35 års Roskilde-favoritter: 1992

   


Det er temmelig uopfindsomt at fremhæve EM-finalen, når man snakker Roskilde Festival 1992. Og da vi selv netop er utroligt uopfindsomme, hører den umulige sejr naturligvis også hjemme her. Men – der er selvfølgelig plads til andre ting også: EMF! Bobby Gillespie! Menneskepyramider! Læs med herunder.

It was twenty years ago today … Primal Scream rammer solopgangen på Roskilde

Niels Fez PedersenPrimal Scream, Blå Scene, lørdag
En hel dag med kluborienteret musik! Lørdag stod på Club Roskilde og en kæmpe fest bag scenen. Primal Scream var smadrede og levede ‘Screamadelica’-stemningen helt ud. Det meste var vist på bånd, men synet af Bobby Gillespie med et sæt maracas er fantastisk. Bagefter var solen ved at stå op, og det føltes, som om nogen havde pillet ved hjernens elektroder.

Jesper Nykjær KnudsenDanmark-Tyskland 2-0 og Nirvana, Orange Scene, fredag
Var standsmæssigt klædt i ‘Stille’-T-shirt og Dr. Martens til min Roskilde-debut, hvor jeg egentlig var mest spændt på at møde nogle af de andre kids, der skrev breve til Det Elektriske Barometer og forsagede hjemstavnens diskotekshits. Når jeg kigger på plakaten i dag, kan jeg ikke fatte, at jeg hverken så Primal Scream, Saint Etienne eller American Music Club. Stjernestunden var Danmarks EM-triumf i fodbold (der satte alle scener på stand-by et par timer, mens vi alle så tv), hvorefter Nirvana spillede på Orange. Det var en skodkoncert, men Danmark blev Europamester, og jeg var tæt på Kurt. Meget mere kan en 20-årig opkomling dårligt forlange.

Janus Køster-RasmussenEM-finalen, ølboden til højre for Orange Scene, fredag
På mange måder mit kvintessentielle Roskilde-år: Studenterhuen i hus, guddommeligt vejr, og så ramte grunge-bølgen Roskilde med fuld styrke i skikkelse af Pearl Jam og Nirvana. Ikke at jeg på nogen måde var 1:1 med musikken, men det var alligevel soundtracket til min gymnasietid, der lige pludselig materialiserede sig for øjnene af os. Ikke desto mindre var kronen på værket en fodboldkamp, der blev spillet i Sverige. Under EM-finalen stod jeg i Carlsberg-ølbod med tv i baren og høvlede dusinvis af uautoriserede gratisøl ud over disken, mens vi alle badede i samme bryg, der regnede ned fra loftet, fordi folk kastede arme og plastikkrus i vejret efter hvert mål og hver Schmeichel-redning. Jeg husker stadig lugten af de uvaskede festivaltosser, der sprang ind over bardisken og krammede os, mens alle var lykkelige. Bagefter: Ud og pligthøre Nirvana, fuldkommen ligeglad som jeg var med sure Kurt Cobain og hans hovne, alibiagtige og sarkastiske lykønskning fra kanten af Orange scene: ”Congratulations with the sports contest.” Og nå jo, et par dage senere fik jeg øjnene op for Crowded House på samme scene. Fin og glad koncert, gik ud og købte ’Woodface’ bagefter, min første popplade siden Madonnas storhedstid.

You’re unbelievable – HURH! (and so is your early nineties hairstyle)

Nikolaj Steen MøllerEMF, Grøn Scene, midnat fredag
Nå ja, vi samler ikke på ting, der skal se godt ud i dag. De var måske Jesus Jones’ overstadige nevøer, hvilket ikke lyder som en helhjertet kompliment og heller ikke er det, men en time og ni drinks efter EM-finalen mod Tyskland var det helt rigtigt – hvilket man ikke kunne sige om på vejen derover at passere en meget træt lydende Kurt Cobain. You’re unbelievable! Hvilket er mere, end man kunne sige om udvalget generelt det år.

Anders K. SørensenCrowded House, Orange Scene, søndag
1992 – og ikke et ord mere om fodbold eller Nirvana. Årets suverænt bedste koncertoplevelse var Crowded House, en tidlig sommeraften på Orange Scene. Det australsk/newzealandske orkester havde sendt bandleder Neil Finns bror, sure Tim, hjem fra turnéen – så nu var der lutter god stemning på scenen. Trioen opfordrede publikum til at bygge menneskepyramider og tage hinanden i hånden; ”this is a hippie festival, right?!”. Og mellem gøglerierne spillede Crowded House smukke, udvidede udgaver af de mange hits fra deres seneste, mere end fremragende popalbum, ’Woodface’. Jeg stod, glad og solsvimmel, på den udtørrede græsplæne foran scenen – lige foran den purunge supermodel Helena Christensen og hendes kæreste Michael Hutchence fra INXS. Så det var vigtigt hele tiden liiiige at skulle skue bagud for at holde øje med publikumsmængden og vennerne, der var gået efter øl og paphvidvin. Dén aften gik alting gik op i en højere følelse af lykke: Den nedgående sommersol, europamesterskabets tømmermænd, ’Fall at Your Feet’ og Helenas blondetop.

 

Rewind selecta-ta-ta…

1991

1990

1989

1988

1983-87

 

Kommentér indlægget