I onsdags gav 63-årige Rick Springfield den op for en selektiv skare af dedikerede fans i Amager Bio. Og det var en eksklusiv klike, der ankom til Øresundsvej iført slidte, ærmeløse Springfield t-shirts.
Den australske rockveteran er nemlig ikke just allemandseje i Danmark, hvor han mest er kendt for sine tv-roller som en sex- og cokehungrende pasticheudgave af sig selv i ‘Californication’ og den (næsten lige så karikerede) overlæge Dr. Noah Drake i ‘General Hospital’.
Springfield er dog langt mere end end en guitar-, pik- og stetoskopsvingende B-skuespiller. Han er kongen af den selvhøjtidelige, superiscenesatte og trutmundsmutte 80’er-genre, der kan kaldes persiennerock.
Persienner, dette fine, solskærmende vinduessystem, har nemlig kastet sine dramatiske, stribede skygger på adskillige musikvideoer og idolbilleder af Springfield – og hans overvejende nordamerikanske rockkolleger og one-hit-wonders fra de tidlige 80’erne. Navne som John Waite, Cutting Crew, Corey Hart og Mr. Mister.
Og på coveret: persienner!
Musikalsk var der tale om opulent, højloftet og forfængelig poprock med brede guitarakkorder, STOR trommelyd og ofte synthesizers i asscendanten. Persiennerocken lå således lunt på FM-båndet et sted midt mellem 80’ernes gedigne landevejsrock fra folk som Bryan Adams, Bon Jovi og selveste Bruce Springsten – og på den anden side den kuldslåede, visuelt bevidste new wave, der jo i USA (i modsætning til i UK/Europa) meget længe var en fælles betegnelse for “al ny musik med overvejende brug af synthesizers fremført af kunstnere med skøre frisurer” som fx A Flock of Seagulls, DEVO og The Cars.
Persiennerockens patosfyldte tekstunivers handlede ikke sjældent om at være et natdyr i storbyjunglen; en mand, der ofte i musikvideoerne blev fremstillet som indespærret, frustreret og mut – mens han fx betragtende eks-kærestens sorgløse natteliv gennem let fingerspredte metalpersienner i et nøgent, minimalistisk rum.
Alternativt befandt guitarhelten sig midt i et hektisk, futuristisk drama fyldt med ild, røg og blinkende lygter (plus lidt tidstypisk Indiana Jones action) som i denne promovideo for Rick Springfields ‘Love Somebody’ fra 1984. Bemærk persienneskyggerne i introen!
Et så potent, dramatisk og actionfyldt univers var naturligvis forførende for en 11-årig knægt fra Roskilde, der bl.a. tilbragte mange timer foran transistorradioen for at optage yndlingsnummeret ‘Souls’, som i 1983 lå lunt på svensk P3’s hitliste ‘Trax’. Også her var videoen episk og handlingsmættet som en mini-tv-serie
Den ekstremt selvhøjtidelige attitude kombineret med et ikke særlig original musikalsk udtryk gjorde dog også Springfield og hans ligesindede til oplagte karikaturofre for eftertiden – som fx i filmen Boogie Nights, hvor den afdankede pornoskuespiller, Dirk Diggler, tydeligvis deler Springfields hang til midterskilning, læderjakker og hede storbynætter, da han går i studiet med sit mildt sagt tynde materiale og endnu mere papirstynde stemmebånd.
I filmen indspiller Diggler sin sang, ‘The Touch’, i 1983. Samme år havde Rick Springfield et hit med singlen ‘Human Touch’ … Et tilfælde? I think not?
Da firserne rendte ud, løb en del af Springfields popularitet også ud i sandet, og han har siden bl.a. kæmpet med en klinisk depression. Han har dog gennem alle årene spillet live og bibeholdt en særlig fanstatus – og sidste år kom så en meget rost og multi-prisvindende dokumentarfilm om manden og hans relation til de mest dedikerede fans. En film om livslange relationer og om at give sig hen til sine tilbedere – også i en grad, så der følger et spor af parforholdsproblemer i kølvandet på Ricks turnéer. Filmen er ude på DVD i næste måned.
Rick Springfield bærer dog ikke alene ansvaret/æren for persiennerockens hærgen i første halvdel af 1980’erne.
Her er en TOP 5 over arketypiske persiennehymner!
—
Corey Hart: Sunglasses at Night (1984)
Det er svært at forestille sig nogen være mere selvfed end canadiske Corey Hart i denne musikvideo om at være jaget vildt i en moderigtig politistat. Hart var i øvrigt med i opløbet om rollen som Marty McFly i Spielberg-filmen Back To The Future – men han afslog for at dedikere sig til sin lovende musikkarriere. Rollen gik i stedet til en anden canadier, Michael J. Fox. Bemærk persienneskyggerne ved 0:58.
John Parr: St. Elmo’s Fire (Man in Motion) (1985)
Der var masser af episk persiennerock på lydsporet til 80’ernes ungdomsfilm – som i denne klassiker med hele periodens Brat Pack; Emilio Estevez, Rob Lowe, Demi Moore, Judd Nelson, Ally Sheedy m.fl.
Al Corley: Square Rooms (1984)
Der er persienner for alle pengene, når Al Corley (aka bøssesønnen Steven Carrington fra Dollars – “I hate the fact that Steven is gay!”) giver den gas i Paris. Nummeret er i øvrigt skrevet og produceret af komponisten Harold Faltermeyer (bl.a. Top Gun og Beverly Hills Cop).
John Waite: Missing You (1984)
En brite fra Lancaster, der dog var langt mere populær i Nordamerika end i Storbritannien. ‘Missing You’ var en tilbagevendende favorit, når der skulle danses kinddans i 7. klasse. Og der er masser af geometriske skygger på hvide vægge i videoen …
Cutting Crew: (I Just) Died in Your Arms Tonight (1986)
Mere britisk, men med masser af uforbeholden yankee-patos – og markant mere gennemslagskraft i Europa.
Trivia: Titlen “kom” efter sigende til forsanger/sangskriver Nick Van Eede, mens han var i seng med sine kæreste – og den er en reference til det franske ‘Le Petit Mort’ (den lille død) som betegnelse for orgasmen. True story!
Tak fordi du gav dig tid til at skrive om Rick Springfield. Det var der ikke mange andre danske medier der havde tid eller lyst til, til trods for flere henvendelser fra de dedikerede fans.
Blot synd at du ikke også lige anmeldte selve koncerten samt gjorde lidt research om hvad der er sket siden 80’erne.
Meningen om selve koncerten er jo ofte smag og behag – og jeg syntes det er en af de bedste koncerter jeg har været, hvor preformeren kom ud over scenekanten og fik folk aktivt med under hele koncerten og efter at have oplevet koncerterne i London 4/6 og Amager Bio 5/6, må jeg sige at til trods for at der var ca.700 i London og desværre kun ca. halvedelen i Amager Bio, så var koncerten i Amager Bio bedst. Men begge koncerter vat alt for korte! Personligt kunne jeg godt have ønsket endnu flere sange fra hans tre-fire seneste cd’er.
Præcis de samme tre-fire seneste cd’er er langt fra persienne rocken for at bruge dine egne ord.
De sidste fem år har der været fan sea cruises på fem dage, hvor Rick underholder sine fans.
Han har skrevet en selvbiografi som afslører stort set alt!
Han har lavet en fan dokumentar film som du nævner, som allerede har vundet flere priser.
Han lader fans synge med på et nummer på sin seneste cd.
Han er med på Dave Grohl’s dvd om Sound City.
Kort sagt, Rick har aldrig været bedre musikalskt og han ønsker virkelig at dele det med sine fans og leverer varen værd gang! Derfor håber jeg også at der vil komme flere mennesker næste gang Rick kigger forbi Danmark.
Hej René,
Tak for din kommentar!
Du har ret; blogindlægget kunne sagtens have haft mere fokus på de seneste årtier af RS’s karriere — og måske have indeholdt en anmeldelse af koncerten.
Det sidste var desværre umuligt, eftersom jeg ikke var i KBH i onsdags. Derudover var min oprindelige motivation for at skrive blogindlægget, at jeg ville benytte RS’s danmarksbesøg som anledning til at beskrive den tidstypiske rockgenre, Springfield var eksponent for i 80’erne — persiennerocken — og ikke så meget ønsket om at skrive et uddybende portræt af RS, hvis musik ærlig talt ikke siger mig så meget længere.
Rick Springfield er dog en meget interessant og sympatisk figur, så et større portræt af RS vil helt sikkert være interessant læsning (måske skal jeg kaste mig over den biografi, du nævner?).
Mvh — og tak fordi du læser med!
Anders
Hvordan kan du dog give en beskrivelse af os dedikerede fans, som ankom til Rick Springfields koncert i Onsdags, når du i virkelighed IKKE var i KBH, det giver jo ikke rigtig nogen mening, ligesom resten af denne blog ikke gør, vil ikke bruge tid på at uddybe hvad jeg mener, for det er tidligere blevet så udmærket gjort af René Christensen.
Kære Marianne,
Jeg har ikke skrevet andet om koncerten, end at den tiltrak en skare af dedikerede fans (… det er jo et faktum, at RS’s fans er af en særlig støbning — hvilket bl.a. dokumentarfilmen er et udtryk for). Og ja, jeg “påstår”, at en del af publikummerne var iklædt fan t-shirts; sådan som det er tilfældet til de fleste koncerter. Hardly a problem …
Derudover oplevede jeg ikke Renés kommentar som negativ ift. om indlægget gav mening — han efterspurgte blot mere tekst/info om RS’s karriere (siden 80’erne) og en anmeldelse af selve koncerten.