indlægget