35 års Roskilde-favoritter: 2014

   


På førstedagen landede nyheden om, at Drake aflyste (surprise!), og Stones delte vandene. Men 2014-festivalen faldt uanfægtet ind i et skønt trav under den varme sommersol. Blandt hovednavnene sparkede OutKast festen i gang, Arctic Monkeys rockede med ny vitalitet, og Stevie Wonder gav velsmurt søndagshygge, mens mindre navne som Spids Nøgenhat og Hookworms gjorde entre med eftertryk.

Her på kanalen blev det et år præget af konsensus. Koncerten med Jason Isbell & the 400 Unit fredag eftermiddag er den koncert nogensinde, der har samlet flest blogbrødre. Endda skulder ved skulder med blanke øjne. Senere samme dag var adskillige af os til Damon Albarn, og selv om vi stod spredt, var vi igen enige om at juble. Det smitter af på en række yderst homogene minder.

Niels Fez Pedersen – OutKast, Orange, torsdag
ENDELIG! Første gang i DK, gendannet til en turné og efter sigende allerede uvenner. Perfekt! Big Boi og André 3000 holdt det oldschool på den store scene, ikke for meget lir og larm, bare rap og beats. Hurtige numre, speedrap og så de funky, svampede sager, der gjorde Atlanta-duoen til et fænomen. At få muligheden for at høre ’She Lives in My Lap’ og ’Roses’ var på niveau med at se Prince samme sted i 2010. PS! Damon Albarn på Arena var også en fest.

Jesper Nykjær KnudsenJason Isbell & The 400 Unit, Pavilion, fredag
Der findes som bekendt alle mulige subjektive grunde til, at en koncert indskriver sig i ens personlige historiebog. Og at Jason Isbells optræden fredag eftermiddag er en af mine helt store Roskilde-oplevelser skyldes ikke kun, at det simpelthen var en skidegod koncert. Det er naturligvis også, fordi jeg så den sammen med en kvinde, som jeg kort tid efter skulle fri til. Og Isbells dybt personlige og historiemættede sange ramte et eller andet i os begge to den eftermiddag. Ingen af os kendte noget til Alabama-sangskriveren i forvejen, men bloggens countryminister, McGuire, havde trukket os med til Pavilion-scenen, fordi det her angiveligt var et must. Det var ingen overdrivelse. Isbell sang sine alt andet end glamourøse fortællinger så de borede sig langt ind i sjælen, mens hans bundsolide band tog sig kærligt af de stærke melodier. Især ‘Travelling Alone’ ramte så rent i vores forelskede hjerter, at den er endt med at blive ”vores sang” – den blev sågar spillet i kirken til vores bryllup. Altsammen på grund af en solsveden eftermiddag i Roskilde. Hvis ikke det er ”orange feeling”, ved jeg ikke, hvad der skal til.

Danni Travn – Damon Albarn, Arena, fredag
Hvor herlig en betragtende sangskriver Albarn end kan være, har han haft en tendens til at krybe i skjul bag koncepter og straks tage sjov hat og briller på, så snart oprigtigheden sneg sig ind på ham. Frustrerende, set i lyset af sange som ’No Distance Left to Run’ og ’Sweet Song’. Derfor var solopladen ’Everyday Robots’ og dens nænsomme og reflekterede sange en kærkommen tilføjelse til hans katalog – selv albummets mest letbenede moment, Albarns bud på en moderne ’Elefantens vuggevise’, ’Mr. Tembo’ er yndig.

Og på Roskilde trådte han endelig i karakter som en frontmand, der tog sangene på egne skuldre og satte sig i scene som (snalret, men ærlig) fortæller. Resultatet var alt, man kunne ønske sig af en koncert: En første halvdel præget af solopladens milde tone, hvor detaljerne ringede klart ud i teltet, og en anden halvdel, som – godt hjulpet på vej af en stribe Gorillaz-hits – byggede mod den totale ekstase, da De La Soul stormede på scenen og skreg ’Feel Good Inc.’ i gang. Fra Blur-kataloget plukkede han kun den mageløse ’Out of Time’, hvis tilbagelænede vibrationer er nært beslægtet med ’Everyday Robots’ – samt den rockede b-side ’All Your Life’. På samme turne havde han ellers ofte afsluttet med det ultimative Blur-opus ’This Is A Low’, men det var let at tilgive ham efter den omgang.

Anders K. Sørensen – Damon Albarn, Arena, fredag
Årets festival var allerede inden startskuddet ramt af afbud kedelige fra Drake og Chromeo, som hver især ville være sikre værter for en mindeværdig nattefest på Midtsjælland. Men 2014 blev alligevel et stærkt – og festligt – år på Dyrskuepladsen, ikke mindst på den ellers ofte udskældte Orange Scene. Her boogie woogiede The Rolling Stones torsdag aften festivalen i gang med en vanligt sloppy koncert, mens Stevie Wonder smurte soulet balsam på publikums skuldre tre dage senere samme sted – inden Jack White lukkede festivalen ned med et brag af en rockkoncert, da søndag aften blev til nat. Årets største fest oplevede jeg dog fredag aften på Arena, hvor Damon Albarn med morgenbollehår og et smil, der var skævt i mere end en forstand, legede sig gennem en af de bedste koncerter, jeg har oplevet. Med en afvekslende sætliste bestående af primært Gorillaz-sange og numre fra hans seneste soloalbum, gav Albarn et propfyldt telt en opvisning i musikalsk nysgerrighed og variation. Og det hele kulminerede i en ekstatisk fest, da De La Soul væltede scenen som gæsterapperne på ’Feel Good Inc.’ Den koncert sad i kroppen resten af weekenden, og jeg kan stadig genkalde følelsen af den indre eksplosion, da Maseo aka Plug Three med et primalt gorilla-skrig sætter ild til hele teltet!

Janus Køster-Rasmussen – Damon Albarn, Arena, fredag
Jeg har aldrig været specielt meget fan af Blur – mere Gorillaz, hvis det endelig skulle være – men den her aften på Arena var helt magisk. En tilsyneladende mediumsnalret Damon Albarn satte sig til klaveret, og koncerten vaklede på en knivsæg – men han fik trukket sig selv over på den gode side, mest i kraft af sin uimodståelige stemme. At koncerten til sidst eksploderede i ’Feel Good Inc.’ MED De La Soul på scenen, var bare overskud med overskud på.

Nikolaj Steen Møller – Jason Isbell & the 400 Unit, Pavilion, fredag
2014 var et fint år for folk, der rullede hele det store bagkatalog frem, inkl. numre de lavede med deres gamle bands for tyve år siden. Nikolaj Nørlund lavede en decideret tour de force på Grøn, hele vejen tilbage til Trains & Boats & Planes, der snart må få en solid revaluering. Og samme sted havde jeg forventet, at Damon Albarn ville komme med et legetøjsklaver og spille de mutte sange fra hans nye album ‘Everyday Robots’. Sådan begyndte det, men det endte som et Gorillaz-sæt i afslappet tøj med Kano og De La Soul på plads.

Den bedste af de opvisninger var under meget mere beskedne kår, fra en fyr jeg knap kendte dengang, og som jeg nærmest havde glemt var i Drive-By Truckers, som jeg i øvrigt ikke havde hørt ret meget dengang. To sange fra det rørende nye album, og så direkte ind i Truckernes ’Decoration Day’, med årets guitarsolo, og jeg var i mandens hule hånd. Og fik så den klassiske ”det er så smukt alt sammen”-tudetur til ’Traveling Alone’. Det var så blændende, at det nærmest udviklede sig til en besættelse – jeg hørte ikke meget andet end Isbell og hans gamle band i den næste måneds tid.

Peter ElsnabJason Isbell and the 400 Unit, Pavilion, fredag
Altså, der er jo ingen grund til at skrive mere om Jason Isbell. Jeg tænker, at andre fra blogholdet nok skal vælge koncerten med ham og det eminente band The 400 Unit på Pavilion som årets bedste. I stedet må det blive noget om Damon Albarn, der var fuldstændig eminent på Grøn. Problemet er bare, at jeg har set ham endnu bedre. Jo. Det har jeg. I Royal Albert Hall. Det var ud af denne verden-godt. Og de skal andre bloggere nok også fortælle om …

Well, Jack White var der selvfølgelig også. Stensikker kvalitet. Og Systema Solar festede, mens Stones rockede på Orange. Og Spids Nøgenhat peakede dette år. Og Atomic Band. Og … Nå, så bliver det altså alligevel Isbell. Alt var perfekt. ’Southeastern’ var godt nok et år gammel, men stadig frisk. Og for mig var Isbell også frisk – som én, der ikke havde dyrket Drive-By-Truckers mere end perifært (ja, undskyld!). Der var ikke alt for mange mennesker på Pavilion, det var så amerikansk som 4. juli (under Obama, ikke Trump), det lød fremragende, og sætlisten var – bortset fra den irriterende røvballe ’Super 8’ som lukker – helt perfekt. Groft sagt de bedste Isbell-sange, de bedste Drive-By Truckers-sange, coversange af Stones og Candi Staton. Det var tæt på magi. Og de spillede, som om de storgrinende forinden havde spist en Dixie Burger uden for i solen og kigget på Roskilde-piger i sommerkjoler. Var der tårer? Åh, ja! Smid så lige oveni, at vi efterfølgende kunne grine af, at BT åbenbart havde set Amanda Shires på scenen, selvom hun sad hjemme i USA. Fra tårer til grin. Perfekt!

 

Kommentér indlægget