35 års Roskilde Favoritter: 1994

   


Nogen har skrevet et sted, at det var det år, at antallet af folk med øjenbryns-piercinger toppede på Roskilde. Men programmet var ikke særlig grunget, selv den hårde Orange Scene-rock havde funkfaktor i Rage Against The Machine. Og rebellerne fra L.A. gik lige i blyanten på både Jesper Nykjær og debuterende Roskildedreng Rune Skyum.

Niels Fez PedersenUnderworld, Hvid Scene, fredag
Klubtanken begynder for alvor at give mening i Ro(ck)skilde. En lang dag, der begyndte groovy med Urban Species og Me’Shell Ndegeocello, blev til Saint Etienne og Björk og peakede med Underworld. Opløsningen af rockens koncertform var i gang, og publikum og band bankede på samme puls. ‘Mmm Skyscraper I Love You’. Björk dansede bagest på scenen under hele koncerten.

Violin – på den cool måde, altså! The Levellers

Anders K. SørensenThe Levellers, Orange Scene, søndag
Årets afslutningskoncert var med de britiske folkrockere The Levellers. Min kammerat og jeg havde hele den solbeskinnede søndag nydt godt af hans sidste vagt i ølteltet – og promillen arbejdede sig langsomt opad, mens vi diskuterede et af årets store samtaleemner – for eller imod stagediving og crowdsurfing. Vi var klart imod. Man kunne jo brække ryggen, hvis man landede på den stenede jord foran scenen!
Da The Levellers skruede op for guitarerne, og satte fiolerne i svingninger, gik de galopperende keltiske toner imidlertid i blodet, og forstanden blev svedt ud i mosh-pitten. Og pludselig oplevede jeg mig selv give min kammerat en ”hestesko”, så han kunne komme op og ride på det sydende publikums strakte arme – og jeg fulgte efter. Så lå man der under den nedgående aftensol og blev båret op mod scenebarrieren, hvor et par vagter resolut hev tosserne i land og sendte os ud gennem et hundehul til venstre for scenen. Fire gange løb jeg tilbage i pitten og kom op at surfe igen. Jeg slap for at brække ryggen eller på anden måde lide skade – men i tumulten mistede jeg kontakten med min kammerat, som jeg først så igen mandag morgen, hvor jeg vågnede i et overophedet teltet, knugende en stor, krøllet Levellers-plakat.

A woman not to be messed with – Me’Shell Ndegeocello

Janus Køster-RasmussenMe’Shell Ndegeocello, Deeday, fredag
Jeg er stadig bitter over, at jeg gik glip af House of Pain på toppen af deres karriere. Men Me’Shell Ndegeocello var også okay den eftermiddag i Deeday-teltet: En lille, rasende, muskuløs sort dame, der mishandlede sin Fender-bas og rappede, nej, bjæffede ’If That’s Your Boyfriend (He Wasn’t Last Night)’ – akkompagneret af bl.a. Motown-legenden Wah Wah Watson. Vi snakkede længe om, hvor overskudsagtigt det var at have ham med på sin verdensturné, bare for at han kunne sidde der, helt tyk på en klapstol i baggrunden og lave frølyde med sin guitar.

Nikolaj Steen MøllerTindersticks, Blå Scene, 2.30 natten til lørdag
Et par år efter dette faldt jeg over et interview med Tindersticks, hvor de talte om, at de elskede festivaler. De nævnte så Roskilde, hvor de “spillede om natten, efter at nogen havde hældt vodka på dem hele dagen”. Det var fandme til at få øje på. Især Dickon Hinchcliffe, deres violinist, stod og svajede så meget, at han måtte læne sig op ad en mast på scenen en god del af tiden. Med andre ord kunne der ikke være sat en bedre kulisse for Tindersticks. De var generelt meget svajende og fordrukne de første par år.
De skulle vende tilbage med strygere og blæsere nogle år senere, og gøre en større scene til en elegant balsal, men den her varme sommernat var helt perfekt til deres klatøjede sange med orgel og fiol. Som jeg husker det.

Jesper Nykjær KnudsenRage Against The Machine, Orange Scene, torsdag
Højdepunktet kunne have været Björk, der legede klubdronning i Deeday-teltet med sit nye ‘Debut’-album i ryggen. Men efter at have været levende dominobrikker i det overfyldte telt hele det første kvarter, syntes min ven Morten og jeg ikke, at det var sjovt længere. I stedet blev højdepunktet at gå teenager-amok til Rage Against The Machine, som peakede i 94 med deres politisk tændte metal-rap.

A bullet in the head på op til flere BBC’ere: RATM

Rune SkyumRage Against The Machine, Orange, torsdag aften
1994 var en grum debut for denne purunge folkeskoledimmitent, der gennem seks-syv dage mestendels indtog sin føde intravenøst, dvs. gennem en ølbong. Det resulterede i en dramatisk søndag formiddag, hvor kombinationen af en uhumsk gyosa, solstik og en flok forbipasserende svenskeres donation af en halv karton rødvin og et par lunkne Krone-øl til trakten gjorde resten af musikprogrammet overflødigt. Lykkeligvis begyndte det mere opløftende med en fænomenal torsdag, der på ingen måde var til at kaste op over. House of Pain leverede ’Jump Around’, og Rage Against The Machine forvandlede Orange Scene til et militant mosh-pit, hvor rebellen i mig blev så vakt, at jeg og min ditto opildnede kammerat strøg direkte ud og bestilte os et par custom-sprayed ’Nej til EU’-T-shirts. Freon my arse.

Rewind selecta-ta-ta…

1993

1992

1991

1990

1989

1988

1983-87

 

Kommentér indlægget