#RF12: En Springsteen-novices bekendelser

Okay: Jeg er en af dem, der nærer en stor beundring for Bruce Springsteen, hans sociale engagement og hele hans kunstneriske persona. Jeg forstår hans rolle som kulturbærer, folkeligt talerør og samlingspunkt i især USA. Men jeg har aldrig rigtigt oplevet at hans sange strøg ind under huden på mig og tog bolig midt i hjertekulen. Det vil sige, jeg har faktisk – klichéagtigt nok – oplevet det med ’Atlantic City’ og et par af de andre sange fra hans lo-fi-album ’Nebraska’, albummet som alle ikke-Springsteen-megafans kan lide.

Men pointen er: Jeg vil gerne sluses ind i folden! Jeg vil gerne være fan. Jeg vil gerne stå der med en tåre lurende i øjekrogen, som jeg har hørt at alle 40-årige mænd gør til hans koncerter. Og hvilket bedre sted og tidspunkt for et første live-møde med Bruce end lørdag aften på Roskilde Festival, med min ven, Springsteen-afficionadoen Jakob til at udlægge teksten? Nej vel? Mit hjerte er åbent for dig, Bruce. Kom så, du gamle – du har tre timer til at få mig endegyldigt over på din side.

Han går på!
Han går på, et par minutter over 21! Sammen med sit E Street Band og en kæmpe back-up-sektion af blæsere, percussion, kor etc. Han ser glad ud. Little Steven, Tony Sopranos næstkommanderende, er der også. Sikket fjæs. Han ligner lidt min farmor.

”Det er den gamle guitar, som han købte for 80 dollar i 1971”, siger Jakob og peger på Bruces Telecaster. Den ser godt nok også lidt slidt ud.

Første sang: ’No Surrender’. Der er smæk på lyden, E Street’erne med tilbehør udgør nærmest en wall of sound. Det er bastant. Bruce ser ud som om han anstrenger sin hals helt vildt for at synge det hele op.

Videre med ’Badlands’, ’Two Hearts’ og ’We Take Care Of Our Own’. “En ironisk kommentar til regeringens håndtering af Katrina-katastrofen”, fortæller Jakob. Det er sympatisk. Men det er ikke særlig god musik, synes jeg, lidt tungt i røven. Jeg begynder faktisk at tvivle lidt her. Skulle man gå ovre og tjekke Bon Iver ud ved 23-tiden på Arena?

Noget andet er, at Little Steven fylder så ekstremt meget i sceneshowet, at man faktisk er ved at blive lidt irriteret på ham. Plus at det ikke er helt til at gennemskue, hvad han egentlig bidrager med i den massive lydmur.

’Death To My Hometown’ er næste sang. Den er til Wall Street-drengene. Den giver meget god mening her, efterfulgt af den beslægtede ’City of Ruins’, hvorunder Bruce kører det ene bæger blå sportsvand ned efter det andet. Cool. Han sveder også som en gal. Man må sige, at han arbejder for sagen. Manden er 62.

James Brown!
Okay, nu begynder det at ligne noget: Jeg anede ikke at han var så soulet live! ”Can you feeeel the spiiiiiiirit?” Der går nærmest vækkelsesprædikant/James Brown i ham inden ’Spirit In The Night’ – en fantastisk groovy hyldest til de mørke timer fra hans (iflg. Jakob) allerførste album. Hvor han bruger bandets saxofonist, bandets afdøde ikon Clarence Clemmons’ nevø, som makker mens han turer rundt på scenen og ned til publikum. Respekt. Det var fandme fedt.

Så kommer The Roots, der jo spillede før ham, på scenen til en udgave af ”The E Street Shuffle” – fint, selv om han også godt kunne have klaret sig uden dem. Men de så da glade ud alle sammen. Og Little Stevens rolle er heldigvis nedbarberet kraftigt, inden jeg for alvor nåede at blive forbandet på ham.

”Nu skal du høre den sure Bruce,” siger Jakob, før Springsteen sammenbidt mumler ”If I had a gun/ I’d shoot them on site” om Wall street-spekulanterne. Man må gå ud fra at det er en hovdpersonen i sangen der mener sådan, og ikke Bruce selv. Alligevel er det tankevækkende at han kan slippe af sted med det, mens Ice T ikke må rappe ’Cop Killer’. Oh well.

Den sammenbidte vrede fortsætter over i ’Trapped’, før en fuldkommen indlysende udgave af ’Because The Night’. Det er en sang, det er svært at sige noget til. Især når Bruce Springsteen spiller den mens mørket falder på i Roskilde. Det her er ligesom en af de koncerter man ikke kan gå fra. Og dog. Jeg skal tisse, og have en øl mere, og måske en espresso, hvis jeg skal klare alle tre timer.

Pigerne bag disken er meget langsomme til at lave kaffe. Og nu spiller han ’The River’. Pis. Jeg når lige tilbage og hører ham blæse i mundharmonikaen. Typisk. Det var nok den sang jeg havde glædet mig mest til.

Kirkegårdstemning
Nu går der greatest i den: ’Born In The USA’, ’Glory Days’, ’Dancing In The Dark’, ‘Born To Run’. Mandens energy er fuldkommen forbløffende. Hver gang en sang er ved at nå sit afsluttende crescendo, tæller han ”2-3-4”, og så er næste hitsmasker på skinner. De der seneste sange, eller i hvert fald de tre første af dem, var baggrundssoundtracket til mine tidlige teenageår, med fodboldkampe, uinteresserede piger og musikalske eksplosioner som hip hop, postpunk og new romantic i forgrunden af mit synsfelt. Jeg connectede ikke rigtigt med sangene dengang, og jeg finder det sgu heller ikke helt let i dag.

Men et sted her midtimellem får han, i hvert fald midlertidigt, skovlen under mig. Det er med en historie, der ikke engang er en historie, nærmere en vignet om hvordan han og hans søster legede på kirkegården, når deres mor var ude og lægge blomster på mormoderens gravsted. Og hvordan de forestillede sig, hvad de døde kunne fortælle. Det er nærmest bare et tableau. Men han får det sgu til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, den gamle. Det er ikke svært at tilgive ham den lidt røvballe-agtige version af ’Twist & Shout’, han slutter af med.

Rundt omkring mig er de benævnte 40-årige i trance, nogle nærmest i en blanding af chok og forelskelse. Der er jeg sgu ikke helt endnu. Bruce Springsteen er en fantastisk og generøs mand, med et engagement og en indre kraft, der kan lyse en hel festivalplads op. Han ramte mig med ’Spirit in the Night’, ’Because The Night’, sine prædikantmanerer, et par af de nye, indædte sange og sin ubegribelige energi. Men jeg kan bare ikke gå amok til den mere gumpetunge del af hans materiale, ligegyldigt hvor hårdt jeg prøver. Det heldige for ham var at jeg tilsyneladende var den eneste på pladsen, der lige manglede de der 10 pct. ekstra, før jeg gik i ekstase.

Skal vi give stjerner? Fem ud af seks. Det var en arbejdsssejr: Med en kraftpræstation af en anden verden lykkedes det Bruce Springsteen at overbevise mig – men det er ikke det samme, som at han har overvundet mig. Endnu.