35 års Roskilde-favoritter: 2016

   


Red Hot Chili Peppers blev taget til nåde efter skandalekoncerten i, og Tenacious D med Jack Black i spidsen fik lov til at klovne rundt på Orange. 2016 blev et år uden de helt legendariske øjeblikke. Men der var noget at lune sig på. LCD Soundsystem for fuld koklokke. Altfavnende PJ Harvey. En Neil Young, der spillede røven ud af cowboybuksen. New Orders grand slam. Og en syngende og trommespillende rapper, der vender tilbage her i 2018.

Janus Køster-Rasmussen – Hinds, Pavilion, onsdag
Ikke ligefrem et Roskilde-år, der i dag kan sælges på flaske, men de purunge spanske piger i Hinds så søde ud og havde uimodståelige poprock-omkvæd med hjemmefra.

Danni TravnPJ Harvey, Arena, torsdag
PJ Harvey skyldte. For hendes to foregående Arena-koncerter – i 2001 og 2011 – tippede begge mod det lidt koldt distancerede. Især ’11’eren.
Men med endnu et stærkt album, ’The Hope Six Demolition Project’, var det aldrig på tale at droppe Polly Jean. Foranlediget af, at Courtney Barnetts stramme debutkoncert i den anden ende af pladsen først sluttede kort før P.J., kunne jeg blot kante mig ind i Arena-teltets højre yderkant. Jeg stod i det dér felt, hvor valfartende mennesker altid skaber en masse uro, og jeg gjorde mig klar til at acceptere, at den tilknappede sanger aldrig ville nå ud til mig.
Fra første strofe gjorde hun al min skepsis til skamme. Endelig havde hun samlet et orkester – og ikke mindst et mandekor – omkring sig, som løftede sangene i stedet for at underspille dem. Og som frontfigur lagde hun uden store dikkedarer en overvældende vægt bag sine ord. Som de største bluessangere før hende. PJ Harvey ejede det rum, og selv sange langt fra hitskabelonen som den fortvivlede ’Dollar, Dollar’ gnavede sig ind lytterne. De små skuffelser fra tidligere koncerter var for altid fejet bort.

Peter ElsnabAnderson .Paak, Apollo, fredag
Grime og hiphop fyldte godt i 2016. Stormzy, Skepta, Schoolboy Q. Ikke mindst Stormzy var virkelig god. Anderson .Paak er også rundet af hiphop, men ikke den barske boligbloks-hiphop, som Stormzy … kan man egentlig sige berapper i stedet for besynger?? Det er mere sådan en solbeskinnet, tilrøget konservatorie-hiphop. Det bliver det ikke dårligere af. Tunge beats, festligt, soulfuldt og funky hele vejen igennem. Gennemført musikalsk, medrivende og til sidst væltede han og bandet The Free Nationals Apollo-pladsen med ’Am I Wrong’ og Bowies ’Let’s Dance’. Gåsehuden kom spurtende ind fra siden og væltede mig som en flok efterskoleelever i kæde på vej from mod scenen til Dizzy Mizz Lizzy.

Niels Fez Pedersen – Anderson.Paak, Apollo, fredag
Syngende rappere, der spiller trommer, er lige så sjældne som trommespillende sangere, der rapper. Anderson.Paak er det hele på én gang, og på den sære åbne Apollo-scene, kom han blæsende med westcoat-funky rap og sig selv bag gryderne i en del numre.  Skævt, livligt, charmerende, og især godt, da han satte beatet på hold og blev mere organisk sammen med bandet. Da koncerten sluttede, råbte et par fyre bag mig: ”Når han kommer igen, er det helt sikkert på en stor scene, og så SKAL vi være der”. Vi kan mødes igen i år på Arena, natten til søndag.

Anders K. Sørensen – Neil Young, Orange, fredag
Et middelgodt år med middelmådigt vejr. Red Hot Chili Peppers skuffede igen, House of Pain var en joke, det samme var Tenacious D på den usjove måde, PJ Harvey var dragende, men utilnærmelig nede på Arena, og Sturgill Simpson blødte langsomt sit eget og andre hjerter op med sin sjælfulde country-blues. I løbet af fredagen sendte regnbygerne de halvgamle Neil Young-fans med endags-armbånd på stafetløb mellem boder og skærmende teltduge, men da den gamle canadier endelig gik på scenen, var det som et levende bevis på, hvad de store rocklegender kan på en festival, når de sparker liv i sangskatten og spiller røven ud af 501’erne.

Nikolaj Steen MøllerNew Order, Arena, lørdag
Jeg er kommet i en alder, hvor jeg skammer mig lidt over mest at have nydt et sæt, hvor alle de største sange er relikvier fra firserne. Det burde man ikke, vel? Men sagen er, at det ikke kun var os, der gik amok – os i fyrrerne, der blev skudt tilbage til da vi var teenagefuturister. Ungerne rundt om stod med lige så store, overstadige smil. Også til de tre ægte bangers fra seneste album, som er meget bedre end det burde have lov at være fra surmulende indiemusikere, der nærmer sig de tres, og ikke burde have lov at lave disconumre som hedder ’Tutti Frutti’ og lyder derefter. Smilene blev til grin og deciderede hyl af fryd, da vi sluttede med en ren grand slam: ’The Perfect Kiss’, ’True Faith’, ’Blue Monday’ – bare den glade panik der spredte sig da trommemaskinen lossede i gang dér! – og ’Temptation’. Og så blanke øjne til den livsbekræftende undergangshymne, ’Love Will Tear Us Apart’. Det er ikke bare musik, det er min dna, og det er der ingen grund til at skamme sig over.

Jesper Nykjær KnudsenLCD Soundsystem, Orange, lørdag
Seks år efter jeg så dem på den lille Cosmopol-scene, var James Murphy og hans håndlangere vokset til Orange størrelse. Endda efter at have opløst sig selv i mellemtiden. Men LCD Soundsystems overraskende gendannelse gav fuldstændig mening lørdag nat, hvor newyorkerne lukkede Orange Scene for sæsonen – og fyldte den med så meget gear, at de næsten ikke selv kunne være der. Og så fyrede de ellers op for deres helt fænomenale katalog af dansemusik til det tænkende menneske. De stramme discobeats og effektive elektroniske forløb stod knivskarpt i aftenluften, og ryddede sporet til Murphys begavede populærkulturelle observationer og personlige tankegods. For fuld koklokke, naturligvis. Når man stod dér på Dyrskuepladsens afsvedne græs og dansede, var det svært at finde vægtige argumenter for, at LCD Soundsystem ikke var verdens bedste band. Og skulle der have været nogen, der mistænkte dem for blot at være på pengeturne, udsendte de et halvt år senere endnu et mesterligt album, sidste års ‘American Dream’. Hvilket band, hvilken kunstner, hvilken nat.

Kommentér indlægget