35 års Roskilde-favoritter: 2005

   


Gøgl, skuffelser og selvabsorbering … 2005 ligger ikke på lageret for de bedste årgange. Men en kær gammel stranddreng kastede glans over festivalen, og den dag i dag blæser et spørgsmål i vinden: Var Ikscheltaschel en god eller grinagtig åbner af Orange Scene?

Niels Fez PedersenLive8, Hyde Park, London
Jeg var kun i Roskilde om torsdagen. Morede mig over Ikscheltaschel. I dag ved jeg ikke helt, om jeg virkelig mente, at den rodebutik fungerede, eller jeg bare lo overbærende.

På yachten i 2005 – Duran Duran

Anders K. SørensenDuran Duran, Orange, lørdag aften
Årets mest mindeværdige koncertoplevelse var den eklatante og næsten komiske måde, hvorpå gendannede Duran Duran skuffede mit spæde håb for deres første optræden på Roskilde. Englændernes show lørdag nat på Orange skulle have taget røven på det tolerante, men også notorisk popallergiske, Roskilde-publikum – på samme måde som Pet Shop Boys havde gjort det i 1997. Men dén drøm om en fest bristede, så snart de første 80’er-klassikere blev sendt knap 74 centimeter meter ud over scenekanten af noget, der mest af alt mindede om et afdanket bryllupsorkester. Andy Taylor kunne slet ikke få luft under sine guitarriffs, Simon Le Bon lavede patetiske, halvgjorte piruetter, så han tabte pusten, og trommeslager John Taylor var decideret pinlig i sit tynde papkasseshow. Min gamle ’Rio’-trøje røg lukt tilbage i kælderen, og jeg erkendte mit nederlag – men ’Save a Prayer’ er stadig noget af det bedste, der nogensinde er spillet på Eldorado.

Brothers from different mothers – Mike Patton & Rahzel

Janus Køster-RasmussenMike Patton & Rahzel, Odeon, lørdag
Årets koncert var uden instrumenter. I centrum stod to vokalekvilibrister, der fik et proppet Odeon-telt til at smelte af fryd: Human beatbox-virtuosen Rahzel og Faith No Mores avantgardistiske altmuligmand Mike Patton. Fra tungetale, bizar skrigen og skør knirken til tung roots-reggae og en fabelagtig coverversion af ’Cocaine’. De to må have drømt om at møde hinanden. Jeg var der, da det skete.

Jesper Nykjær KnudsenMylo, Metropol, lørdag
Der er et stykke vej mellem de virkelig gode albums indenfor house-musikken, som lever bedst i 12 tommer-formatet. Men skotske Mylo begik faktisk ét i 2005 med ‘Destroy Rock’n’Roll’, som han gæstede Roskilde med tidligt lørdag aften. Det blev en forrygende times klubhedonisme, hvor tre medbragte musikere lagde ekstra lag på Mylos melodiske keyboardtemaer og tungt stemplende housebeats. Det hele gik naturligvis helt amok til sidst, da hitsinglen ‘Drop the Pressure’ skyllede ud over de opstrakte arme og dansende gummistøvler. Udenfor var klokken kun lidt over otte, men under teltdugen var natten for længst i gang.

Danni Travn  – Brian Wilson, Orange Scene, søndag
Min gode ven og jeg kunne ikke koncentrere os om noget som helst den dag. Vi måtte opgive alle andre koncerter og sætte os i græsset foran Orange Scene. På et tidspunkt vendte han sig mod mig og sagde “Danni, al min interesse i musik har peget frem mod i dag”. Klokken 19.30 var han der, årsagen til vores lammende spænding: Brian Wilson. Og ja, han læste teksterne op fra en monitor, og ja, han var gudsjammerlig kejtet, da han for sjette gang snøvlende råbte “how loud can you yell?!” mod publikum. Og ved I hvad? Jeg kunne ikke være mere lige glad, for magien var intakt.

Rune Skyum – Mew, Arena, fredag nat
Det var ikke nogen god koncertoplevelse. Ikke rar, ikke et højdepunkt, men alligevel gjorde Mews solipsistiske implosion på en mørkelagt scene mere indtryk end stort set alle andre koncerter, jeg har oplevet til dato. Kvartetten sugede al energi ud af sit publikum og havde synligt nok i sig selv. Med medlemmerne opstillet i en statisk formation vendt mod hinanden, badet i et rødligt skær, sugede de mig ind i mørket, så jeg til sidst stod og fældede en sjælden koncerttåre og måtte ringe hjem til en, jeg holdt af. Måske giver Jonas Bjerres løsrevne lyrik ikke altid lige meget mening, men her fik den nyt liv til de billeder, jeg vitterligt selv måtte sætte på oplevelsen. På scenen herskede det selvoptagede og selvabsorberende mørke, og ud af det kom soundtracket til mit eget. Såmænd. En oplevelse meget langt fra gruppens brag af en koncert samme sted to år tidligere.

Brian Wilson. Han kunne muligvis ikke rigtig synge længere. Men han var der. Eller…

Peter Elsnab –  Brian Wilson, Orange, søndag
2005 var ikke noget stort år. Foo Fighters, Green Day og Snoop Dogg var f.eks. det rene gøgl på Orange, og freak-folkeren Devendra Banhart rendte rundt i smart Adidas og var langt fra sit påtagede hippie-image. Men Brian Wilson var kommet så meget til hægterne i sin langsomme tilbagevenden til en form for virkelighed, at det var en bevægende oplevelse at slutte søndagen med den skrøbelige mands solskinspop og fraværende bevægelser. Det var stort at høre ’Smile’, ’Good Vibrations’, ’Barbara Ann’, ’Fun Fun Fun’, ’Sloop John B’, ’Wouldn’t It be Nice’, ’Surfin’ USA’ osv.

Fortsæt turen ned ad Memory Lane:

2004 2003 2002 2001 2000 1999 1998 1997 1996 1995 1994 1993 1992 1991 1990 1989 1988 1983-87

Kommentér indlægget