Så blev det torsdag, og vi var stadig ømme i kroppen efter det kærlige gensynskram med den kære gamle festival dagen før. Men andendagen blev sgu lige så god, og blogholdet dækkede hele pladsen i jagten på de største musikoplevelser, den bedste mad, den korteste kø – og en lille tudetur eller to.
Læs her om hele torsdagsdøgnet, som det gik ned med Bloggers by Choice:
05.20, Anders: Vågner ved morgensol gennem vinduet. Hele kroppen værker, og lungerne føles som sandpapir. Det her holder jeg ikke til tre dage mere!
10.11, Snab: Åhr, pis! Missede indisk morgenmusik på Mantra …
11.22, Danni: Træder ind på campingområdet fra togstation. ‘Mucki Bar’ banker fra en ghettoblaster ud i formiddagsheden. Ingen tvivl om, hvad der er manges hovednavn i dag.
11.25, Fez: Dua Lipas folk prøver lyd på Orange. Dua selv var på pladsen allerede onsdag aften. I pit til Post Malone.
11.30, Fez: Stage Dining foran Orange. Langborde fulde af folk og mad fra Fødevarebanken.
11.31, Danni: Som i går er der nogle gode fodboldtrøjer på pladsen. OB-trøjen med ‘Breum’ på ryggen er selvfølgelig den fedeste. Men ham, der krydser broen lige nu i Fiorentina-trøje med ‘Batistuta’, har også fat i noget.
11.45, Fez: Den kaffebar, der indfører en hurtig-kø dedikeret til os, som bare drikker filterkaffe, får alle mine penge.
12.01, Danni: Benin-orkestret Star Feminine Band træder ind på Pavilion. De er malet med hvide pletter og iført farverige kjoler. Alderen spænder fra 10 til 17. At trommeslageren synger for, er så deres kobling til Squid, som kommer på samme scene på lørdag.
12.04, Danni: Okay, de synger alle sammen. Og danser og spiller på hinandens trommer og charmerer generelt alle i knæ. Vild bassist.
12.06, McGuire: Mødes med ven på propfyldt Hovedbanegård. Zigzagger mellem forventningsfulde Tour de France-fans, festivalgængere og familier på vej på ferie. Finder toget mod Roskilde i sidste øjeblik, hopper ind få sekunder før togførerens fløjt.
12.12, Fez: Bedste musikalske OBS-indslag længe – Star Feminine Band fra Benin synger mod tvangsægteskaber og omskæring. Unge kvinder, der lyder som en charmerende vestafrikansk udgave af børnerock.
12.14, Danni: Gang i Mellemfolkeligt Samvirke-dansen blandt publikum. Et skridt til den ene side, et skridt til den anden, lette bøj i knæene, overkroppen drejes 20 grader til højre, 20 grader til venstre.
12.22, Fez: Publikummet til global-musik er det altid venlige mix af ældre tyskere med måne og Bundesliga-nakke, fyre med hvide dreadlocks, kvinder i Marimekko og mange rygsække. Plus Danni og mig. ‘Peba’ er btw en banger.
12.31, McGuire: Det her tog stopper sgu ikke i Roskilde …
12.33, McGuire: “Det er lyntoget mod Sønderborg, drenge. Næste stop er Odense”, siger togføreren med en vis overbærenhed overfor vores dumhed. Fuck.
12.37, Danni: I øvrigt: Et kip med flaget til Roskilde Festivals mangeårige booker af navne fra Afrika, Sydamerika etc., Peter Hvalkof. Dette er hans sidste festival.
12.54, McGuire: Så krydser vi Storebælt. Vestover.
13.05, Fez: Det lykkes mig at finde presseteltet. Og til alle, der drømmer om at komme ind i “Mediebyen”. Virkeligheden er ikke særlig spændende. (Det, du ønsker, hedder Backstage Village, hvor sponsorer har gæster. Men nej, det ønsker du heller ikke).
13.10, Snab: Kø på perronen for at komme i kø til festivaltoget.
13.17, Danni: Går ind i den mørke sauna kaldet Gloria. Her svajes der til pakistanske Arooj Aftabs sofistikerede sufi-jazz.
13.20, Danni: Kølig selvironi fra Aftab, da hun introducerer den Grammy-vindende ‘Mohabbat “This is our happy one. This is our banger.”
13.20, Fez: Spotter enten Rane eller Eske Willerslev klædt i D-A-D T-shirt.
13.27, Snab: Åh, et af de gamle bordtennisborde står og forfalder i musicon-området. Flashback til engang i 2011 …
13.28, Danni: Aftab er den visuelt mest dragende koncert, jeg har set i år. Hun og bandet står i modlys, salen er badet i blåt, og ildfluelignende lysprikker stiger langsomt til vejrs bag scenen. Men jeg sveder på mine ben. Ud.
13.32, Danni: Har bevæget mig ind i artzone. Og mens jeg står på Platform-scenen med min iskaffe bliver nogle træmure skubbet rundt om min makker og mig. Nu står vi i en lukket og bælgravende mørk kasse med et eller andet vokal-ensemble, der laver fut-fut-lyde.
13.41, Danni: Stadig i kassen. Jeg har aldrig befundet mig så længe i et darkroom uden at få et handjob.
13.43, McGuire: Storebælt den anden vej.
13.45, Fez: Mit dogme i år handler om, at jeg ikke må se kunstnere, jeg har set før. Derfor går jeg mod den lårtykke strøm, som har retning mod Tobias Rahim. Får melding fra Arena om, at kæmpeteltet er proppet 20 minutter før koncertstart.
13.53, Anders: Der er en massiv crowd til Tobias Rahim. Festivalfolket tørster efter hits!
14 30, Fez: Årets udgave af Bruce-badegæster og Dylan-mænd med endags-billetter er grupper af unge kvinder i toppe og shorts, der ser ud til at være klar til Sigrid og Dua Lipa.
14.05, Fez: Gloria er saunahedt. På scenen sidder Yasmin Williams med en akustisk guitar i skødet. Hendes fingerspillede, bluesede chillout er stort set instrumental oldtime-musik med en knivspids country.
14.06, Danni: Den sorte kasse på Platform er blevet åbnet igen, og nu venter en vokalperformance med en stjerneparade af danske kunstnere – heriblandt Josephine Philip, Troels Abrahamsen, Hannah Schneider, Jacob Bellens, Rebekka Maria, Goss og Soffie Viemose fra Lowly. Rasmus Stolberg fra Efterklang og Kasper Bjørke er også blandt publikum. Kort sagt er alle, der var fede i Soundvenue i 2008, til stede.
14.10, Snab: Hov! Det er sgu de gamle røvhuller fra Gaffa. Hov! Der kommer Tuxen sgu også. Tre Gaffa-legender. Vildt, som man overalt kan møde folk, man kender. Jeg mener, der er jo kun 100.000 mennesker.
14.15, Fez: Yasmin vandt som yngre alle baner i “Guitar Hero 2”. Så købte hendes forældre en rigtig guitar til hende. Hun snakker om sin teknik, hvor instrumentet ligger fladt på lårene. Giver tips. Gode vibes.
14.16, Anders: Tobias Rahim har Tuborg-lædervest på udover sit vaskebræt. Og hvide jeans. Her tages ingen fanger, og et festeuforisk publikum vil hellere end gerne tages i førergreb af Rahim.
14.21, Danni: På Platform kan man høre brølet fra Tobias Rahim-publikummet i det fjerne. Men der er noget smukt i gang her. Sangerne bevæger sig meditativt syngende rundt, publikum bevæger sig med. Man ved, at man går glip af ‘STOR MAND’ lige om lidt, men ingen kan løsrive sig. Her kan Roskilde altså også noget særligt.
14.25, Snab: Loraine James på Mantra er vildt højt – og vildt stressende! Kunne muligvis fungere efter en kasse speed og en seks dages-brandert.
14.32, Snab: Loraine James forfølger os. Kan ikke rigtig høre Danish String Quartet & Dreamers’ Circus uden for Pavilion. Men Gutter-baren har øl. Og især den anden smager virkelig godt i solen.
14.35, Anders: ”Jeg’ i Jylland, brænder Cali-weed …” Teltet eksploderer, da Andreas Odbjerg indtager scenen og sætter fut i ’STOR MAND’. Kæmpe fest.
14.35, McGuire: Lander omsider på Roskilde Station. Tænker tilbage på de glade start-00’ere, hvor man tog fra Roskilde Festival direkte videre til Midtfyns Festival. Synes i øvrigt, at jeg har set annoncer for en ny udgave af den gamle festival, men drømmen om fire dage i Ringe skyllede væk halvvejs gennem R.E.M.-koncerten i 2003
14.37, Anders: Lidt pinligt, men ’STOR MAND’ trækker simpelthen tårer under mine solbriller. Den eufori, der lige nu er eksploderet her på Arena, er de unges fest. Det var mine børn, der introducerede mig til Rahim/Odbjerg – og nu er de alle tre på Roskilde og har deres egen ud-af-kroppen festivaloplevelse, derinde under teltdugen. Og jeg står herude i solen med vand i øjnene og 35 festivaler under bæltet fra 1984 til i dag. Fuck, hvorfor bliver jeg så højstemt under en popsang?!
14.37, Køster: Hopper i toget mod Roskilde. Den skrappe kontrollørdame genner os med cykel foran i køen. Slår mig ned med et Ud&Se. Føler mig herligt normcore.
14.38, Anders: Har lige med blanke øjne og tåresnøftende næse skrevet med mine tre børn på 17, 21 og 23 år. Kun én af dem er rent faktisk til Rahim. De to andre henholdsvis slumrede i teltet og stod på trinbrættet. For pokker, altså …! Ungdommen i dag. Kom nu ind i kampen! Jeg gider ikke stå og flæbe for ingenting.
14.51, Danni: Bevæger mig ned mod Arena. … nej, det går ikke. Menneskemængden bliver hurtigt tæt. Hører Niels Brandt gå på scenen, mens jeg tisser på et træ.
14.52, Anders: Niels Brandt fra The Minds Of 99 står pludselig på scenen og giver en ny sang, der nok skal blive endnu et hit til Rahims katalog. ”Jeg fucking elsker den mand!” – råber Brandt på vejen ud. Han er ikke alene.
15.10, Danni: Sky Ferreira træder ind på Avalon i lang sort frakke. Det ser varmt ud.
15.10, Fez: Sky Ferreira – musiker, skuespiller, model, gæst på en Iceage-plade – er 10 minutter forsinket. Og har sort regnfrakke på. Vi hylder festivalfolk, der er forberedt på katastrofer.
15.11, Danni: Sky genstarter sit åbningsnummer efter en fejl. Alligevel lyder det ret ringe. Koldt og med en vokal, der skyder diskant igennem guitar og synthfladerne.
15.14, Snab: Der klappes med, Pavilion er fyldt, der sidder mange folk uden for teltet. Fedt, at der også er plads til folk-musik og strygerkvartetter og indisk morgenmusik og alt muligt andet på Roskilde. Hahaha. Nu spiller de fandme ‘Get Lucky’. Det er sgu et Roskilde moment, det her. Altså, hørt fra Gutter-baren.
15.17, Danni: ‘24 Hours’ som anden sang. Den bedste i Ferreira-kataloget af sortrandet synth-pop. Nu virker der til at være lang vej hjem.
15.20, Fez: Sky har problemer med sin in-ear-monitor. Vokalen lider. Svært match til electrorock af Garbage-skolen. Mit festivalgear er smurt, og jeg har ikke tålmodighed til koks. Men den nye single lyder godt.
15.20, McGuire: Rammer pladsen. Nu har de sgu flyttet rundt på tingene igen. Det er jo snart værre end Bilka, det her.
15.21, Danni: Sky Ferreira klager over delay i sine in-ears og er tydeligt forstyrret af de mange tekniske problemer. Intet tyder på, der sker noget mindeværdigt her. Videre.
15.29, Køster: Til goth-pop på Avalon. Sky Ferreira lyder som Lana del Rey, iført guitarstøj og kropslang sort plastikfrakke i sommerheden. Så mener man det.
15.29, Snab: Magter simpelthen ikke at gå på tværs af pladsen til saunavarme Gloria for at høre Irreversible Entanglement. Gutter-baren i solen er genialt til at spotte band-T-shirts. Madrugada (med Slayer-vest), Jesus and Mary Chain, Satanic Surferz, Nervegas … Og armbåndsvest. Skønt område, skønne mennesker.
15.33, Danni: Esben Hansen of OB-Fame i Mediebyen. En af de fodboldspillere, man oftest ser til gode koncerter.
16.00, Fez: Ukraine i huset! DakhaBrakha på Pavilion med høje sorte hatte og vild sang. De sender en hilsen til frihedskæmperne derhjemme.
16.07, Anders: Sigrid er nok et af de navne, der blev hentydet til, da Roskilde-programmet blev kritiseret for at være kedeligt. Men os, der oplevede hende på en af de mindre scener i 2018, har glædet os til gensynet.
16.10, Danni: Kendis-rykindet i Mediebyen er sket. De findes i mange farver og former. En del slentrer frem og tilbage med et skannende blik iført flot, flot tøj.
16.12, Køster: Sigrid smadrer Arena med moogbas i ‘Burning Bridges’. Hvor er det fedt at se sådan en flok youngsters, der bare har styr på deres shit.
16.18, Køster: Sigrids band er ganske enkelt purunge. Guitaristen ligner en, der er trådt direkte ud på scenen fra musiklinjen i 3.g.
16.22, Anders: Sigrid er et norsk powerhouse med et beat så dybt som en sort bjergsø, energi som funklende nordlys og vital charme som fire episoder af SKAM. Og så er mine norske klichéer vist også brugt op for resten af 2022.
16.23, Snab: Nå, nu må Dakhabrakha godt snart sætte tempoet lidt op. Der er mange flere mennesker end første gang på Roskilde i 2013, og de er klar på fest.
16.24, Køster: Sigrids unge bassist får taget sig sammen til at råbe “Hvad så Roskildeeeee!?” – og ligner en, der længe havde drømt om netop det. Sødt!
16.33, Køster: Altså! Hvordan kan Sigrid overlappe med Kacey Musgraves? Grrr … Nu går jeg glip af ‘Dont Kill My Vibe’!
16.56, Danni: Glæder mig uforholdsmæssigt meget til Modest Mouse. Gammel kærlighed. Har ikke set dem, siden Johnny Marr var med.
17.09, Smølle: Nå, har man kontrol nok over tårekanalerne til at styre Kacey Musgraves’ showbizzy, men bedårende sange om hjertesorg? Har taget de store solbriller med for en sikkerheds skyld! Hun lægger ud med ‘Star-crossed’. Helt ventet, men ikke fair. Snøft.
17.11, McGuire: Hører lidt Kacey Musgraves på afstand. Hun er blevet skilt fra Ruston Kelly siden sidst. Den slags brud kommer der som regel gode countrysange ud af. Det er desværre ikke tilfældet med Kacey
17.15, Fez: Passerer Modest Mouse bare for at kunne råbe “Portland, Oregon!” Og så videre mod dagens hovednavn, TLC.
17.17, Danni: Modest Mouse kører nye midtempo-sange. Det er ved at blive lidt småkedeligt.
17.19, Danni: Wuhu, ‘Paper Thin Walls’. Det er et godt band, når de spiller derude, hvor det hele næsten krakelerer.
17.21, Snab: Bliver afsløret i at spise en fallafelret til Modest Mouse.
17.25, Smølle: ‘Breadwinner’ med Musgraves; det er sjovt, som det er blevet et evigt tema. “He wants a breadwinner, he wants your dinner …” Om en time til halvanden tager TLC fat på samme emne med ‘No Scrubs’, der har næsten 25 år mere på bagen.
17.30, Køster: Lad os se det i øjnene, det er ikke verdens bedste Kacey-koncert. Men ’Butterflies’ er et vidunderligt nummer. Jeg ønsker mig ikke mere end det. Jeg er glad nu.
17.30, McGuire: Togtur til og fra Odense og tre år uden festival har taget pippet fra mig. Leder forgæves efter min Orange Feeling på de forskellige scener, men tænker, at der skal andre metoder til. Tager til fest ude i Silent & Clean.
17.40, Danni: ‘Dashboard’ Så skal der danses splejset indiedans. Og det bli’r der.
17.41, McGuire: Stopper kort op ved ensomt monument over en tid før Soundboksens indtog.
17.52, Danni: Musen har spillet sig godt varm. Og nu er der trompet! Og banjo. McGuire? Her er baaaaanjooooo
18.00, Køster: Ahr, men altså, så fik vi også ‘Slow Burn’, ‘Lonely Weekend’ og ‘Space Cowboy’. Mit hjerte, hvad vil du mere?
18.00, Smølle: Fin konfetti og store balloner, desværre ikke helt fair fordelt af vinden.
18.05, Smølle: Det holdt nogenlunde med at styre melankolien, men så skulle vi lige have ‘Rainbow’ til sidst. Så er man jo magtesløs …
18.07, Danni: ‘Float On’ med Alien og Ko på de forreste rækker. ‘Kæft en sang, mand. Indie-rockerens selvhjælpsbog.
18.10, Danni: Modest Mouse-frontmanden, den langturschaufførlignende Isaac Brock, spørger til Alien og Ko, inden han forlader scenen. Klædeligt engagement i publikum. Det ku’ godt være kommet lidt tidligere.
18.10, Snab: Kvinde kommer vadende meget målrettet hen mod os inde fra Arena, mens vi venter på TLC, bukker sig og stiller et krus lige foran os. Wait, what!? Er det pis?
18.18, Fez: TLC åbner dybt med “Ain’t Too Proud To Beg” fra debuten. Afdøde Left Eyes rap ligger i tracket. Swingbeat truer faktisk med en revival.
18.22, Danni: Tendens: Flere børn end tidligere år. Popkorn og høreværn. Min tolkning: De mindste af børnene er kommet til, siden forældrene købte billetter. De lidt større har forældre af den generation, som ikke vil slippe Roskilde, og derfor må ungerne med.
18.23, McGuire: Har fundet min Orange Feeling i bunden af en ølbong! Det her kommer til at gå ud over Jimmy Eat World-koncerten!
18.27, Fez: TLC og den sound og det miljø, de var del af i 90’erne, var overhovedet ikke en del af Roskilde, da den var ny. Men bedre sent end aldrig. Dejligt at høre ‘Diggin’ On You’ 28 år efter, den udkom. Og ‘Creep’, for pokker. (Altså, den rigtige ‘Creep’)
18.44, McGuire: Når det sidste af TLC. Sådan her lød de sgu ikke hjemme på Birgittes futonsofa i 1994 …
18.45, Fez: Jeg har ikke ventet alle de år på at høre TLC for at blive spist af med en DJ, der laver danselege. Særligt ikke, når T-Boz og Chilli er så velsyngende som i ‘Unpretty’ og oralsex-hymnen ‘Red Light Special’.
18.47, Danni: Ankommer til Yola. Min Mantra-debut. Skal lige vænne mig til, at det ikke er en passage. Her er hyggeligt, og hendes lilla backdrop er flot.
18.50, Danni: Yola ligner Mother Blues, som hun står der med sin el-guitar. Jeg er klar til det her.
18.51, Anders: TLC introducerer ’No Scrubs’ med en undskyldning om, at den så sandelig ikke handler om alle de mænd, der fylder godt op i Arena-teltet i dag. Okay.
18.52, Fez: ‘No Scrubs’ – #metoo-anthem årgang 1999. Folk går amok.
18.53, Smølle: TLC fristede helt vildt, men jeg har villet se Yola i meget lang tid nu. Og er glad for, at jeg gjorde. Umanerligt charmende, fantastisk stemme – og et ganske lille og ganske retro udseende band på den lille nye Mantra-scene. Smuk ‘Goodbye Yellow Brick Road’ oveni.
18.54, Danni: Dagens første cover: ‘Goodbye Yellow Brick Road’. Yola vil meget gerne gi’ fuld power, men overentusiasme er ikke den lige vej til nerve.
18.56, Danni: “Fuck, hvor er det dårligt. Jeg kan slet ikke være i det!” råber kvinde til sin veninde. Kraftfuld melding. Sjælden melding på Roskilde. Så ringe er Yola ikke. Men det er skuffende. Endimensionelt og forceret. Som om hun og bandet kører 70 kilometer i timen i førstegear.
18.56, Snab: Tre kvarters hitparade, ikke al musik er lige godt, og dj-gøgl er over the top – men ’No Scrubs’ og ’Waterfalls’ lige efter hinanden er et af de hårdeste hitmix, jeg nogensinde har oplevet på Roskilde. Piger i alle aldre danser, tager billeder og videoer til Insta, synger – og skriger, da sangene går i gang. Det her er hymner for en hel generation af kvinder. Store sange på store scener, altså … Stort øjeblik.
18.58, Fez: ‘Waterfalls’. Sikken sang. Det her er vores kirke. Teltet koger. Atlanta-soul i den søde lomme mellem Whithey Houston og OutKast med direkte linje til dem, der kom efter. Ikke mindst Destiny’s Child. Det er ekstremt priviligeret at få lov at høre den slags klassikere live.
19.02, McGuire: Hvis I tror, at København bliver et trafikalt kaos med turen, så prøv bare at komme gennem menneskemængden ved Arena. Som en togstation i Delhi midt i mylretiden.
19.07, Danni: Får en del “hey, du skal til Whitest Boy Alive”-beskeder. Jeg bli’r meget bevidst om mit udseende, for jeg har egenlig aldrig været fan.
19.13, Smølle: Jeg havde knap turdet håbe på, at Yola var så god. Hatten af for ‘Diamond Studded Shoes’, en protestsang … om Theresa May. Man skal være hurtig med sine protester i England nu.
19.32, Fez: Pearl Jam husker på Twitter. Vi husker og mindes. #rf00
19.45, Danni: Okay, pitten til Whitest Boy Alive åbner først, da koncerten går i gang. Riiiiinge, ringe.
19.45, Køster: Erlend Øye lægger hårdt ud med at bede om et plekter fra publikum – og får det! Showet kan begynde!
19.54, Danni: Sid-ned-hop-op-finten allerede i andet nummer. Hidsigt.
20.01, Danni: Erlend i blazer og runde briller og med gråsprængte skægstubbe kører sexy professor-stil. Hans synthmand ligner en fra Hall & Oates med tyk mustache. Bassisten ligner en krydsning mellem Vuk fra ‘I Kina spiser de hunde’ og Manuel fra ‘Halløj på badehotellet.’
20.10, Fez: Hvornår har du sidst hørt folkemusik fra Apulien, Italiens hæl? Jeg tjekker Canzoniere Grecanico Salentino på Pavilion. “Undskyld, vi er forsinkede. Vi er italienere”. Sortklædte musikere i en halvcirkel. Dyb drone fra violin, harmonika, sækkepibe og håndtromme. En kvinde i guldkjole danser med et reb. Broder Salsa ville være lykkelig.
20.14, McGuire: Glem alt om Bølle-Meyer, dyrekostumer og Kate Moss-stil – Liverpool-trøjen er årets hotteste festivaloutfit. Har indtil videre talt mindst 24 af slagsen. Altså, I ved godt, at I tabte 2022, ikke?
20.15, Danni: “Denmark we were always meant to be together.” Nemlig Erlend. Kalmar Unionen tilbage!
20.16, Køster: The Whitest Boy Alive kan stadig alt det, de kunne i 2007. Melankolsk disco med absurd godt styr på de sparsomme virkemidler. Erlend i shorts OG habitjakke – faktisk cool!
20.16, Smølle: Ser Klein på Gloria – ‘clubby experimental sounds’ – og begynder at mistænke, at det måske er et stunt. Selv for Gloria er det her tung kost.
20.17, Køster: A first for mig på Roskilde: Keyboardmand i TWBA går forrest på scenen MED sit tunge analoge keyboard løftet over hovedet.
20.19, Køster: TWBA er i virkeligheden et jazzband, der trykker en evighedspølse af et groove ud. Vidunderligt.
20.20, Køster: Smuk 35-årig kvinde med ansigtsmaling ved siden af mig: “Alle kvinder herinde vil have Erlend!” Hell, jeg vil have Erlend – i hvert fald hans cool, karamelfarvede briller.
20.21, Smølle: Der er gået fem minutter, og nu er jeg fascineret. Klassisk? Clubby? Okay, klubmusik er repetitivt. Dette er meget repetitivt. Det lyder som en tunnelborer, der bakker.
20.25, Fez: Italienerne lyder nærmest keltiske. Fanger folk. Kunne have været endnu bedre, hvis ikke bas og beats fra Megan Thee Stallions show på Orange bragede ind over i begyndelsen. Vi har sagt det før og gentager gerne; det er uværdigt.
20.26, Smølle: en del har valgt at gå, mens Kleins computer lyder, som om den glitcher voldsomt. Så meget, at det endda river i næseborene, hvilket altid krydrer det hele lidt. Klein krydrer selv med nyhedsindslag om abort i USA, hvilket gør alt endnu mere trist.
20.31, Smølle: En ny drone er begyndt. Klein har taget en bas over skulderen. Den er vist mest for stemning.
20.34, Danni: Erlend Øye og kompagni spiller på publikum som et instrument. Nonchalant får de hele tiden små bidrag, som bærer sangene videre. Men publikum er også et instrument, som selv bidrager og fortolker og trækker i numrene. En vild symbiose.
20.38, Smølle: Har jeg været her i et kvarter nu? En time? Ingen ved det. Det føles som en art trance nu.
20.41, Smølle: Klein har skruet en smule op for lyset, hvilket afslører en meget tom Gloria-sal. Men der kommer et høfligt bifald, da hun spiller et sample, hvor nogen spørger “Hi, is anyone there?”
20.44, Danni: Dagens andet cover: ‘Show Me Love’. Arena går bærserk. The Whitest Boy Alive er første totaltriumf, jeg har set i år.
20.44, Snab: The Whitest Boy Alive slutter ikke uventet af med ’Show Me Love’. Kæmpe hit! Alle smiler, selv ham med Gojira og Suicidal Tendencies på vesten danser. Der er næppe mange her, der hellere vil være et andet sted. Har ondt i kæberne af at smile. Musik er virkelig vidunderligt. De laver i øvrigt sælen som afskedssalut.
20.45, Smølle: Efter tredive minutter af en vild ud-af-navlen-oplevelse forlader jeg Gloria. Jeg er ikke ked af det. Det var mindeværdigt. Jeg er målløs.
20.50, Danni: Whitest Boy Alive fornyer lige afskedssalutten: Alle fire bandmedlemmer lægger sig på række forrest på scenen og strækker armene frem mod publikum.
20.53, Nykjær: Endnu en arbejdsmarkedsbetinget sen ankomst til Roskilde. Sætter mig i toget mod festivalpladsen, som er forunderligt stille. Lige indtil en fyr, der ligner Phillip Seymour Hofmann, kommer ind i toget med en guitar og begynder at stemme den. Han spørger passageren overfor, om ikke det er gratis at komme ind på festivalens campingplads. Mon ikke han har gang i et forsøg på en forretningsmodel.
21.06, Smølle: Fandt endelig Backstage Village, den gamle medieby, der er skubbet helt om bagved. Gik derind. Blev forvirret af ikke at kunne finde den store lade med alle computerne med kvadratiske skærme, der ikke har æ, ø og å. Gik igen.
21.18, Anders: Det er blevet køligt, så jeg går i garderoben i mediebyen for at hente ekstra kluns. Der er en kæmpekø, og det tager tre kvarter at få udleveret sin trøje. Ikke mindst, fordi grupper af m/k’ere i 20’erne med festivalmodetøj og små Gucci- og LV-tasker hele tiden springer over køen med et påtaget forvirret blik i de plirrende øjne: ”Nå, starter køren HELT dernede …?”
21.19, Smølle: Alogte Oho & His Sounds of Joy er lige, hvad der står på etiketten. Jøsses, det er mere glædeligt end en halv time i selskab med en betonblander i udu. Aftensolen stråler ikke halvt så meget som Alogte. Ghanesisk gospel er en fryd.
21.22, Danni: Skal egentlig hjem, men trisser – lokket af intens trompeteren – ind til Alogte Oho. “Hallelujah, aaaaaamen.” Groovy ghanesisk gospel. Værd lige at bruge fem minutter på.
21.30, Snab: Der danses til ghanesisk afrobeat fra Alogte Oho and His Sounds of Joy på Avalon. Masser af synth. Det er ikke tosset.
21.37: Rina Sawayama indtager et halvtomt Arena iført læder, kæder og G-streng. Eneste (kvindelige) musikere er en trommeslager og heavy-guitarist.
21.38, Anders: Sawayama giver den max flamme med skingre skrig over heftigt pulserende cyber-rock. Som hvis Yoko Ono var en figur i The Matrix.
21.40, Anders: Rina dedikerer ’STFU’ (Shut The Fuck Up) til USA’s højesteret. I øvrigt et gennemgående tema på festivalen. Og så får dommerne ellers smæk med simuli-sex på scenen, headbanging og flammende visuals.
21.48, Smølle: De bands, Avalon hyrer fra Afrika og Latinamerika er igen og igen så ufatteligt skarpe, at det reelt er pinligt, at jeg kender så få af dem. Jeg siger det lige igen: Er man bare på og ved Avalon-scenen i disse fire dage, får man en forrygende festival i sig selv.
22.00, Snab: Åh nej, publikum synger ’Seven Nation Army’-fællessang. Har ellers været lykkelig over de gange, det ikke er lykkedes folk at få sat netop den udtjente fodboldsang i gang. Nu må fodboldfans altså snart komme op med noget nyt! Men Alogte Oho og band synes klart, det er fedt!
22.07, Nykjær: Spotter Claus Hempler i folkemængden på vej mod Dua Lipa. Den mand ville kunne falde i en septiktank, kravle op igen og stadig se ulasteligt cool ud.
22.11, Smølle: Der var en plan om at se Dua Lipa, men vi må nok indrømme, at andre havde samme plan. Jeg kan ikke koncerter, hvor man står 150 meter fra scenen, så jeg drejer af og går mod Pavilion. Indrømmet, den græske folke-kvintet er lidt et skud i tågen. Men det er lettere at komme til.
22.13, McGuire: En lang dag lakker mod enden. Vender snuden mod København med Emmylou Harris’ Wrecking Ball i ørerne. Lyden af mine allerførste Roskilde Festivaler. De kan flytte rundt på både festivalplads, Medieby og musikalske strømninger lige så tosset, de vil – nogle ting forandrer sig aldrig.
22.17, Nykjær: Mens vi venter på Dua Lipa, sender nogen eller noget Purple Disco Machines herlige house-basker ‘Body Funk’ ud af Oranges højttalere. Stemningen løfter sig, men så cuttes den lige inden klimakset. Brud på alle DJ-love. Men ok, det må betyde showtime.
22.17, Smølle: Evritigi Zygia giver den fuld skrue. Jeg drikker en tynd White Russian. Jeg hører en græker spille sækkepibe. Jeg misser Dua Lipa, der har 100k til stede. Det er okay.
22.20, Nykjær: “Let’s get physical”! Så er vi ligesom i gang.
22.50, Snab: Hører mange, der ikke bryder sig om Dua Lipa. Dem om det, jeg kan li’ det. Og vi kan næsten se hende …
22.52, Nykjær: Der er absurd mange mennesker til Dua Lipa, og fællessangen når helt ud i alle kroge, da hun sender perlen ‘Be The One’ ud til mængden. Et stort popøjeblik af den slags, der klæder Orange. Men nu kalder kroppen på kaffe.
23.07, Smølle: Dua-effekten gør det så heldigvis lidt lettere at komme til hos Phoebe Bridgers, der er endnu en mesterbooking på Avalon, omend måske lige stor nok til den scene. Godt for os, der er med derinde.
23.28: Vi venter på Phoebe Bridges. En lydmand tjekker udstyret en sidste gang, iført mundbind. Indie-folket er bare mere sensitive.
23.30, Køster: Er rykket til Phoebe Bridgers på Avalon, mens alle andre hører Dua Lipa. Smuk scenedekoration, men elendig lyd. Så elendig, at man spekulerer over, om det på en eller anden måde er meningen?
23.31, Nykjær: Phoebe Bridgers åbner med ‘Motion Sickness’, og Avalon skråler med fra første linje. Hendes publikum er velforberedt.
23.38, Nykjær: Phoebe Bridgers’ band er alle iklædt let selvlysende skelet-dragter, og der er striber af grønne neonlyskæder henover scenen. Det ligner den slags laser-skydebaner, man brugte til polterabender i 90’erne. Findes den slags egentlig stadig?
23.40, Nykjær: “Are there any fathers here?”, spørger Phoebe Bridgers og dedikerer hittet ‘Kyoto’ til os. Ved ikke helt, hvad man skal sige til det, i betragtning af at den handler om hendes tvivlsomme forhold til sin egen voldelige og stofmisbrugende far.
23.42, Anders: Phoebe Bridges dedikerer ’Kyoto’ til alle fædrene i teltet. Tak for det. Og så skal jeg vist lige hjem og nærlæse teksten.
23.43, Smølle: Helt overlegen start af Bridgers med ‘Motion Sickness’, ‘Garden Song’ og ‘Kyoto’. Den sidste dedikeres til “all the dads in the crowd”. Teksten skal nok lige nærlæses for kontekst.
23.48, Danni: Sms tikker ind om, at Phoebe Bridgers-koncerten “bliver helt smadret af dårlig lyd.”
23.49, Smølle: Det føles rigtig meget som pigernes fest, hvilket er ret fantastisk at være med til.
23.55, Køster: Phoebe B. får lige sendt en salve af sted mod sit hjemland efter højesteretsafgørelsen: “It’s a pretty fucking shitty country. It feels good to be away from home right now”.
23.59, Smølle. “My embarrassment of a country.” Både Bridgers og tidligere Musgraves er rasende over tingenes tilstand. Endda uden at bande helt vildt. Vi er langt ude over Dixie Chicks’ kommentarer, også hvad man hørte fra Glastonbury sidste uge.
00.14, Nykjær: Phoebe Bridgers føler virkelig Roskilde-kærligheden og virker genuint overrasket over, at alt, hvad hun gør, tiljubles.
00.21, Køster: Phoebe Bridgers’ larmende indierock i territoriet mellem Kevin Shields, Beach House og Sufjan Stevens er til tider smuk, men løfter sig aldrig rigtig helt. Som sidemanden siger: “Det frustrerende er, at den er der næsten”.
00.34: Pragtfuld afslutning af en oprigtig rørt og ydmyg Bridgers foran et pivfyldt telt. ‘I Know the End’ er en overlegen finale.
00.44, Smølle: Så har man flæbet til Kacey Musgraves, måbet over Yola, sukket til Phoebe Bridgers – og set på afstand, hvordan Dua Lipa fik stedet til at gå i stå. Husker I, da der blev grinet af bare tanken om en festival med 50 % kvindelige navne? Det er virkelig ikke længe siden. Ha ha. Sjovt. Jeg tog gerne tre fjerdedele, tak.
01.40, Nykjær: Vi bryder ud i spontane, charterturist-agtige klapsalver på spor 5 på Roskilde Station, da et næsten tomt tog fra Jylland ruller ind på sporet, mens de står ovre på spor 7 og kæmper om at komme ind i det allerede godt fyldte tog ude fra festivalpladsen. Når man bare gerne vil hjem til sin seng i København, må den orange følelse vige for jungleloven.
Læs om de andre RF22-dage her:
