Blogholdets Søren McGuire vurderer årets udgave af Roskilde Festival således:
1. The Punch Brothers, Pavilion, fredag kl 00
Det var lige i røven af Jack White, ingen kender dem rigtigt uden for de snævre banjo-kredse i Memphis og udvalgte dele af Brooklyn, OG de spiller kammer-bluegrass, som den ansvarlige booker så rammende kalder det. På papiret lignede det altså en af de koncerter, hvor jeg står mutters alene i teltet og kigger febrilsk på min iPhone udelukkende for at slippe for at se et band uden publikum, uden selvtillid og uden lyst til at spille for et tomt telt en fredag aften på en pløjemark i København (seriously, they don’t even know) i øjnene. Jeg tog fejl – og du er et fjols for at have valgt noget andet den aften.
2. Alison Krauss, Arena, lørdag kl 16
Jeg kan ikke sige så meget om denne her, der ikke allerede er blevet sagt. Hun spillede hverken The Lucky One, New Favorite eller Whiskey Lullaby med far her som the voice of Brad Paisley, men ellers var det en stor oplevelse, nøjagtigt som jeg havde forventet. Hverken mere eller mindre. Ikke bluegrass af Punch Brotherske dimensioner, men stadig større end det meste andet, Roskilde Festival gennem årene har budt mig. Publikum var flinke til ikke at råbe ”yeeeeeee-haaaaw”, hver eneste gang Jerry Douglas eller Ron Block spillede hurtigt. Også selv om Thomas Treo kaldte det for et høstbal i sin åndssvage anmeldelse. Hav lige lidt større respekt for genren, fister.
Jeg ringede i øvrigt hjem til min mor, da hun spillede Sawing On Strings. Det skal man huske at gøre lidt oftere.
3. Hank3, Odeon, fredag kl 18
Det her var på ingen som helst måde en god koncert. Tværtimod, så mindede Hank3 mig for gud ved hvilken gang om, hvorfor countrymusikken stadig har så uendeligt ringe vilkår i Danmark. Don’t get me wrong, jeg har uden tvivl været det eneste sure røvhul i nærheden af Odeon den dag, men country er og bliver stadig den eneste genre, der så effektivt og nådesløst kan reduceres til en pastiche, til en fucking joke – og endda af lige netop ham, der bærer det samme blod som manden, der var med til at skabe genren. Hver eneste gang Hank3 pløjer gennem sit uendeligt bøvede hillbilly-idioti, bomber han genren 15 år tilbage i tiden. Folk råber ”yeeeeeeeeh-haaaaaaaw”, danser støvledans i mudderet, kaster med usynlige lassoer, og tror, at countrymusikken stadig er en indavlet redneck-dreng med gen-fejl, der sidder i en træhytte i Georgias sumpe og spiller ‘Duelling Banjos’ med Ronny Cox. Hank3 er en one-trick pony, der er ved at ødelægge den genre, han ellers hævder at være beskytter af.
Top 3 ting, jeg ikke fik hørt på grund af arbejde/brandert/Kate Moss-klon i labelbar, der skulle chattes op:
1. Dr John
2. Sivert Höyem
3. The Low Anthem
Top 1 over blinde aboriginaler, der for fanden ikke måtte aflyse!
1. Gurrumul (eftersigende dødsfald i den nærmeste familie)
Oftest hørt i labelbaren i Backstage Village:
”Jeg har haft diarré siden fredag morgen. Det er sikkert Claus Meyers skyld”.
