#RF12-opsamling: Kvalitetstid, som altid

   


Blogholdets Jesper Nykjær Knudsen vurderer årets udgave af Roskilde Festival således:

Alt var som det plejer inden festivalen. De sædvanlige kulturpessimistiske indlæg om tidens tabte fællesskab. Den sædvanlige udsigt til regnvejr, smat og våde soveposer. Og de sædvanlige anmelderstik til et musikprogram, man åbenbart godt kan kritisere, inden man hører det.

Og alligevel var det som altid fire fantastiske dage i Roskilde. Med dårlig søvn, tvivlsom mad og nødtørftig hygiejne. Men først og fremmest med godt selskab, fjollede fester og store musikalske oplevelser. Min 21. Roskilde Festival bliver ikke min sidste, hvad end kulturpessimisterne, meteorologerne og anmelderne måtte sige igen til næste år.

Årets koncerter:

1. Alison Krauss & Union Station, Arena, fredag
Gik helt forudsætningsløs ind til denne eftermiddagsseance, hvor det tog Alison Krauss cirka syv minutter at gøre mig fuldstændig forgabt i hende. En vidunderlig nogleogfyrreårig kvinde, der kan synge hårde mandehjerter i grus, og som blogbroder Anders K. så rammende sagde det, garanteret også bager en god småkage. For her var vi galakser væk fra hipsterland. Her handlede det om almindelige menneskers sorger, håb og drømme, fortalt gennem traditionelle bluegrass-sange på dobro og pedal steel. Det var tudesmukt og en stor oplevelse.

2. Bruce Springsteen & The E Street Band, Orange, lørdag
Nu hører jeg til dem, der ikke mener, saxofon nogensinde har gjort noget godt for en rocksang, og at gospel ikke hører hjemme nogen steder udenfor amerikanske midtvestkirker. Og den midterste time af koncerten havde lovlig meget af begge dele, mens Bruce legede “spirit”-prædikende ceremonimester. Men den sidste time var hele festivalen værd, da legenden for alvor delte ud af sine store sange, der synes at rumme hele liv inde mellem de stadionklare akkorder. Hvilken kraft, hvilken poesi, hvilket sug af fællesskab og forløsning.

3. Jack White, Orange, fredag
Guitar-gud fra en generation, der ellers ikke producerer den slags. Jack White gik i kødet på hele rock- og bluestraditionen, bakket op af det rene kvindeband The Peacocks, som hurtigt gjorde alle småchauvinistiske jokes til skamme. De spillede lige så fantastisk, som de så ud – iklædt hvide og sorte gevandter, der fik dem til at ligne noget fra en spøgelsesudgave af “Nord Og Syd”. Det rev og ruskede. Og swingede. Og var et af flere fine eksempler på, at den store Orange Scene stadig har sin berettigelse.

Årets “Pis, det fik jeg ikke set”:
Flere faktisk, men er det ikke altid sådan? Ville gerne have set Django Djangos halvpsykedeliske rockhybrider, Modeselektors vildtvoksende techno, First Aid Kits sødmefulde country og tUnE-yArDs’ knastfyldte pop . Og så siger blogbroder McGuire, at jeg gik glip af Punch Brothers. Men der var jo også drinks der skulle drikkes, og folk der skulle krammes.

Årets etniske afstikker:
Ingen Roskilde Festival uden et smut omkring en koncert med musik fra de varme lande, så man kan stive selvfølelsen som åbensindet verdensborger af. I år var det så Celso Piña, jeg faldt lidt tilfældigt ind til. Den colombianske veteran spiller en hård harmonika og fik pigerne til at danse til vuggende cumbia-rytmer af den slags, der genlyder af tropevarme gangsterfester med kokainposer i guitarkasserne.

Årets drukøjeblik:
Ved fire-tiden lørdag nat, da min friske veninde Sara forsøgte at afhænde mig til modelsmuk blondine i Mediebaren. Vel at mærke imens hun – altså blondinen – kyssede med sin kæreste. Okay, man skulle nok have været der…

Kommentér indlægget