35 års Roskilde-favoritter: 2009

   


2009. Hiphoppen træder i karakter som en bærende genre på Roskilde. Kanye West var vidunderligt for meget, og Malk de Koijns skabte eufori i og omkring Arena … men der var selvfølgelig også små indieperler og ‘fuck Oasis, fuck-fuck Oasis.’

Niels Fez Pedersen – Kanye West, Orange, torsdag.
Indierock og den slags ulmer i kælderen og øvelokalerne, men sort musik udvikler sig altid på toppen af hitlisten. Kanye West var fantastisk i 2006, men langt mere ekstrem og udfordrende i 2009. ‘808s & Heartbreaks’ var hans forsøg på at lave et stort værk i rockforstand, og den paranoide tone var på mange måder et mismatch til en succesfuld karriere. Jeg kunne lide det grandiose i projektet, det stædige og den gennemførte brug af Auto-Tune og voicebox. Det lød helt vildt på det store anlæg.

Malk De Koijn vendte tilbage til scenen i 2009 og væltede Arena.

Janus Køster-Rasmussen – Malk de Koijn, Arena, lørdag
Jeg har set bedre Malk de Koijn-koncerter. Men den massive, massive kærlighed, der strømmede det dengang netop genopstandne band i møde! At bevidne en af dansk musiks mest originale grupper omsider få den respekt og hengivelse, de fortjener fra 18.000 sjæle, var på én gang overvældende og dybt tilfredsstillende.

Peter Elsnab – The Whitest Boy Alive, Arena, søndag
Uha, det var godt nok rart. På deres egen nørdede, varme måde formåede Erlend Øye og co. at spille solskinnet helt ind i sjælen. Behageligt funky, stilsikre og samtidig imødekommende festlige fik de arbejdet sig fra en svær indledning til en stor afslutning, som de glade gæster på Grøn havde svært ved at lægge fra sig. Og nu har jeg så endelig fundet ud af, hvorfor jeg ikke så Madness samme aften, for de overlappede jo hinanden.

Rune Skyum – Malk De Koijn, Arena, lørdag
På forhånd lignede det en undervurdering. Malk De Koijns officielle koncertcomeback burde have være henlagt til Orange, men det ville mindst et af medlemmerne ikke være med til. I stedet blev det i forvejen pænt prøvede Arena-telt – festivalens bedste venue efter min mening – presset som aldrig før. Heldigvis var Roskildes mange frivillige medarbejdere på stikkerne, og den nervøse stemning fik ikke lov at forplante sig til de formentlig mere end 20.000 danskere, som havde mast sig sammen under teltdugen. De fandt tværtimod hinanden i fællessang og en af de største folkefester, der er set og hørt i mands minde. Jeg var sjældent glad oven på den koncert. Origikvalitet fornægter sig ikke.

2 Many Dj’s

Jesper Nykjær Knudsen – 2ManyDJ’s, Cosmopol, fredag
Visse dele af klubkulturen har det med at forsvinde op i egen puristiske navle. Her regnes man for at være alsidig, hvis man både spiller deep house og tech house i et to timer langt DJ-sæt. Sådan spiller klaveret heldigvis ikke hos brødrene Stephen og David Dewaele, som er en del af rockbandet Soulwax, men også udgør DJ-duoen 2ManyDJ’s. De har deres musikalske horisont i orden og mixer både house, rock, techno, punk, disco, 80’er-electro og meget andet sammen i deres højoktane sæt. Duoen havde skabt enorm hype omkring sig selv med de uofficielle mix-CD’er ‘As Heard on Radio Soulwax’, og deres optræden i det propfyldte Cosmopol-telt er det mest inspirerende DJ-gig, jeg nogensinde har oplevet. En sværm af hjemmegjorte bootlegs af alt fra Iggy Pop over Michael Jackson til Daft Punk slingrede ind og ud mellem hinanden. Ledsaget af en genial, visuel side på skærmen bagved, hvor coverne fra de spillede plader var gjort til bevægelige animationer. Det var en fuldstændig vanvittig fest med et ubeskriveligt energiniveau, og undervejs fik duoen os alle til at chante “Fuck Oasis, fuck fuck Oasis”, mens brødrene Gallagher spillede for flertallet ovre på Orange. Stakler, de anede ikke, hvad de gik glip af.

Danni Travn – Elbow, Arena, lørdag
Jeg frygtede virkelig det værste. Godt nok holdt jeg meget af Elbows albums, men jeg mistænkte dem lidt for at være nogle selvhøjtidelige art school-tosser. Hvor tog jeg dog fejl. Der var ganske vist højt til loftet og strygertrio i aftenkjoler, men der var også en bamsecharmerende frontmand i Guy Garvey, som fik menageriet til at virke absolut jordnært og menneskeligt. Og så viste Roskilde-publikummet sig fra sin bedste side ved slet og ret at være modtagelige.

Kommentér indlægget