1993 var tung på legender: Velvet Underground, Neil Young og Ray Charles stod øverst på plakaten. Men de fem bloggere fandt deres guld lidt længere nede. Og hey, én af os mødte Lou Reed!
Niels Fez Pedersen – Moby, Hvid Scene, lørdag
Der var langt fra en magisk torsdag aften med Neil Young støttet af Booker & the MGs til Mobys amokløb sent natten mellem lørdag og søndag. Det var længe før, han slog sig på bluessamplinger og reklamelydspor. Han var bare en punket knægt med en sampler, der fik ravepulsen til at dunke med ‘Go’. Han sluttede med sit hofnummer; verdens hurtigste sang. Beats pr. minut helt ude af kontrol og et smadret keyboard. Rock’n’roll.
Anders K. Sørensen – Diesel, Orange Scene, fredag
I 1993 ringede vi stadig til festivalens nyhedstelefonssvarer, når vi forventningsfuldt skulle tjekke, om der mon var tilføjet nye bands på plakaten. Og der blev savlet ned i fastnettelefonen, da det blev annonceret, at Roskilde denne sommer ville få besøg af Aztec Camera, Lemonheads, Sugar, Sonic Youth og genetablerede Velvet Underground!
Min sjoveste koncertoplevelse var dog fredag aften kl. 20 – med det australske rockidol, Johnny Diesel, der forsøgte at fylde den enorme Orange Scene med sine polerede radiohits fra succesalbummet ’Hepfidelity’. Jeg var lige vendt hjem efter et halvt års arbejdsophold Down Under og var mere australsk end Crocodile Dundee og Pat Cash tilsammen. Så jeg nød koncerten sammen med en gammel gymnasiekammerat – helt oppe foran scenen og med en treliters vindunk til deling. Diesel havde en bassist fra min lokale pub i Perth, Western Australia, med på scenen – og jeg havde backstage-armbånd om håndleddet, fordi jeg det år havde været med til at slæbe lyd og lyd på Orange. Så efter koncerten skulle jeg ”lige ud og sige hej til mine mates, for fanden …!!”. Så godt tummelumsk af dårlig hvidvin og for meget sol, ramler jeg gennem mediebyen og ind på det lukket-lukkede bagsceneområde. Her fordamper min brandert imidlertid på et splitsekund, da jeg er ved at blive kørt ned af en tourbus med et skilt i forruden, hvor der står ”Velvet” …!
Inde i bussen begynder passagererne at røre på sig – og få sekunder efter træder først John Cale og derefter Lou Reed ned på en af de metalplader, der er lagt ud som køreunderlag. Jeg tager mod til mig og nærmer mig ærbødigt med den blok og pen, der var tiltænkt Johnny Diesel og hans pub-drenge: ”Mr. Lou Reed – could I get your autograph, please?”. Lou vender sig knap i min retning, værdiger mig ikke engang et vurderende blik gennem de kulsorte solbriller – og afviser blot med en håndbevægelse og et ”no no …!”. Men det var nok for mig. Jeg havde konfronteret legenden! Hurtigere end en pantflaske forsvinder fra en teltlejr, er jeg ude af det lukkede område og tilbage på festivalpladsen, hvor jeg resten af natten med stor dramatisk indlevelse fortæller alle, der gider at lytte (og et par stykker, der ikke gad), om mit personlige møde med Lou Reed!
Janus Køster-Rasmussen – Malka Family, World, fredag
Mit første år som journo på Roskilde, som mediekonglomeratet Roskilde Dampradios udsendte. Det lykkedes mig at få hele to interviews i kassen: Clawfinger og nogle totalt ukendte særlinge ved navn Almost Jazz, der smed deres gamle, ulækre madpakker ud til publikum. På en måde var årets koncert Disposable Heroes of Hiphoprisy på Blå Scene fredag aften, fordi det var sådan en øjenåbner. Men fordi jeg sådan set kun hørte det allersidste nummer, ’California Über Alles’ tæller det ligesom ikke rigtigt. Senere på natten ramlede jeg, helt alene, ind i et gøglet fransk funkband ved navn Malka Family, som alle sammen havde glittertøj på, og som spillede endeløst lange numre der lød som George Clinton på helium. Jeg var lykkelig.
RETTELSE: Almost Jazz spillede først året efter og var iøvrigt fra Frankrig og meget vagabondagtige og underlige. Damen i bandet holdt en lang tale på bagsceneområdet om hvor vigtigt det er at købe en støvsuger, straks man er flyttet hjemmefra. I 1994 lykkedes det mig altså tilsyneladende kun at interviewe ét band, nemlig Clawfinger.
Nikolaj Steen Møller – The Afghan Whigs, Hvid Scene, 2.30 natten til lørdag
Sommetider kan man blive så overrasket: Uden at gide sove og mutters alene købte jeg en karton vin og gik over for at se se Afghan Whigs, som jeg formodede var grunge-metervare, men viste sig at være nogenlunde alt, der er godt – selv om de skulle blive meget bedre end på ’Congregation’-albummet, som de spillede det meste af. De kunne formentlig have spillet hvad som helst, når Greg Dulli var så forbandet charmerende over for os natteravne, at han var skyld i et man crush hos mig, der holder ved i dag. Også selv om han har lagt sig noget ud siden da.
Jesper Nykjær Knudsen – Greene, Blå Scene, fredag
Det kan godt være, plakaten pralede med Velvet Underground og Red Hot Chili Peppers. Men jeg toppede til danske Greene, hvis fine lille ballade ‘Happy Day’ i månedsvis havde været officielt soundtrack til min frugtesløse forelskelse i Dorthe hjemme fra Slagelse. Atomic Swing holdt svensk popfest, og jeg følte mig meget storbyhip, da jeg groovede til D-Influence i Deeday-teltet.
Jeg så Dan Stuart og Chuck Prophet vandre rundt på festivalpladsen allerede fredag formiddag, så det var en forløsning at se Green on Red blive annonceret til at spille sent søndag eftermiddag på Grøn Scene efter et afbud.
Man kan gense deres klubscene opstilling her:
http://www.youtube.com/watch?v=5d1IZUoqxwc