Øverst på plakaten var tre rockbands i et kreativt dødvande: The Strokes, Kings of Leon og Arctic Monkeys. Sammen med evige Iron Maiden og PJ Harvey, der kom med mesterværket ‘Let England Shake’. Vi fandt udelukkende vores favoritter blandt mindre og oftest debuterende navne på festivalen. Et læspende sangforedrag, befriende drum ‘n’ bass og en soulstjerne i svøb. Blandt andet.
Niels Fez Pedersen – John Grant, Gloria, lørdag
”The gay Billy Joel” var en stor oplevelse på den intime Gloria-scene. Sangene fra ”Queen of Denmark” er yndige, men også skæve og sjove, og den amerikanske singer-songwriter fremførte dem, som de bør spilles; stående ved et flygel og med stor patos. Det var i det hele taget en god softrock-festival med Destroyer som et andet højdepunkt.
Anders K. Sørensen – John Grant, lørdag eftermiddag, Gloria
Musikalsk ikke et af Roskildes gyldne år. Der var dog både The Walkmen og Love Shop til os rock/popfolk med hang til harmonier og blødende poesi. Men skulle man helt ned i romantikken, så var det lørdag eftermiddag i det lillebitte Gloria-telt, det skete. Her gæstede canadiske John Grant med et yderst spartansk set-up, der klædte hans let læspende sangforedrag om barndommens slikbutik og ’The Queen of Denmark’ rigtig godt. Som en underspillet (tak!) Rufus Wainwright eller en enmands-homoudgave af Tindersticks. Og så kunne man sidde ned til koncerten! En uvurderligt værdsat feature efter tre dages festival.
Janus Køster-Rasmussen – Chase & Status, Metropol, torsdag
En festival med en rigtig fin plakat, men med lige så mange skuffelser, desværre. For mig løftede festivalen sig aldrig rigtigt igen efter det fantastiske, indledende brag med Chase & Status: Drum’n’bass genfødt som glad ravemusik, befriet for genrens 90’er-hashparanoia og elitisme. Efter at have misset året forinden (for første gang siden 1991) var det berusende at være tilbage og se teltet gungre op og ned i takt – og i ren, uforfalsket glæde. Velkommen hjem.
Nikolaj Steen Møller – Yelle, Odeon, 21.00 lørdag
Jeg havde egentlig ikke troet, jeg nogensinde gad komme tilbage, men hvad kommer man så til som 40-årig – bare den skæggeste, mest euforiske festival, siden man var 24. En stribe af små favoritter og store overraskelser. Der kunne lige så godt have stået Janelle Monae her som den største af koncerterne. Og måske var det på grund af Roskilde-udløberen af Det Store Skybrud, at det blev sådan en oplevelse: Lige da de tre franske synth-entusiaster gik på, begyndte det at flå ned udenfor, så vi kunne ikke andet end at holde fest. Men det var det skæggeste i mands minde. Og det var nok lige dér, at jeg blev genforelsket i en festival, jeg ellers virkelig var gået hen og blevet inderligt træt af. En følelse, der utvivlsomt var gensidig.
Danni Travn – Janelle Monáe, Cosmopol, søndag
John Grants intime Elton John-opdatering. Bright Eyes’ vedkommende countryrusketur. James Blakes’ himmelstræbende, blå soul. Kæmpe Kuti-party. Søndag aften havde jeg allerede haft en glimrende festival, men søgte ind i Cosmopol-teltet for at se, om den ret ubeskrevne Janelle Monáe bare momentvis kunne nå højderne fra sit forførende friske debutalbum “The ArchAndroid”. Det kunne hun. Og mere til. 
Bakket op af et femten kvinde/mand højt orkester i stram sort/hvid påklædning ledte Janelle Monáe teltet ind i den syvende soulhimmel. Hittene sad, alt fra samspil til soli swingede, og gennemkoreograferede tricks lå som vitaminpiller koncerten igennem – der var en hypeman, Monáe malede et maleri af en kvindekrop, alle i teltet kom ned at sidde for at hoppe op i fællesskab, og coverversioner af Stevie Wonder og Jackson 5 virkede ikke leflende, men troværdige, fordi kvinden og bandets egne numre stod så stærkt. Monáes vilje til at levere et hæsblæsende show kombineret med publikums lyst til at suge de sidste safter ud af festivalen resulterede i den måske mest ekstatiske koncert, jeg har set på Roskilde. Og ingen, der overværede den koncert, kan være overrasket over, hvad hun siden har udrettet.
Peter Elsnab – Foals, Arena, torsdag
Foals var en af festivalens helt store overraskelser. For nok havde jeg set dem spille et særdeles svedigt sæt på Loppen efter debutpladen, men at de med deres funky indie rock i den grad kunne rykke store Arena rundt, havde jeg overhovedet ikke regnet med. Men englænderne spillede vanvittigt tight, og det hele swingede, så man ikke kunne undgå at blive i godt humør. Den perfekte opvarmning til at blive revet det sidste stykke rundt af Chase & Status lidt senere på førstedagen af en i det hele taget dejlig udgave af festivalen med en masse glad festmusik.
Jesper Nykjær Knudsen – Lykke Li, Arena, lørdag
En af mine klassiske Roskilde-oplevelser. En bekendt fra et pladeselskab havde netop skrevet kontrakt med en dengang ukendt Lukas Graham og havde fået en af christianittens joints med i lommen. Den delte vi om aftenen, og her lærte jeg, at fristadens egne sønner ikke ryger hvadsomhelst. Det var simpelthen jazztobak i absolut spitzenklasse, og jeg var helt vidunderligt skæv, da jeg slingrede ind i Arena-teltet senere på aftenen for at se Lykke Li. Den skånskfødte sangerinde var blevet min favourite miserable Swedish girl med de to albums, hun på det tidspunkt havde i kataloget, og hun gik på scenen iført flagrende sorte gevandter, der fik hende til at ligne en forførende haremsdame. Hendes højstemte melankoli, intense rytmik og catchy melodier skabte en ekstatisk popfest, hvor mit slørede hoved måtte arbejde hårdt for at holde styr på min krop. Det havde helt sikkert været en virkelig god koncert også uden ”hjælp”, men denne aften var for mig en af den slags komplet løsslupne stunder, Roskilde Festival leverer bedre end nogen andre. Og som man skal sørge for at samle på.
