Kvinderne vandt vores hjerter på Roskilde. Solanges stilistiske statementkoncert, sambalegenden Elza Soares’ bizarre messe og laserskarpe Lorde. Men inden da var der en enkelt fyr, som leverede årets store hitparade for titusinder af kids og enkelte aldrende bloggere.
Peter Elsnab – The Weeknd, Orange, onsdag
Det er sjovt, som den seneste festival ofte står svagest i erindringen. Alligevel vover jeg den påstand, at 2017 ikke var noget stort Roskilde-år. På trods af Den Sorte Skoles eminente proghop på Orange og The Weeknd. Måske skal tingene bare være helt friske eller lagret endnu længere tid i hukommelsen, før man kan kaste sig ud i en øvelse så abstrakt som at kåre det års bedste koncert. For knap et år siden var jeg gladest for Den Sorte Skole, men lige nu er jeg glad for, at jeg oplevede The Weeknd folde sig ud på Orange med en af de koncerter, der samlede ungdommen. Det var godt, det var hit på hit, kids’ene sang med og dansede. Der var andre fine oplevelser, men jeg tror faktisk, jeg altid vil huske den koncert. Fordi den bare var rigtig.
Danni Travn – Solange, Arena, torsdag
Midtvejs nåede Solange nummeret ‘F.U.B.U.’ Hun hoppede ned fra scenen og løsnede på den måde igen lidt på koncertens tøjler. Den var indledt en halv times tid forinden med, at korsangerne, bandet og til sidst hende selv langsomt og værdigt trådte på scenen og dansede stramt koreografisk – inden Solange og korsangerne lavede den mest politiske headbanging nogensinde: Afroer i fuld rotation. En tydelig markering af frisættelse og et signal om, at nok så det afbalanceret ud, men tag ikke fejl: Oprøret ulmede. Mens hun gik langs tilskuerrækken, repeterede hun igen og igen omkvædet i ‘F.U.B.U’. “This shit is for us”, der adresserer, at den sorte kultur skaber og tager eneejerskab på noget, den hvide ikke bare kan adoptere. Og dér i rækken af vidtåbne ansigter stod en ung brun pige med stort, sort kruset hår. Solange gik hen til hende og med blikket fæstnet på hinanden sang de igen og igen “This shit is for us”, inden de faldt hinanden om armene. Den unge pige, selvfølgelig, stortudende. 
Den lille scene var både et gigantisk Roskilde-moment og kardinalpunktet i en monumental koncert. Med afsæt i sangene fra det gennem-elegante, men spidende album ‘A Seat at the Table’, der med sine sange om køn og race aspirerer til at blive denne æras svar på Marvin Gayes ‘What’s Goin’ On’, byggede og forløste Solange et sandt mesterstykke af en koncert. Intensiteten steg og steg, friheden voksede og voksede. Det var klogt og knivskarp dramaturgisk håndværk, men også mere end det. For parret med Solanges budskaber blev selve vibrationerne i teltet et statement om at befri sig fra snærende bånd. Hun synger i billeder, bevæger sig i afmålte melodier, og netop fordi universet er så renset for floskler og nemme effektord, eksploderede Arena, da Solange en times tid efter sin tilbageholdende entre hoppede under den hårdt funkede ‘Losing You’ og råbte “Fucking dance!”
Og det skal jeg fuckeme love dig, vi gjorde.
Janus Køster-Rasmussen – Solange, Arena, torsdag
Manner, for en oplevelse. Solange Knowles hypnotiserede Arena med en svajende, gennemkoreograferet groovepølse af en koncert, hvor hun i lige så høj grad brugte bandet visuelt som musikalsk. Enten stod de i formation og spillede eller i en lang række efter hinanden eller noget helt tredje, efterhånden som Solange byggede showets fængslende dynamik op. At det samtidig var en statement-koncert der ramte lige ned i tiden med sange som ’F.U.B.U.’ og ’Don’t Touch My Hair’ medvirkede blot til at hele showet føltes endnu mere sitrende og nødvendigt.
Jesper Nykjær Knudsen – Solange, Arena, torsdag
Det musikalske niveau i en familie er pænt højt, når Beyoncé er del af den og alligevel ikke er det mest interessante medlem. Lillesøster Solange stod for et af 2016’s allerbedste albums med ‘A Seat at the Table’, og det turnerede hun med, da hun ramte Roskilde sommeren efter. Jeg havde egentlig ikke forventet noget særligt, men blev blæst fuldstændig bagover af en decideret opvisning i stilsikkerhed. Solange entrerede scenen badet i rødt lys, flankeret af to guddommelige korsangerinder, og bakket op af en flok musikere, der kunne være trådt direkte ud af Prince’s band i 80’erne. Og sammen groovede de sig sofistikeret, sanseligt og svimlende elegant igennem sange som ‘Cranes in the Sky’, ‘Weary’ og ‘Don’t Touch My Hair’. Det var en moderne soulmesse på himmelhøjt niveau og en af de fineste koncerter, jeg overhovedet har oplevet på Dyrskuepladsen.
Niels Fez Pedersen – Elza Soares, Avalon, torsdag
Hårdt program-clash: Solange eller Elza Soares? Unge soulsangere kommer igen, 80-årige sambalegender er en sjælden vare i vores del af verden, og Elza Soares leverede den mest bizarre optræden set i årevis. Et ægte Roskilde-øjeblik. Siddende på en form for tronstol af slanger og tilbedt af en halvnøgen kravlende mand messede hun sine sange, mens et band anført af en støjguitarist mindede om, at brasiliansk musik altså ikke kun er blid bossa. Fjollet og så langt ude, at selv de højtråbende unge fyre, der kom hoppende ind i teltet for at være klar til den efterfølgende koncert med Gucci Mane, måbede.
Nikolaj Steen Møller – Lorde, Arena, fredag
Det var pænt heldigt, at jeg overhovedet kom indenfor her. Dum som jeg var, tilbød jeg at købe øl, mens de andre gik i pit, og ankom 10 sekunder for sent til at følge efter dem. Så mens spændingen steg under dugen, stod jeg udenfor og var ved at få et nervesammenbrud. Hun gik på scenen til Kate Bush. Spillede ’Tennis Court’. Gah!! Og så ’Magnets’, og halvvejs igennem den fik vi lov at mase os ind, fandt de rette folk, fordelte de to øl, der ikke var gået i stykker, og det føltes i sig selv som en scene fra ’Melodrama’. Frustrationen og euforien, der går hånd i hånd. Det var perfektion derfra. Hvis New Order, mit 2016-højdepunkt, slet ikke burde være så vitale i deres høje alder, så burde Lorde heller ikke være så laserskarp som 20-årig til at ramme de universelle følelser. Eller som 16-årig. Men det var og er hun. To album fulde af glasset-halvt-tomt-sange, der stadig løfter sig til noget helt stort, og endnu større klemt inde under den dug som ikke mere er grøn. Det var lyset til gengæld til sidst; ’Green Light’ blev sommerens sang for mig – og bestemt også festivalens sang.
Anders K. Sørensen – Lorde, Arena, fredag
Da jeg voksede op i Roskilde, kaldte vi det, der foregik ude på Dyrskuepladsen for “beatfestivalen”. Den hippieånd af bare tæer og humanisme vendte for en stund tilbage torsdag eftermiddag på Orange, hvor Annisette prædikede fred og frihed, så publikum græd og mobilpay’ede Amnesty. Onsdag aften havde The Weeknd leveret en overbevisende fest under ledelse af en yderst velsyngende Abel Tesfaye. Den canadiske hitmaskine leverede bangers på stribe, mens 1.G fra Aurehøj tog selfies, snapchattede og spildte deres øko-mojito ud over mine sko. Årets bedste scenetelt var igen i år Arena, hvor Solange torsdag koreograferede stiliserede danseformationer med åleslanke korsangere og blæserdrenge i tætsiddende rullekraver. Slowfunk og soul, der var mere vellydende end medrivende. Så var der mere umiddelbar energi i Lordes imponerende koncert senere samme aften, hvor hun med sangene fra det fremragende ’Melodrama’-album i centrum opførte et mix af moderne dans og frie gulvøvelser med flagrende, bløde arme og en imponerende selvsikker attitude, der mindede ikke så lidt om en ung Kate Bush. Og så sang hun særdeles overbevisende henover et spændstigt og præcist band. Det er den koncert, der står stærkest i erindringen fra et festivalår i den bedre ende.
Dyk også ned i de foregående år på sitet.
Og find selv resten …
