Hvis du sjosker rundt ude på pladsen og mangler et godt comedown til Jack White koncerten, er det her sandsynligvis den største musikalske oplevelse, du får på Roskilde Festival.
Om små fire timer spiller Punch Brothers på Pavilion. Det kræver en ret stor portion booker-balls at sætte bluegrass med prog- og jazztendenser op på Pavilion fredag aften, men hvis nogen kan hive den hjem, må det være Chris Thile og co. Især hvis lydmanden ikke er alt for nærig med volumen, så banjoen fra Pavilion kan overdøve beatet fra Cosmopol.
Det du skal vide om Chris Thile er, at han er blandt de bedste bluegrass whizkids siden Marty Stuart, Merle Watson og Chris Hillman. Chris Thile har gennem hele livet spillet mandolin med samme iver, som de fleste andre drenge for hans alder har hevet i banditten. Det kan godt være, at T Bone Burnett, Oh Brother Where Art Thou soundtracket og “Man Of Constant Sorrow” får en stor del af æren for 00’ernes bluegrass-comeback, men hvis genren også skal sparkes ordentligt ind i 10’erne, er det Chris Thile, vi skal spille bolden til.
Han er knapt fyldt 30, men har allerede nået at få de amerikanske teens til at høre bluegrass i trioen Nickel Creek, som vandt grammyer for deres ganske vist ungdommelige, men ikke desto mindre sindssygt kompetente bluegrass. Derefter gik han solo med et par habile plader i slipstrømmen, for derefter at vise sig som en mandolinens Jimi Hendrix i front for Punch Brothers.
Punch Brothers spiller ikke bluegrass som de fleste andre spiller bluegrass. Hvis du vil høre Wabash Cannonball, Foggy Mountain Breakdown eller en af de hundrede andre standarder med masser af sus i skørterne, går du forgæves. Det er bluegrass spillet som prog af en flok jazzmusikere. Og vejen fra Bluegrass til Progjazz begynder ved Pavilion om et par timer. Fingerpickinly’ good!
http://www.youtube.com/watch?v=8C2mSa33sxg
Okay – glem alt, hvad jeg sagde om, at man ikke skulle forvente sus i skørterne og gamle standarder. Sweet Fancy Jesus, hvor var det stort stort stort!
Jeg har slet ikke ord for hvor fantastisk denne koncert var, og hvor stor en lykkerus jeg befandt mig i bagefter. Bedste koncert i år sammen med Bruce! Ærgeligt at ingen anmeldere eller særlig mange andre har fået øjnene op for dem. Bandet selv virkede overvældet over responsen de fik, så lad os håbe de snart kommer igen!