Det kan høres lige her. Og her. Det nye album med Smashing Pumpkins, ‘Oceania’. Men jeg tør simpelthen ikke.
Altså, jeg kommer jo nok ikke fysisk til skade ved at høre det, men måske lidt … Og frygten for, hvad der venter, er stor.
Ikke mindst på grund af de seneste skuffelser, inklusive 500+ spildte kroner for koncertbilletten til Vega for nogle år siden. Så ringe var Smashing Pumpkins den aften, at jeg stort set ikke har hørt dem siden. Altså bortset fra lp’erne ‘Gish’ og ‘Siamese Dream’ og dobbelt-cd’en ‘Mellon Collie …’, naturligvis.
Jeg end ikke overvejede at se dem i Den Grå Hal for nylig, og de seneste udgivelser, inklusive Billy Corgan solo og projektet Zwan, har også tenderet det tåkrummende, når man sammenligner med den styrke, Smashing Pumpkins havde i 90’erne.
Jeg har ikke rigtig nogen ide om, hvad der venter på ‘Oceania’, men All Music Guide tildeler pladen fire ud af fem stjerner, og der er også positive anmeldelser hos BBC og hjemmebaneavisen Chicago Sun Times. En god ven og gammel Smashing Pumpkins-fan har endda også sagt god for det, så hvad venter jeg egentlig på?
Måske er problemet, at albummet er en del af konceptet ‘Teargarden by Kaleidyscope’, der over flere ep’er m.m. skal ramme 44 numre. Men de første numre var absolut ikke spændende.
Dette album betegnes som ‘et album i albummet’, og straks blinker alle advarselslamper om noget fortænkt og storladent. Og i øvrigt er der ingen tilbage fra det oprindelige Smashing Pumpkins. Det er Billy Corgan og tre andre musikere. Så spørgsmålet er, hvor længe man skal udsætte sig for risikoen for endnu en skuffelse fra et band, man holdt virkelig meget af engang?
Måske skal man bare lade det ligge og drøne videre til noget nyere og mere spændende, der ligger og venter derude. F.eks. det glimrende album med The Invisible.
