Man mærkede det med det samme. Her var noget, der fungerede. Noget, der bare føltes rigtigt.
Sådan havde jeg det, da vi fredag aften stak hovederne ind i det brutale mørkekammer på Arena for lige at tjekke metalbandet DevilDriver ud efter at have shoppet rundt det meste af fredagen – og sædvanen tro var blevet både skuffede og positivt overraskede nogle gange.
Wow, for et lydtryk, for en energi og for et fantastisk publikum. Heavy-koncerter ER bare sjove. Når det fungerer. Og det gjorde det her.
Selv med begrænset kendskab til ’groove metal’ og ’melodisk dødsmetal’ – som vi fandt ud af, at DevilDriver excellerer i – kunne man høre, at det her var godt.
Det hang sammen, de spillede godt, og indimellem kunne man sågar få noget meningsfyldt ud af growlerierne … Der blev i hvert fald sunget noget med fight og death og ’You Make Me Sick’ og den slags.
Det amerikanske band havde samtidig godt fat i publikum, og de har åbenbart en gimmick med, at man skal løbe rundt i cirkler i moshpitten, hvor folk tonsede ind i hinanden. Det var ikke for børn. Men det var også sjovt at se, og i det hele taget var publikum et kosteligt syn.
Metalfolket ER der jo stadigvæk på Roskilde Festival. Årets yndlingsfestivalgæst med de påsyede Roskilde-armbånd på ryggen af cowboyjakken var der, der var Faith No More ’92-t-shirt, der var naturligvis sort Slayer-stof, og så var der ham i AC/DC-t-shirten, der forlod det brutale show med sin kæreste i hånden.
’This is a fucking metal show’, som frontmanden proklamerede. Hvis nogen skulle være i tvivl. Det var vi ikke. Til gengæld gik vi derfra med en lykkelig følelse i kroppen.
Det er derfor, man kommer tilbage år efter år. Det er derfor, jeg elsker Roskilde Festival. For at shoppe musik en hel dag – gå fra afrobeat til hiphop til indierock til honkytonk og pludselig ramle ind i noget ukendt metal, der viser sig at være en stor oplevelse.
—–
Men ok, nok var DevilDriver fedt. Men Jack White toppede alligevel en vidunderlig fredag, da den tidligere White Stripes-mand fremviste hele repertoiret på Orange i halvanden time frem mod midnat.
Heldigvis havde han pigebandet The Peacocks med sig og ikke The Buzzards, som jeg oplevede ham med i Berlin i sidste uge.
De spillede knap så garagehårdt som mandebandet, og nok gik mange numre igen på sætlisten, men de blev ofte leveret helt anderledes. Jack Whites (dyre) ide med at rejse rundt med to forskellige bands for hele tiden at holde tingene friske og skarpe viser sig at være en god ide.
For det VAR skarpt. Det var frisk, det var levende, og det var mere musikalsk, end man oplever ret mange andre steder for tiden.
Det var ikke en uproblematisk koncert, for lydniveauet var ikke imponerende højt, og under de modige, stille passager med countryballader blev musikken ofte overdøvet af folks snakken.
Mange kendte tydeligvis heller ikke musikken og ventede bare på ’Seven Nation Army’-finalen, men det var alligevel tydeligt, at publikum kunne MÆRKE musikken, og pigerne dansede glade rundt.
For det er så ægte, levende, dynamisk og velspillet, at det er svært ikke at reagere på det, der sker.
’Det alsidige dampbarn’ har sjælen dybt nede i den amerikanske muld, og han spænder over et hav af rootsy genrer som blues, folk, country og gospel i sin helt egen rock’n’roll-stil.
Han kom f.eks. omkring en honkytonk-version af ’Hotel Yorba’, en vidunderligt smuk og soulfuld version af ’Love Interruption’ – i duet med den lige så vidunderlige korsanger Ruby Amanfu – over det komplicerede og Led Zeppelin-rockede i f.eks. Dead Weather-nummeret ’I Cut Like a Buffalo’.
Hans guitarspil er eminent, og det hele swingede. Og så havde han heldigvis også store sange som Raconteurs-hittet ’Steady As She Goes’, solo-garagerockeren ’Sixteen Saltines’ og White Stripes-genialiteten ’My Doorbell’ at kaste ind mellem de mere følsomme numre.
’Carolina Drama’ viste sig tilmed som en smuk opbygning til finalen, hvor han præsenterede de seks medlemmer af bandet. Han sluttede naturligvis med sin danske pedal steel-guitarist Margrethe ’Maggi’ Björklund, der fik et brøl frem på Orange, som havde Danmark scoret i en slutrunde-fodboldkamp.
Hendes smil oplyste hele den smukt disede mærkehimmel over den fyldte plads foran Orange, og så endte det hele i den forventede ekstase med – det smerter mig at skrive det – fodboldslagsangen ’Seven nation Army’ med det velkendte riff og de alt for velkendte ’lå lå lå lå lå lå lå’-skrål.
En yderst effektfuld afslutning på en smuk koncert. Og den slags samlende koncerter med store fællessange er naturligvis også en af grundene til, at man elsker at shoppe rundt til musik på Roskilde Festival.
