De forbandede 40’ere

For nylig blev jeg bedt om at skrive en artikel til det nye livsstilsmagasin COVER Man. Temaet var ”mænd i 40’erne”: Hvad sker der, når vi runder den sylespidse bjergtop, 39 år, og bevæger os ind på 40’ernes isglatte gletsjer af sneblinde midtlivsrefleksioner og alvorlig krisefare?

Jeg er selv netop fyldt 40 – og kan sagtens genkende de klassiske midtlivsspørgsmål: Har vi nået det, vi skulle? Valgte vi den rigtige karriere? Fik vi kysset alle pigerne? Hvad skal vi bruge resten af livet på? Og er det hele alligevel ikke snart ved at være ovre? Mørkt? Slut!

I rockmusikkens verden kan den slags gå to veje: Enten lykkes den mandlige kunstner med at bruge refleksionen konstruktivt og skabe værker med stor dybde og eftertænksomhed – eller også går han i panik a la Peter Asschenfeldt og begynder desperat at gentage sig selv eller at være ”ung med de unge”. Lidt for smart tøj, en lidt for trendy producer og tidens toneklang, der klinger skingert og skævt.

Oftest er det faktisk det sidste der sker. Prøv selv at tælle, hvor få mandlige rockmusikere, der har skabt deres bedste værker i 40’erne … Det er ikke mange.

Derimod er der en del rocknavne, som har præsteret store albums i en langt højere alder end 40’erne – men lige netop i midtlivskrisens årti kniber det ofte gevaldigt. Lad os tage nogle af de store:

Bob Dylans ”jeg-ser-døden-i-øjnene”-album, Time Out of Mind fra 1997, regnes eksempelvis og med rette for et af mandens største værker. På det tidspunkt var han 56 år. Da Zimmerman var i 40’erne, befandt han sig derimod i et af sin karrieres største kunstneriske kriser – materialiseret i de spage, spirituelle genfødselsplader fra starten af 80’erne.

Også stoute Johnny Cash nåede nye kunstneriske højder i en meget sen alder med sine rustikke ’American Recordings’ – mens hans fyrrere op igennem 1970’erne ikke bød på meget sort guld … The Johnny Cash Children’s Album, anyone?

Selv kamæleonen David Bowie skrabede bunden lige præcis, da 30’erne blevet til The Big 4-0. Den runde fødselsdag fejrede han med at udsende makværket Never Let Me Down (bl.a. med Mickey Rourke som gæsterapper!). Og kort efter dansede han sidelæns, iført safarimønstrede haremsbukser gennem ’Dancing In The Streets’ med Mick Jagger. I rest my case!

Selv samme Jagger blev i øvrigt 40 år i 1983 – og så skulle han også realisere sig selv. Det materialiserede sig to år senere i det småpatetiske soloalbum She’s The Boss. Og ja, det var i 80’erne, men det er ikke en tilstrækkelig undskyldning.

Men kan det da slet ikke lade sig gøre for mandlige solister inden for den ungdomsfikserede rockgenre at peake kreativt i 40’erne? Er vi mænd simpelthen for fucked op i dette årti, til at vi kan konvertere midtlivsrefleksionen til stor kunst?

Det er i hvert fald vanskeligt at finde oplagte eksempler på det modsatte – om end der findes et par undtagelser, der modsiger tesen eller bekræfter reglen, alt efter synsvinklen.

Svenske Joakim Thåström udgav fx i 2005, i en alder af 48 år, den mesterlige og selvreflekterende Skebokvarnsv. 209. Måske hans karrieres bedste plade?

Vores egen CV Jørgensen nåede også (endnu) et kunstnerisk klimaks med udgivelserne I det muntre hjørne (1990) og Sjælland (1994) i en alder af hhv. 40 og 44 år.

Og Elvis Costellos kraftfulde og tidløse ’All This Useless Beauty’, som den dengang 42-årige multikomponist udsendte i 1996, er efter denne signaturs målestok et af flere højdepunkter i Costellos diskografi.

Alligevel synes det som om, at 40’erne generelt er et spildt årti, når det handler om rock’n’roll – og mænd. Paradoksalt nok, for blandt alle os ikke-rockstjerner er det typisk i disse år, at karrieren skal toppe, og at vi får råd til den bil, båd eller motorcykel, der skal afstive vores egoer, når testosteronniveauet langsomt begynder at falde.