35 års Roskilde-favoritter: 2013

   


Rihanna-året for mange. Disclosure-året for os. Men også et år, der bød på vintage soul, spirituel sumppop og et industrielt midnatsdrøn.

Peter Elsnab – Disclosure, Apollo, torsdag
Metallica gav totalt mening som hovednavn på Orange. Ukrainske Dakhabrakha gav totalt mening som verdensnavnet, man kun oplever på Roskilde. Kvelertak, Queens Of The Stone Age, David Lindley … Men alligevel er det Disclosure, jeg husker klarest. Fordi alt gav mening den solskinsaften på Apollo. Og fordi ’White Noise’ og ’Latch’ var så store sange den sommer i 2013, og det rislede ned ad rygraden, da Disclosure toppede en allerede fremragende koncert med de to numre til sidst, for store sange på en festival er noget af det smukkeste, der findes. Det var let og elegant housemusik med masser af pop og masser af bas. Det var melodisk, kids’ene havde en fest, de to brødre havde en fest, vi havde en fest med afslappet, veludført og restrospektiv house/UK garage midt i tid, hvor dubstep og effekter var skruet op på mere end 11.

Læs mere her: http://bloggersbychoice.dk/roskilde-festival/rf13-vi-festede-som-var-det-i-1999/

Nikolaj Steen MøllerDisclosure, Apollo, torsdag
Man behøver ikke kunne huske hvert eneste sekund fra en legendarisk koncertoplevelse for at vide, at man har nydt den. Vel? I dag står der et minde om et blinkende, orange græskar placeret halvvejs ude på en campingplads, med to unge brødre alene på scenen, den ene med en bas klemt ubekvemt op under halsen.
Og mindet er lidt uldent, og kemisk præget. Jeg var ikke vissen til den opvisning af en koncert, jeg dengang fremhævede som den største, nemlig The Nationals opvisning på Orange. Det var jeg her. Men samme øjeblik, jeg hører ’Latch’ eller ’When a Fire Starts to Burn’, er jeg stadig skudt tilbage til det store græskar. Der er tit en tendens til at høre ordene ”Men det skal nok blive en fest” som undskyldning for at se noget, der egentlig ikke er særlig godt. Det her var en fest, og skidegodt.

Janus Køster-RasmussenDisclosure, Apollo, torsdag
De havde lige sluppet debutpladen med hits’ene ‘White Noise’ og ‘Latch’, og på festivalens første aften charmerede de Apollo-området totalt med deres uimponerede genopfindelse af den sexede UK garage-genre. Alle kids’ene sang med, og verden var ung igen.

Niels Fez Pedersen – Bobby Womack, Orange, fredag
Bobby Womack var der. Det var det vigtigste. At han var fejlplaceret på Orange, at vi ikke var ret mange foran scenen, og at han ikke havde så meget stemme, betød mindre. Han var der! Soullegenden Bobby Womack sad mest på en barstol, bandet var som i en lummer lounge, men han spillede ’Across The 110th Street’ og numre fra det smukke comebackalbum ‘The Bravest Man in the Universe’. Et år senere var han død.

Anders K. SørensenMatthew E. White, Odeon, lørdag
For første gang siden 1987 missede jeg en dag på Roskilde. Det var søndagen, hvor familie og ferielogistik betød, at jeg gik glip af blandt andre Miguel, John Grant, Kraftwerk, Calexico og Holy Other. Men når det endelig skulle være, så var 2013 ikke det værste år at droppe en dag, for programmet var ikke imponerende. I 2012 var årets højdepunkter de potente energiudladninger fra Springsteen og Jack White, i 2013 var det hyggekoncerter med Matthew E. White, Jonathan Wilson og The Lumineers. Det siger vist det hele. Ikke mindst Matthew E. White leverede dog en overbevisende og karismatisk optræden. Den karmatunge sangskriver fra Richmond, Virginia sendte sin spirituelle sumppop på rundgang under teltdugen i Odeon – og strakte sine kun otte numre fra sætlisten (herunder to covers) ud til en fuld og fuldt ud tilfredsstillende koncertlængde.

Jesper Nykjær KnudsenThe National, Orange, lørdag
Det er ikke kun på grund af guitaristen Aaron Dessners ægteskab med en dansk kvinde, at der findes et særligt bånd mellem Danmark og det amerikanske femkløver The National. Bandet har altid haft et større publikum herhjemme, end deres mørktstemte indie-rock umiddelbart lægger op til, og i 2013 fik de overdraget Orange Scene lørdag aften – så bliver det ikke meget større her til lands. Men det fik dem ikke til at ryste på hænderne. I stedet spillede de sig tændt og overbevisende igennem udvalgte perler fra deres formidable sangkatalog. Frontmand Matt Berninger drak hvidvin af flasken, mens han tog lyrisk livtag med sine indre dæmoner. Og bag ham spillede de to brødrepar Dessner og Devendorf, så både energien og skønheden må have nået helt ud på campingpladsen. Jeg ved det ikke, for jeg stod heldigvis i pitten, hvor det hele eksploderede til sidst til ‘Mr. November’, da Berninger hoppede ud mellem os med omkvædet ”I won’t fuck us over, I’m Mr. November” spruttende som drageild ud af halsen. Det var ganske enkelt en helt fantastisk aften med et helt fantastisk band.

Danni Travn – Sigur Rós, Arena, lørdag
Fingerregel: Ser du samme navn to gange på samme scene, er anden gang oftest mindre overvældende end første. Da jeg så Sigur Rós på Arena i 2006 kom de med deres tre stærkeste albums i ryggen og gav en højromantisk himmelstormerkoncert. Altså var det mest for gammelt venskabs skyld, at jeg bevægede mig mod Arena lørdag nat i 2013. Festivalen havde allerede budt på et veritabelt Orange-brag med The National, en skøn soul-seance med Bobby Womack og lykkelige øjeblikke med nye navne som Savages, Matthew E. White og John Grant, så jeg var sikker på, at årets favorit skulle findes deriblandt. Men denne nat holdt fingerreglen ikke. Sigur Rós var samme år blevet reduceret til en trio og havde udgivet albummet ’Kveikur’, hvis kulsorte cover med et hvidt maskeklædt gespenst røbede, at nu blev det mørkere. Således også ved islændinges tunge, industrielle midnatsdrøn på Arena. Sikke en friktion, når de sensible vokaler gned sig mod guitarkaskaderne. Svovlen stod om Arena, og jeg fandt til sidst mig selv siddende i gruset i teltkanten med lukkede øjne for overhovedet at kunne rumme det.

Kommentér indlægget