#RF12-opsamling: Hvad det hele handler om

   


Blogholdets Nikolaj Steen Møller vurderer årets udgave af Roskilde Festival således:

2011 var svær at overgå, som antydet i vores optaktsartikels sidste del. 2011 var som nævnt mit første rigtige år tilbage på festivalen efter et årti (regnvejrskatastrofen 2007 tæller ikke rigtig), hvor forholdet mand og festival imellem var blevet noget lunkent.

Og så var man der pludselig igen, uden nogen som helst forventninger til et 2011-program, der så ekstremt fladt ud, og endte med nærmest at have sit livs skæggeste festival og få en række oplevelser, der var lige så store som de var uventede. Og i øvrigt havde det tilfælles, at de ikke skete på Orange Scene.

Det var anderledes i år. I begge tilfælde. Der var færre af de der perfekte Roskilde-øjeblikke, hvor noget man egentlig ikke forventede det vilde af, eller kun så i mangel af bedre, bare foldede sig ud og blev éns nye favoritnavn.

Hvad end man kan sige om Bruce Springsteen, er det måske lidt meget at kalde ham et ubeskrevet blad. Og hvad angår Janelle Monáe, sidste år et Roskildeøjeblik af den anden verden, så var det ikke ligefrem det samme at se 2011-showet igen, denne gang ude i siden på den kæmpe grønne scene.

Jeg savner stadig lidt mere af den subtop af folk, der ikke er i Springsteen- eller bare Jack White-klassen prismæssigt, som jeg selv hører på, men et hurtigt kig i iTunes på årets albums viser, at masser af dem kommer hertil til efteråret i stedet. Det er der måske ikke så meget at gøre ved.

Hvad der så måske kunne gøres noget ved, var en gang for alle at droppe så åbenlyse museumsgenstande som The Cult. Komme væk fra Where Are They Now?-kategorien. Lave en regel om, at det ikke går at dukke op her, hvis der er gået et vist antal år siden seneste væsentlige plade. De 23, der er gået siden ‘Sonic Temple’, ville så være for mange. Jeg havde seriøst ondt af den gamle mand med pelskraven, der stod og klagede over, at folk ikke fulgte med.

Der var masser af beviser på, at de nok skal følge med hvis der er en grund. Og jeg havde igen en af de fester, der formentlig tager nogle måneder af éns liv, men bliver husket – for musikken, og for selskabet i den blanding, der passede rigtigt. Og ikke mindst for, hvad der skete lørdag aften. Ked af at være forudsigelig.

Årets top 5-koncerter:

Det er HAM!

1. Bruce Springsteen & the E Street Band
Jeg læste en længere klumme, skrevet inden lørdag aften, der må have handlet om mig – den sagde hele tiden ‘vi’ og handlede om de midaldrende, og jeg er vel ved at være der efter at have passeret de 40. Og ‘vi’ vil åbenbart have ‘true down to earth no-nonsense rock’, sådan nogen som ‘os’. Nærmest religiøst. Sikke noget forbandet sludder. Nu slår jeg det der patroniserende ‘vi’ fra, og taler om, hvad jeg elsker ved Springsteen, som jeg ikke på nogen måde har det der nostalgiske forhold til. Hvordan skulle jeg kunne det, når jeg var fire, da ‘Born to Run’ kom? Den udgave af sangen, jeg er vokset op med, er lavet af Frankie Goes to Hollywood.

Jeg elsker Springsteen for den måde, hans musik og hans band er så forelskede i soul, i Phil Spector, i The Clash, selv i Suicide. Det var ad den vej, jeg selv kom frem til ham, omsider. Sgu ikke, fordi det var ‘true down to earth no-nonsense rock’. Hvis det var grunden, ville jeg i stedet have stået oppe foran til The Cult. Dem glemte jeg alt om i 1991.

Og så elsker jeg ham endnu mere, fordi jeg elsker hans bedste sange, som der er så mange af (og han spillede masser af dem i lørdags). Jeg kunne lige så godt bare citere hele teksten til ‘No Surrender’ her, som manden lagde ud med. Det er musik om kærligheden til musik. Men frem for alt er det musik til at fejre livet, håb og drømme, og til at male sorgerne. Empatisk, skamløst romantisk, euforisk meget af tiden, gennemsyret af humanisme, og så endda med glockenspiel indimellem.

Fra ‘Spirit in the Night’ og ‘The E Street Shuffle’ til ‘Jack of All Trades’ og ‘Wrecking Ball’: Musik, der får en til at føle, at han er en god ven, der ved, hvad man føler og går igennem. Han har ikke været perfekt altid, men hvilken ven er det? Sådan er de bedste, Springsteen er en af de bedste nogensinde, og han viste hvorfor den lørdag aften. Også for en del, der sikkert ikke ellers havde været interesseret, eller begrebet hvad det hele handler om.

2. Jack White
En ren opvisning af White, nu hvor han endelig havde muligheden for at tage sine fineste sange med på én gang. Og et vidunderligt band, de seks kvindelige Peacocks.

3. First Aid Kit
De sødeste stockholmske søstre, tydeligt forelsket i amerikansk folklore og drømme om Parsons og Cash, og totalt rørende, når de er bedst.

4. Django Django
Seneste britiske new wave-funk-hype, men de her virker bestemt, som om de har et ekstra gear, hvilket de bl.a. viste med et dronende surf-angreb til sidst. Herlig start på det hele.

5. Magtens Korridorer
Jeg holder sgu af dem. Engang gjorde jeg ikke, men nu gør jeg stadig meget mere. Undergangsromantik leveres ikke bedre i Danmark. Og det er ikke den halvhjertede ros, det vist lyder som. Der var masser af oplevelser i år, hvor man tænkte, at dette var da spændende/lovende/begavet/festligt/åndssvagt, men alligevel var det fem københavnere med en pose drinks og en pigegarde, jeg vil huske længere end dem.

Årets omvej:
Apropos Magtens Korridorer var det en lettelse at høre Johan Olsen erkende, at han fór vild på campingen om natten, og tilegnede ‘Milan Allé’ til dem, der også havde kvajet sig på Roskilde. Så var man ikke den eneste. Fødderne betaler stadig straffen for de par timer natten til fredag.

Årets dårlige vane:
Campingstole. Som der blev siddet i. Ikke bare inden, men under. For helvede?! Det må holde op. Glem de der belæringer om at snakke, og skru en lille smule op – og lav så i stedet en film om en fyr, der sidder i en campingstol, som ryger ned i en faldlem, når den åbner sig under ham. Og installér nogle flere faldlemme.

Årets nye koncertmode:
Tårer. Som grædt af mange i løbet af lørdagen hos Springsteen, Alison Krauss, Low Anthem og Cold Specks, kunne man læse i løbet af næste dag. Og for mit vedkommende til First Aid Kit under ‘Emmylou’. Må have været noget i … snøft … luften … ej, kig ikke lige nu.

Kommentér indlægget