(Disclaimer: Alt herunder finder sted i en anden og bedre dimension, hvor Corona-virus ikke findes)
Alle foran Orange knælede i et historisk øjeblik. Det var højdepunktet på en heftig festivaldag, der blandt andet bød på et ikonisk r&b-vandfald, Gorillaz-surprise, hårdt programclash, blød country og vigtige diskussioner af Danmarks startopstilling i EM-kvartfinalen. Rejs gennem hele Roskilde Festivalens torsdag lige hér.
11.45, Køster: Er det storhedsvanvid, hvis jeg mistænker Roskilde for at have hacket mit Spotify og tilrettelagt torsdag på Orange derefter?? Altså, jeg mener: Kacey Musgraves, Kendrick Lamar og Faith No More!!! Potentiel kæmpe festivaldag coming up!
11.46, Snab: Av! Tror, jeg fik for meget … solskin i går. Er også en anelse nervøs for i dag. Ved nemlig ikke helt, hvordan jeg skal få forklaret resten af blogholdet, at jeg ikke rigtig gider at se Kacey Musgraves på Orange.
12.01, Smølle: Jøsses! Hvor mange drinks fik vi i nat?? Havde tænkt at være frisk og sprød fra morgenstunden og se Lydmor med sine dansere på Gloria, men jeg holder øje med Treos anmeldelse i stedet for. Nu er den realistiske plan noget med at anduve Orange med Fatoumata Diawara ved firetiden. Av mit hoved!
12.13, Danni: Pis. Togaflysninger. Nu hænger Brittany Howard i en tynd tråd. PS: På Hovedbanegården går livet sin vante gang. Folk virker underligt ubevidste om, at vor tids Shakespeare, Kendrick Lamar, er i landet.
12.22, Nykjær: Starter andendagen heeeelt blødt op med Bremer/McCoy på Pavilion. Deres seneste album er til dig, der helt har tyndslidt din vinyl af Jan Johanssons ‘Jazz På Svenska’, og det er det helt rigtige at stene i middagssolen til. Pladsen udenfor Pavilion mangler bare et halvt hundrede futon’er lige nu.
12.51, Snab: Tror, verdens bedste øl er den, man får, mens man står i bagende sol på Roskilde og studerer dagens program, mens man groover lidt med højrebenet og helt i zen hører noget godt, man ikke aner, hvad er. De øl er i hvert fald lige så gode som omklædningsrums-øllene efter oprykningen til serie 3. ”Han er iraner,” indleder Fez og prøver at forklare mig, hvad jeg hører.
13.04, Anders: Jeg havde planlagt at skulle se Bremer/McCoy ved frokosttid på Pavilion, men det blev alt, alt for sent i går. Nu er jeg på vej mod toget og satser på at nå Angel Olsen på Avalon.
13.20, Fez: Brittany Howard tilbage på festivalen. I 2012 strålede hun sammen med de vuggende og huggende Alabama Shakes. Nu er hun sjælfuld solist med sange om kærlighed, seksualitet og hudfarve. ”I just want to stay high”, groover hun. Den slags er stenede festivalfolk altid klar til at synge med på.
13.47, Danni: Ankommer irriterende sent til Brittany Howard på Avalon. Hun og bandet er klædt i hvidt. Det lyder som en fuldfed, funky sydstatssumpet gudstjeneste. Nu et cover af Jackie Wilsons ’(Your Love Keeps Lifting Me) Higher & Higher’. Sangen, som slimet i ’Ghostbusters 2’ elsker.
13.59, Danni: Howard slutter med ’Goat Head’ – om at have en hvid mor og en sort far. ”But I’m that, nah. Nah, I’m this, right? I’m one drop of three-fifths, right?” Dagens farvetema er slået an.
14.29, Nykjær: Nupper en kop kaffe, mens jeg kan høre konturerne af SAVEUS ovre fra Arena. Funderer over, om han egentlig er den eneste tidligere X Factor-deltager, der har spillet på Roskilde, men orker ikke at google det.
14.31, Danni: Nå, gider jeg for fjerde gang i livet at se Angel Olsen surmule sig gennem en koncert hér kl. 15.00, eller skal jeg …? SMS tikker ind: ”Vi sidder i græsset foran Pavilion. Vi har købt en White Russian til dig.” Nemt.
14.50, Nykjær: Spotter en fyr iført spilletrøjen fra Forest Green FC, verdens første veganske fodboldklub, der spiller i den engelske League Two. Er FC St. Paulis mangeårige status som venstrefløjsernes favoritklub langsomt ved at komme under pres?
14.51, Smølle: Nå, lidt reparation lykkedes det da at få lavet med hjælp fra ’lejrens’ mixologer. Ankommet på cykelmarken efter en tung tur over motorvejen – forbandet kuperet by, den her. Prøver at nå det meste af, hvad Angel Olsen har at fortælle os.
15.02, Anders: Angel Olsen lægger ud med balladen ’All Mirrors’. Smukt som et ekko af Twin Peaks, der desværre også aktiverer mine tømmermænd yderligere. Jeg småsover stående og drømmer om dansende dværge – og den dér velgørende jordbærshake fra Badeklubbens frugtbod.
15.07, Anders: Overvejer at gå op for at se det sidste af SAVEUS på Grøn (ja ja, Arena), men jeg kan simpelthen ikke overskue det. Trænger til at ligge i en af de soveposer eller sækkestole, som alle festivalpladser er overstrøet med, men som ALTID er optagede.
15.16, Nykjær: Trisser rundt i handelsboderne og undrer mig over, at second hand-tøjboderne stadig sælger de samme militærjakker og obskure tyske 80’er-fodboldtrøjer som for 25 år siden, da jeg rent faktisk kunne finde på at købe skidtet. Men gør ungdommen dét i dag?
15.21, Smølle: Sidst hun var her, havde Angel Olsen udgivet en helt upbeat plade fuld af liv, men var i råddent humør, ikke mindst fordi en eller anden lokalpolitiker stod foran scenen og skrålede Brøndbysange. Nu er hun her med et mørkt drama i kufferten – og funkler af humør. Må være noget med at hvile godt i opfyldte kunstneriske ambitioner.
15.47, Danni: Hvis nogen skulle være i tvivl om, at Henrik Dahl er blevet radikaliseret: Lige nu står han i Gutter Island-baren iført Liverpool-trøje.
15.51, Smølle: Fremragende lille time med Angel Olsen, men jeg lister af midt i en vittighed om Justin Bieber og paven, for Fatoumata Diawara dukker op på Orange lige om den tid, det tager at komme forbi en bar, og derover. Desolé …
16.00, Fez: Hårdt programclash. Skynder mig forbi Orange, hvor Fatoumata Diawara og Angelique Kidjo gør klar. Afro på stor scene? Hej 1983! Men der er altså TLC på Arena.
16.12, Danni: Snehvid hud, lang bomuldskjole, håret i en fletning, støvletter og masser af tatoveringer. Waxahatchee er Laura Ingalls gone indie – og hendes luftige americana passer perfekt til en døsig torsdag.
16.21, Køster: Som sædvanlig viser Pavilion sig som festivalens absolut skønneste sted at befinde sig. Efter en lille time med Bremer/McCoys minimalistiske stenerjazz er Katie Crutchfields Waxahatchee i færd med at folde sig ud som det fine indieband, de er. Hov, og nu spiller de en cover af Hank Williams’ ’I’m So Lonesome I Could Cry’!
16.27, Snab: Pyha! Jeg er heldigvis ikke den eneste, der fucking elsker TLC! Men der kunne vist godt snige sig nogle ganske få tusinde mere ind her til højre på Arena.
16.34, Smølle: Diawara har Angelique Kidjo med, men ikke mindst Mayra Andrade, som jeg slet ikke kender. Men hun er ved at stjæle showet totalt med skønhed og vemod, med fado i et moderne twist og med en helt naturlig charme. Mænd og kvinder svømmer hen rundt omkring mig.
16.35, Fez: ’Waterfalls’ – nej tak, regn er totalt unødvendig – men hold fast en sang. Og så lige efter ’No Scrubs’ og ’Creep’. TLC viser, hvorfor de var et af 90’ernes fem bedste bands. (De andre? Underworld, Primal Scream, Fugees og Massive Attack).
16.54, Smølle: Der er stadig to timer tilbage til de tre, og det giver et problem: Jeg havde meget gerne nået Phoebe Bridgers, som jeg skrev i vores program-clash-optakt. Men det bliver der nok ikke meget af.
16.58, Nykjær: På plads foran Avalon til Phoebe Bridgers, som jeg forventer intet mindre end en stor oplevelse af. Den 25-årige singer/songwriter fra Los Angeles har så mange stærke fortællinger i sine sange, at det her kan blive en af den slags koncerter, hvor kunstner og publikum virkelig deler noget særligt.
17.03, Nykjær: Phoebe Bridgers går på scenen iklædt et skelet-kostume, der får hende til at ligne en teenager. Men så åbner hun sættet med ‘Motion Sickness’ med omkvædet ”I have emotional motion sickness, somebody roll the windows down/There are no words in the English language, I could scream to drown you out”. Så meget for spas i teenageværelset.
17.21, Smølle: Hvad fanden! Ham dér ser bekendt ud. Det er Damon! Damon Albarn er på scenen! Skal vi have … ja, det skal vi! ’Desolé’, Gorillaz-singlen med Diawara!
17.27, Danni: Phoebe Bridgers får mig til at tro på reinkarnation. Under hendes unge, blåøjede misantropi gemmer sig en gammel, vejrbidt sjæl.
17.28, Nykjær: Efter en lidt grødet start er der kommet styr på lyden i Avalon, og nu står Phoebe Bridgers’ stemme klart i lydbilledet, så man bedre kan høre hendes fine tekster. Som nu i ‘Punisher’, der er en sang til hendes store inspirationskilde, afdøde Elliott Smith.
17.29, Smølle: Det hele slutter med en kæmpe sceneinvasion og en tilsyneladende ret veløvet udgave af ’Clint Eastwood’! Det var enestående skægt! Vi springer til Phoebe Bridgers nu!
17.38, Nykjær: ”I wanted to see the world through your eyes until it happened. Then I changed my mind”, synger Phoebe Bridgers på ‘Kyoto’. Som både kunne handle om hendes anstrengte forhold til sin far. Og om eks-kæresten, sangeren Ryan Adams, som hun i fællesskab med flere andre kvinder anklagede for seksuelle overgreb i en meget omtalt #metoo-sag sidste år. Uanset hvad har hun hele Avalon i sit ringhjørne lige nu.
17.41, Danni: Så kan vi kåre vinderen af årets Neil Young-cover-lotteri! Hvem gættede på ‘The Needle and the Damage Done’? Den spiller Phoebe Bridgers nu.
17.41, Smølle: Det er ikke helt så skægt.
17.51, Nykjær: Bliver mere og mere forelsket i Phoebe Bridgers for hvert minut.
17.53, Anders: Efter et par timers vandren rundt på pladsen – herunder meet-up med et par blogbrødre og den obligatoriske roden rundt i St. Pauli-boden fandt jeg endelig en sidde-/kunstinstallation, hvor jeg kunne lukke øjnene. Vågner først tre kvarter senere. Nu skal jeg fandme have taget hul på denne torsdag!
17.56, Anders: Nu missede jeg Phoebe Bridgers, men jeg formoder, at der er andre blogbrødre, der dækker den koncert – og måske lufter en anekdote om Ryan Adams?
17.58, Smølle: Gud, hun skriver smukke sange! Med ’Garden Song’ så stille og intens til sidst, at den blev overdøvet, når nogen tyggede på en kanelsnurre. Det var et uheldigt tidspunkt, ærlig talt, men skønt at få med. Nu kontrast igen: Videre til Charli XCX.
18.08, Anders: Det er stadig varmt, og jeg befinder mig pludselig foran Apollo, hvor Barker spiller simple, solbeskinnede, groovy beats. Jeg ville aldrig have opsøgt det, hvis jeg havde været helt frisk – men lige nu er det verdens bedste musik til min genopstandelse!
18.10, Nykjær: Phoebe Bridgers lukker med et cover af Sheryl Crows ‘If It Makes You Happy’, og hele Avalon stemmer i på den måde, kun Roskilde-publikummet kan. Bedste koncert, jeg har hørt indtil videre.
18.23, Anders: Er rendt ind i min gamle ven, den to meter høje reklamemand, der er sammen med sin kæreste og en af deres lige så høje sønner. Langemanden er som altid overgearet og høj på Roskilde: ”Hold kæft, det er fedt! Så du også Bicep i nat?!”, råber han, mens den mastehøje krop svajer fra side til side, og New Balance-skoene stepper til rytmen. Reklamemanden har masser af grønne shots i rygsækken. Jeg er på vej op og ned på samme tid.
18.24, Smølle: Gid alle sjasksentimentale sick lit-film havde lige så gode sange som ’Boom Clap’.
18.45, Smølle: Charli XCX er den rastløse, overstadige, permanent underholdende popstjerne, vi måske ikke har fortjent. Især ikke, fordi vi allerede er på vej væk fra hende igen for at se Kacey Musgraves. Med et par vigtige stop på vejen. Skal drænes og genopfyldes.
18.57, Anders: Mødes med et par gamle venner inden Kacey Musgraves. De er gift og oprindeligt fra Roskilde. Hun er institutleder på Kunstakademiet, han er tidligere elitesoldat og sikkerhedsrådgiver. Ingen af dem kender særlig meget til Musgraves. De har noget at glæde sig til.
18.59, Nykjær: Har kastet en thai-ret i kæften for at nå frem i tide til Kacey Musgraves. Helt unødigt, for texaneren kan naturligvis slet ikke trække samme publikum til Orange som Taylor Swift i går aftes. Endnu et vidnesbyrd om, at der ikke er nogen retfærdighed til.
19.01, Smølle: Okay, Kacey er måske ikke perfekt timet til Orange, i alle fald ikke i størrelse. Fik tisset, købt tatarsandwich og en byge, og spadserede direkte ind i forreste pit uden at spilde en dråbe eller en krumme.
19.03, Anders: Kacey træder ind på Orange iført 25 cm. stilletter og en florlet, højt opslidset kjole, der er gennemsigtig i de hårde scenelys. Bandet er ulasteligt klædt i ens brune/orange suits.
19.04, Nykjær: Ååh, Kacey Musgraves åbner med den tudesmukke ‘Slow Burn’. Country-tårerne presser sig allerede på, var det ikke for den endnu ikke helt fintunede lyd.
19.08, Anders: Musgraves følger åbningsnummeret ’Slow Burn’ op med ’Wonder Woman’, og lyden er ved at finde sine balancer henover pladsen, mens 20.000 festivaltosser overvejer, om ikke countrypop er en genre, de burde give en chance mere?
19.21, Nykjær: Tidligere Venstre-minister Kristian Jensen er til Kacey Musgraves, formentlig velvilligt slæbt med af kæresten Pernille Rosendahl. Han ligner en mand, der udlever sin anden ungdom. Skægstubbene er aldrig set længere.
19.22, Køster: Fortryder pænt meget, at jeg sagde nej til en billet til Kacey Musgraves i Vega sidste år. Nu står hun her på Orange og har lidt svært ved at fylde den ud. Men hun synger godt. Og er pæn.
19.22, Smølle: Kacey er smooth og professionel og stadig meget selvsikker omkring ’Golden Hour’-albummet. Vi slapper af og nyder egentlig livet. Men nu må hun godt snart finde en banjo frem.
19.23, Danni: Ja, jo, Kacey Musgraves … Respekt for, hvad hun gør. Men alt er så parfumeret, at jeg får åndenød efter en tre-fire sange. Også i dag.
19.34, Anders: ’Keep It To Yourself’ er en lille perle af en popsang med en tekst, der er både ekstremt almen og præcis: ”Make it someone else / When you’re drunk / and it’s late / and you’re missing me like hell / Keep it to yourself”. Puha, Kacey, du er hård!
19.53, Anders: Elitesoldaten har ikke sagt noget i et kvarter. Ryger bare sin pibe og stirrer på storskærmen.
19.54, Nykjær: Kacey Musgraves spiller Whitney Houstons bryllupsfest-slasker ‘I Wanna Dance With Somebody (Who Loves Me)’. Hvilket virker unødvendigt, for der er efterhånden discopop-krydderi nok i hendes eget katalog, hvis hun vil dén vej. I det hele taget havde jeg håbet på mindre entertainment og mere køkkenbordstristesse. Blogbroder McGuire smiler skævt og bedrevidende af min naivitet.
20.18, Anders: Kacey Musgraves slutter af med en gang blid country-disco med ’High Horse’ efter en pletfri, men også noget rutineprægede koncert. Som blogbroder McGuire tørt konstaterede: ”Det show kunne være ringet ind fra Nashville”. Well, jeg er helt enig, men er alligevel glad for, at Kacey var her i kødet.
20.27, Danni: Mmmmm, gider jeg gå ned på Arena og høre lidt Whitney inden Kendrick …
20.32, Smølle: nogle nye sange, nogle gemytlige sange fra de første par stykker, et cover af Flaming Lips’ ’Do You Realize’, og så stort set alt fra Golden Hour – det var alt sammen godt, dejligt, uden at slå nogen bagover. Heldigvis, for der stod ikke mange i pitten til at gribe, inden man røg hårdt i asfalten. Den største jubel kom uden tvivl hver gang Musgraves roste den danske holdning til hash, som hun lader til at tro er langt mere afslappet end den amerikanske. Det er vist mange år siden.
21.00, Fez: Møder en r’n’b-fan og fortæller for sidste gang onkeljoken: ”Har du set, at Whitney spiller på Arena?”
21.03, Danni: Er endt i en diskussion om, hvorvidt Pione Sisto skal starte inde i kvartfinalen mod Holland i morgen. Så nej, jeg når ikke ned på Arena og for at høre lidt Whitney inden Kendrick …
21.05, Smølle: Vi kunne heldigvis lige nå de sidste par stykker fra Girl in Red på Pavilion, og jeg fortrød selvfølgelig, at vi ikke fik det hele fra hende. Men ’Summer Depression’ fik vi med. Heldigvis. Man burde nok buldre tilbage for at se Kendrick, han har trods alt vundet en Pulitzer, men der er Gutter Island-baren jo, og jeg har set fem, jeg kender, udenfor … jeg tror, det er tid til kander og bænke.
21.22, Anders: smuttet ned til Arena for at se Whitney. Jeg oplevede dem også på Pavilion i 2016 – og lige som dengang, så rammer Chicago-drengenes ferske country-folk mig ikke rigtig nogen steder, hvor det kilder for alvor.
22.04, Snab: Stærkt, stærkt øjeblik på Orange! Kendrick Lamar præsenteres, og da et sort scenetæppe endelig glider op, har Kendrick og bandet alle ’taget et knæ’ og sidder med bukkede hoveder og en knyttet næve i vejret. En fuldstændig proppet plads jubler – og sætter sig også på knæ. Der bliver stille. Kendrick matters, man!
22.06, Nykjær: Roskilde-moment! Hele Kendrick Lamars band åbner koncerten med at ‘tage et knæ’, og publikum følger trop. Det her bliver mere end bare en koncert. Selve den globale tidsånd materialiserer sig på en midtsjællandsk dyrskueplads lige nu.
22.11, Køster: Okay, Kendrick er i storform. Har lige holdt en syv minutter lang Black Lives Matter-tale, der fik min sidekvinde til at græde.
22.17, Smølle: Sidst Kendrick var har, var det vist ham, som – ubevidst, jo jo – totalt overdøvede Gretchen Peters. Det kommer han sgu nok ikke til med Employed to Serve. De er overraskende elegante i betragtning af, hvor brutale de er.
22.31, Anders: Kendrick Lamar har været i gang i en halv time. Rundt omkring mig danser mine midaldrende blogbrødre, og hele pladsen koger. Så det er et ensomt standpunkt – men selvom jeg kan høre, at Lamar utvivlsomt er dygtig og original, så er der stadig intet i hans bagkatalog, jeg ville tage med på en øde ø.
22.35, Fez: På de store højttalere lyder Kendrick Lamars beats som jordskælv. Han får masserne foran Orange til at sende en knytnæve mod aftenhimlen, og jeg føler mig i et sekund lige så sort og stolt som saxofonisten i ’The Commitments’.
22.44, Snab: Mmmm, yams!
22.53, Smølle: Respekt for systemet med kanderne og genbrugsbægrene og det meget mindre plasticspild, men det er ikke fair, at det retursystem bliver mere og mere snotforvirrende, jo stivere man bliver, og jo flere kander man har. Vi har en del.
23.54, Smølle: Jamen, så lad os blive her. Toiletrenden er praktisk placeret, og Kendrick lyder alligevel, som om han er gået helt over til fri jazz nu.
22.59, Anders: Kendrick Lamar er ustoppelig, og det ligner festivalens foreløbig mest vellykkede, samlende koncert i orange-størrelse. Men jeg skal tisse og er begyndt at tænke på, hvordan jeg skal komme hjem.
23.17, Danni: En sang til tiden: Mindst 20.000 råber “We gonna be alright!” Det håbefulde BLM-anthem skaber et rent og rørende øjeblik til festivalens annaler. Unge mennesker går herfra med fornemmelsen af, at de kan gøre en forskel. Det skal ældre mænds sarkasme ikke dræbe.
23.20, Nykjær: Det bliver hurtigt ret frelst og selvsmagende og, ja, nederen at tale om “vigtige” eller “væsentlige” koncerter. Men jeg kan simpelthen ikke se, hvad man ellers skulle kalde Kendrick Lamars musikalske opråb her til aften. Mens det kværnende klaver-riff fra ‘Humble’ maser sig ud over Orange, synes 60.000 mennesker at dele følelsen af, at vi befinder os på et afgørende sted i historien lige nu. Og at “orange feeling” i disse år dækker over noget ganske andet i USA end i Roskilde.
23.31, Snab: Helt blæst bagover af Kendrick, kander og shots, må jeg simpelthen trække stikket. Fredagen bliver meget lang, jo!
00.03, Danni: ”Fuck mand, er det Nick Cave?!” Tre ungersvende sætter i spurt mod Pavilion i håb om en surprise-optræden. Vi gammelkloge traver roligt videre, velvidende, at det er Tropical Fuck Storm … hvis forsanger ganske rigtigt lyder præcis som junkie-æra Cave.
00.21, Smølle: Uha, jeg ville gerne kunne lide Tropical Fuck Storm, men det kan jeg ikke. Selvsmagende fidus-avantgarde. Men lad os ikke tage herfra. Er godt vissen. Ville alligevel ikke kunne finde min cykel lige nu. Ankom vi mon på cykel??
00.23, Danni: En af de mere trælse traditioner. Der er som regel én Pavilion-koncert, hvor alt sejler. Hos Tropical Fuck Storm er guitaren diskant, bassen mudret, andenstemmerne vælter rundt som 18-årige briter i Calella … Ingen i publikum kan rigtigt koncentrere sig. Ny plan: Et par minutter af Rapsody ovre på Apollo og så hjem.
01.08, Anders: Bum, så gik der to timer i Rom & Cigar-teltet efter Kendrick Lamar med et par gamle gymnasievenner fra Roskilde Katedralskole – og nu har vi møvet os op i pitten til Faith No More. Vennerne fra 3.Z., Mike Patton i ferskenfarvet jakkesæt og ’Introduce Yourself’ som åbningsnummer. Party like it’s 1988!
01.11, Smølle: Det hjalp søreme med lidt natmad. Lidt protein, og alt er godt igen. ”Bi-oche”, kaldte de sandwichen i den dér nye stand i Food Court, Bug-a-Bod. Det må være, fordi papiret var helt sort og gult … ikke? De havde også en bi-rrito. Tror, der var rejer med skal i det her. Det knasede lidt. Smagte udmærket.
01.17, Køster: Mike Patton indleder Faith No Mores koncert med at knæle forrest på Orange Scene. Man kommer politimanden på forsiden af ’King For A Day, Fool For A Lifetime’ ihu. Og nu afsted i en rasende version af ’Jizzlobber’. Meget Faith No Moresk.
01.22, Nykjær: Har det med Faith No More som amerikanske turister har det med Europa. Jeg kender kun hitsene. Har aldrig fået taget mig sammen til at dykke længere ned i det ellers så storroste katalog. Nu har jeg hægtet mig på anderledes kyndige blogbroder Køster og forsøger at blive hængende. Og glæder mig i smug til ‘Epic’ og ‘Midlife Crisis’.
01.48, Smølle: Alex Cameron er sleazy og underholdende phony – og perfekt placeret på det tidspunkt her. Gad vide om Angel Olsen er blevet her, og vi får ’Stranger’s Kiss’?
02.28, Køster: What a day! Kendrick lagde pladsen ned med sit vid, Faith No More med deres vidunderlige og enestående larm. Tvivler på, at det bliver meget bedre herfra. Men vi forsøger igen i morgen!
02.32, Anders: Faith No More lukker halvanden times energiudladning, jokes, spydigheder, stage diving med den mesterlige ‘We Care a Lot’, som dedikeres til kandidaterne ved efterårets præsidentvalg. Årets bedste koncert for mig indtil nu. Godnat Roskilde – vi ses i morgen eftermiddag!
02.32, Smølle: Det gjorde vi … men det var hun ikke. Hvor er nu den cykel …?
02.50, Nykjær: Rammer Apollo i jagten på en sidste fest og finder ud af, at bandet på scenen hedder Moscow Death Brigade. Og er russere. To ting, som begge er grund nok i sig selv til at blive og checke det ud.
03.07, Nykjær: Hvis Gorky Park lød som russere, der prøvede at være Scorpions, lyder Moscow Death Brigade som russere, der prøver at være Machine Head. Det er ikke nok til at vinde over soveposen. Og i morgen er der atter en dag.
Læs også:
