Tårer af sort lykke – her er de 21 bedste singler med The Cure

   


Man kommer bredt omkring, når The Cures single-diskografi skal gennemgås. De er så meget mere end sortsyn og rød læbestift. Postpunk, synthpop, jazz og en slags stivbenet britisk funk. Der er lidt af hvert – men alt sammen umiskendeligt The Cure.

Man kommer også bredt omkring, når man skal berette om de ofte storslåede singler, som Robert Smith og co. har udsendt gennem årene.

Sort, sort, sort!!! Vi hører dig og er med dig næsten hele vejen, Robert.

Der dukker anekdoter om gymnasieforelskelser, ekskursioner til Fredericia og den engelske jazzbølge i 80’erne op i denne gennemgang af de bedste singler fra de Roskilde-aktuelle englændere. Og vi må være ærlige at erkende, at vægten ligger på den tidlige produktion. Ingen singler efter 1992 har klaret cuttet – selvom vi gav dem alle chancen.

Er The Cure så stadig væsentlige i 2019 og det 21. århundrede? Well, det er en af de ting, vi glæder os til at opleve på årets Roskilde Festival. Men en ting er sikker – de har fortjent et langt kapitel i den endeløse bog om musikhistorien.

En anden ting er også sikker – selvom de aldrig har haft et nummer 1-hit, så er det et stort singleband. Ikke alle singler står distancen ved et genhør i dag, men det gør de fleste nu i høj grad.

Man kunne egentlig også bare sige ”hold nu kæft, hvor er de gode!” Ergo; her er de 21 bedste singler med The Cure: (snab)

 

1. Boys Don’t Cry (1979)

Crawley syd for London blev smækket op i sten og cement i efterkrigsårene med intentionen om at skabe et arbejds- og middelklasseparadis – blandt andet for de ansatte i Gatwick Airport. For byens drenge blev resultatet gråt, karakterløst og med udsigt til et liv, hvor man gik på arbejde, kværnede pints og slog på tæven. Barndomsvennerne Michael Dempsey, Lol Tolhurst og Robert Smith voksede op med den golde maskulinitet, og deres reaktion blev en af epokens bedste og – paradoksalt nok – mest engelske sange.

Tolhurst har siden sagt om skabelsen af ’Boys Don’t Cry’, at den satte ord og lyd på alt det, man som ung mand ikke kunne tale om. Om at gemme sig bag en fernis af hård humor og ligegyldige skuldertræk. Dér ramte bandet en hovedåre i samtalen om kønsstereotyper og gav stemme til de drenge, der har hørt sætninger som ”seje drenge græder ikke.” Og det ved at gøre de selvsamme ord til omkvædet i en lige dele ekstatisk og desperat sang. En sang, der lægger mere op til at hoppe rundt på boksmadrassen end til at tude i puden. Det greb er triumfen for The Cure, og årsagen til, at man ikke kan reducere ’Boys Don’t Cry’ til en kønspolitisk fakkelsang for følsomme fyre.

Den er i egen ret en klassisk brobygger mellem outsidersangen og pophittet – men uden at være tidsløs. Tværtimod udkrystalliserer den sin tid og sit sted. Der løber en DNA-streng af Lennon/McCartney gennem melodien, post-punken vibrerer i bassen, Robert Smiths trodsige vokal nægter at synge refrænet på samme måde to gange, og så er der det fjerne ekko af girl-groups i de tre taktslag, der bliver sangens hook og åndehul.

Efter bare to minutter og 35 sekunder er det slut. Men her 40 år senere gemmer dette korte nummer stadig en kæmpe historie. (danni)

 

2. Just Like Heaven (1987)

”Show me, show me, show me how you do that trick / The one that makes me scream she said”. Med nogle af de mest inciterende åbningslinjer i en popsang nogensinde sætter Robert Smith scenen for et musikalsk kærlighedsridt med lidenskab og skumsprøjt, der fænger fra første taktslag. Linjerne stammer ifølge Smith fra et barndomsminde om at lege tryllekunstner med sin veninde – omend han indrømmer, at ordene også kan handle om den mere fysiske magi, han senere oplevede i intime situationer med unge kvinder. Allerede inden ordene leveres, har bandet bygget ’Just Like Heaven’ helt uimodståeligt op med den karakteristiske trommeintro, en listig baslinje, passionerede rytmeguitarsriffs, kølige synths – og på toppen af det hele, de krøllede melodilinjer fra lead-guitaren. Det hele er så tøjleløst medrivende, iscenesat i et univers af ung begejstring, hovedløs forelskelse – og alligevel med en melankolsk undertone af tab og savn, som rammer enhver navlepillende teenager lige i hjertet. (AKS)

 

3. Inbetween Days (1985)

”Yesterday I got so old I felt like I could die”, begynder denne muntre lille sang fra højsommeren ’85, og ingen bed rigtig mærke i det, for det her var glade, smilende Robert på jagt efter et sommerhit – en uimodståelig og overstadig sang med en gakket video, hvor kulørte sokker jager bandet rundt i et studie.

Der gik mindst et årti med, at New Order og The Cure lånte idéer af hinanden, og vi, der holdt frygtelig meget af begge bands, var så meget rigere af den grund. Og hvis ikke ’Inbetween Days’ er en New Order-sang, ved jeg ikke, hvad den er. Den siger reelt ”Se, Bernard, vi har endelig skrevet en melodi til ’Dreams Never End’”. (smølle)

 

4. A Forest (1980)

Med ‘A Forest’ trådte The Cure ind i 1980’erne. Det er her, bandet for alvor tager skridtet fra post-punk til goth-rock og begynder at tænke større. Og den første single fra The Cures andet album, Seventeen Seconds, er en opvisning i, hvordan man sætter en stemning.

’A Forest’ åbner med en ensom guitar, der svæver spøgelsesagtigt henover tågede synth-droner og frostsprængte trommer. Hvis meningen er at give lytteren en klaustrofobisk og urovækkende følelse af at fare vild i en mørk skov, kunne det ikke være gjort bedre. Og når Smith efter en lang intro omsider dukker op, lyder hans stemme, som om den siver ud fra et fjernt sted dybt inde mellem træerne. Med en kuldslået og trøstesløs fortælling om at være fortabt i længsel og ensomhed. ”I’m lost in a forest, all alone, the girl was never there, it’s always the same, I’m running towards nothing, again and again”.

Det er tunge sager. Og en tidlig forsmag på den weltschmerz og dystre skønhed, der i årene efter skulle samle titusindvis af hvidsminkede og sortklædte unge omkring bandet. (Nykjær)

 

5. Pictures of You (1990)

Hvordan skal man nogensinde skrive om ’Pictures of You’ uden også at skrive om sin ulykkelige gymnasieforelskelse? Se, det er allerede mislykkedes for mig. Der har aldrig været så direkte et eksprestog fra en sanger til et såret teenagehjerte, som denne vidunderlige, ulykkelige sang. Den er et mesterværk; genial, nådesløs hjertekirurgi uden bedøvelse. Den helt rigtige udgave, den fra ’Disintegration’, glider afsted i syv et halvt minut, der føles som det halve, og lige når man tror, at vemoden ikke kan blive mere intens, kommer endnu et vers og giver én et ekstra knæk. ”There was nothing in the world I ever wanted more than to feel you deep in my heart”, synger Smith, og så står man igen dér med huen i hånden og hul i hjertet. Og hvis nogen skulle være i tvivl, var alt dette selvpineri stadig en uforbeholden anbefaling. (smølle)

 

6. Lullaby (1989)

Hvis formålet med en vuggevise er at lulle små poder trygt i søvn, er ’Lullaby’ temmelig håbløs. Førstesinglen fra det mesterlige Disintegration-album er nemlig drejet omkring det klassiske børnemareridt om et behåret kryb, der lusker rundt omkring sengen. ”And there is nothing I can do, when I realize with fright, that the spiderman is having me for dinner tonight”.

Mødet mellem et krybende beat, isnende strygere og varme guitarstrenge skaber en stemning af sært sødmefuld uhygge. Det samme gør videoen, der var i tung rotation på MTV, dengang dét betød noget – med Robert Smith liggende søvnløs i sengen, mens bandet agerer spøgelsesagtige tinsoldater indhyllet i edderkoppespind. ’Lullaby’ er til dato The Cures eneste top 5-hit i hjemlandet England, vel at mærke uden et egentligt omkvæd. Selv bandets popsucceser har deres egne skævheder. (Nykjær)

 

7. Lovesong (1989)

I maj 1989, da albummet Disintegration udkom, gik jeg i 1.G på Roskilde Katedralskole. Skoleåret lakkede mod enden, og vi skulle på studietur til Fredericia for at lære om nationens store traume fra 1864 – alt imens vi selv kæmpede os gennem gymnasietidens åbne slagmark af kys og slag, sejre og nederlag. Min ven Jesper havde købt det nye Cure-album og medbragt det på togturen, overspillet på kassettebånd med dårlig, murrende lyd, der kun gjorde musikken endnu mere dyster og ildevarslende. Da ’Lovesong’ kom på som fjerde nummer var det dog, som om et solstrejf kæmpede gennem et tungt dække af dramatiske skyer – en upbeat popsang midt i det værk, som Robert Smith selv ønskede, skulle være et melankolsk modspil til det hitpotente forrige album Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me. Sangen blev skrevet som en bryllupsgave til Smiths kone, Mary Poole, og fremstår som et ensomt blafrende, romantisk lyspunkt på et mørkt mesterværk af et album. (AKS)

 

8. Close to Me (1987)

‘Close to me’ er The Cures ‘Vuffeli-Vov’. En lidt fjantet sang, der egentlig ikke skulle have været med på albummet Head on the Door, men som endte med at blive et af deres største hits. Med dens opklippede håndklap, stønnelydene, den slentrende basgang og et simpelt keyboard-tema under Smiths nærmest stakåndede og hikkende vokal, minder den om en fortsættelse af ’The Lovecats’ (1983) – en anden legesyg hitsingle fra goth-drengene fra Crawley. Jeg anerkender ’Close to Me’ for dens appel og originale produktion – men er samtidig blevet pænt træt af den. På samme måde, som jeg er blevet temmelig træt af fx ’Tainted Love’ eller ’Love Will Tear Us Apart’ som ikoniske, sorte 80’er-hymner – fordi intet lyder som dem, og de er så meget del af en særlig tid, følelse og lyd. (AKS)

 

9. The Lovecats (1983)

Der var faktisk en jazzbølge, dengang ’The Lovecats’ udkom. Sade, Working Week, Carmel, Everything But The Girl og Style Council prøvede at udforske jazzede muligheder, og selv The Cure fandt den opretstående bas frem. Robert Smith har senere sagt, at sangen var en joke, men han ser egentlig meget cool ud i Tim Popes musikvideo med perlekæde, kort strithår og rød læbestift. Resten af bandet er klædt på som en slags Aristocats. Hvad angår jazzelementerne, var de reelle nok. 25 år senere spillede pianisten Jamie Cullum ’The Lovecats’ live. (fez)

 

10. Charlotte Sometimes (1981)

’Charlotte Sometimes’ er en single fra november 1981, og smag lige på det: November 1981. Det bliver ikke meget mere mørkt og monokromt. Kold krig, atomskræk, hele møllen. Lige den rette tid til en sang om en pige, der bygger en mental mur om sig for at undgå den skræmmende verden. Jeg kom ind i Cure-historien i 1984, lige da ’The Lovecats’ var et hit, og havde svært ved at fatte, hvor utrolig mørkt alt havde været i The Cures verden bare et år eller to inden da. Men jeg elskede det. Vidste jeg dengang, at historien, inkl. titlen, var taget fra en roman om en forældreløs pige under 1. verdenskrig? Nope. Vidste jeg det, før jeg læste det på Wiki for et kvarter siden? Heller ikke. Spiller det en rolle for nydelsen af denne grimme skønhed af en sang? Bestemt ikke. (smølle)

 

11. Friday I’m in Love (1992)

Visse sortklædte The Cure-puritanere gik virkelig i sort i 1992. Pludselig viste MTV konstant en video med deres elskede band side om side med Sir Mix-Alot og Kriss Kross, og på provinsdiskoteker landet over skreg pigerne ’Friday I’m in Love’ i deres Bacardi/cola-brandert. Det var bare ikke goth nok.

De fleste andre glædede sig over den her løsslupne hyldest til fredagens fornøjelser – med hverdagens skygger i kulissen. For ’Friday I’m in Love’ er gement godt skruet sammen. Versenes skema af ugedage får dem til at lyde som omkvæd, forstærket af, at sidste linje – sangens titel – får ekstra tryk af en korharmoni. Omkvædene fungerer til gengæld som broer til mere af det samme. Hele tricket bliver understreget til sidst, hvor det er første vers, ikke omkvædet, som får en ekstra tur i manegen. Det er slet og ret charmerende.

Hvad puritanerne angår, må de græde en melankolsk tåre i månelysets skær ved tanken om, at sangen blev skrevet i halvt tempo. Men bassist Simon Gallup satte farten op … for hits har det med at finde vej ud gennem mørket. (danni)

 

12. Let’s Go to Bed (1982)

The Cure er (var?) et godt popband, og derfor er single-kompileringer som ’Japanese Whispers’ og ’Staring at the Sea’ i mine ører deres bedste udgivelser. Den fritstående single ’Let’s Go to Bed’ er et højdepunkt i det format. Bassen er stadig ren postpunk, og der bliver slået på noget, der lyder som metalplader, men der er også melodi og forførende keyboard-riff. Sounden rykkede The Cure i retning af Depeche Mode og periodens synthpop. (fez)

 

13. Fascination Street (1989)

30 års-krisen ramte Robert Smith lige i det pudrede fjæs, da han skrev Disintegration-albummet. Og når Simon Gallups potente basgang kickstarter den brusende brillante ‘Fascination Street’, lyder Smith som en mand, der har travlt med at klemme det sidste ud af en ungdom, han føler, er ved at glide ham af hænde. ”I feel it all fading and paling, and I’m begging to drag you down with me, to kick the last nail in”.

Det er en af de tungest rockende sange i bandets singlekatalog. Som lytter bliver man nærmest skyllet med af den bølge af guitarer, der tårner sig op omkring Smith, og som han rider på ned gennem eskapismens gader i jagten på et selvforglemmende kick. ”Just pull on your hair, pull on your pout, and let’s move to the beat like we know that it’s over”. Smith har fortalt, at sangen er inspireret af en nat i New Orleans’ berømte forlystelsesgade Bourbon Street og nattelivets løfter om perfekte øjeblikke, der så sjældent bliver indfriet. ’Fascination Street’ er fem forførende minutter, hvor man stadig tror på det. (Nykjær)

 

14. Killing an Arab (1978)

Debutsinglen. Som få andre end chokrockere ville turde udsende i dag. Og så er det egentlig bare en slags opsummering af Camus’ The Stranger. Men den spartanske postpunk-sang af det tidlige trio-Cure har på grund af dens titel alligevel skabt masser af furore gennem årtierne. Fordi mange folk jo som bekendt insisterer på retten til at misforstå ting. Det tjener Robert Smith til stor ære, at ’Killing an Arab’ er en af bandets mest spillede sange live, fordi budskabet jo naturligvis er et helt andet end at slå arabere ihjel. Og det insisterer Robert Smith på at udbrede. Lyt, tænk. Den slags gør Robert Smith selv. (snab)

 

15. Catch (1987)

Okay, jeg tager den lige: Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me er ikke et eklektisk mesterstykke af sangskriveroverskud. Det er et trutteruttende, tønderbuldrende kræmmermarked, hvor de gode sange har svært ved at få ørenlyd. Blandt disse gode sange er albummets andet nummer og anden single, ’Catch’. Smith nynner den henslængt i gang, og den folder sig nysseligt ud som et intimt forvarsel om al den skrøbelige indierock, der var i vente de kommende årtier. (danni)

 

16. The Walk (1983)

’The Walk’ er synthpop, og det lyder dejlig hjemmebrændt. For The Cure var aldrig nogensinde vaskeægte futurister. Sangen er bare Robert Smith og hans prügelknabe, Lol Tolhurst, der leger med en synthesizer, og Smith, der tilføjer lidt pynt fra guitaren – og der er ikke gået nogen Ralf Hütter tabt i nogen af dem. Ikke engang en Alan Wilder. For mens deres fine samtidige i Depeche Mode hamrede løs på metalplader, som de bagefter kunne spille melodier med, kom The Cure op med denne lille naive sang om at gå en tur en nat, formentlig i en drøm. Omkvædet var reelt kun den lille melodi, der vender tilbage mellem versene. Det var skrabet og basalt, det lød som Soft Cell, hvilket garanterede, at jeg ville holde af det, og kort tid efter gik Smith videre med en jazzet sang om katte. Men det var fortræffeligt i al sin enkelhed, og helt fortjent var ’The Walk’ også deres første rigtige hit i England. (smølle)

 

17. Why Can’t I Be You (1987)

Trods de mange store Cure-sange, så har det jo faktisk været småt med regulære hits i The Cure-universet. Har de haft en nummer 1 i UK? Næ. I USA? Næ. Egentlig tænker jeg på ’Why Can’t I Be You’ som en af de store Cure-singler, men den kunne kun lige snige sig op som nummer 15 på hitlisten i UK, og i USA var det godt nok den første Cure-single, der ramte top 100. Men det var som nummer 99. Og når jeg i dag hører den helt isoleret fra dansegulvet aka baren på Boogies i Odense, kan jeg godt forstå det. Den er som sådan festlig nok, og Robert Smith synger enormt Robert Smithsk – det er en kvalitet, forstås – men det er også et af deres mere irriterende og i hvert fald undværlige ”hits”. Musikvideoen er nærmest indbegrebet af ordet irriterende, så det er faktisk sjovere at se playback-versionen fra Top of the Pops herunder. Allerede dengang lignede Robert Smith en, der fortrød sangen, så det må være, fordi deres koncerter er så lange, at den stadig indimellem er på sætlisten. (snab)

 

18. High (1992)

Jeg var lige kommet hjem fra den obligatoriske rygsæksrejse til Australien. Det var foråret 1992, og foran os lå årtiets bedste sommer – med EM i fodbold, super vejr og Roskilde Festival med Nirvana, Pearl Jam, Primal Scream og Crowded House. Jeg havde investeret i min første cd-afspiller og skulle i pladebiksen vælge de to første laserskiver til min spæde samling. Jeg besluttede mig for en dansk og en udenlandsk – Lars H.U.G.’s Blidt over dig og The Cures Wish. Der var gået tre år siden den mesterlige ’Disintegration’, så jeg satsede på endnu et stort album fra de halvgamle goth-favoritter, trods det rekordgrimme cover. Førstesingle ’High’ er egentlig ikke et nummer, der springer lige i struben på dig. Faktisk er der noget henholdt over arrangementet, som tøjler en ellers legesyg Robert Smith (”When I see you sky as I kite / as high as I might / I can’t get that high”). Det er, som om den krøllede guitar, den zitar-klingende 6-strengede bas og de synkoperede trommer bouncer under melodilinjen, og som en trampolin kaster Smith i vejret – men altid i henholdt, næsten flirtende kontrol. Det er det, der gør ’High’ til en så smittende og uimodståelig popsang. (AKS)

 

19. Jumping Someone Else’s Train (1979)

Jeg er ikke klar over, om det blandt vore dages unge opfattes som godt eller skidt at (kunne) skille sig ud, men for 40 år siden var det i hvert fald er klart statement, når man gjorde det. Og gjorde man det, mærkede man det. Det er et velkendt tema i alternativ musik ikke at høre til, og Robert Smith opfordrer på denne klassiske postpunk-sang egentlig bare til ikke at tage det samme S-tog på arbejde som alle de andre, men finde sin egen linje Q eller Z. I dag kan man godt savne flere enere og i det hele taget kulørte subkulturer – både i hverdagen og når man f.eks. bevæger sig rundt på Roskilde Festival. Især flere, der er iklædt tyk rød læbestift og Robert Smith-hår. (snab)

 

20. A Letter to Elise (1992)

Klemt inde i en sprække mellem verdenshittet ’Friday, I’m in Love’ og en stribe sløje singler – skudt i gang af latin-rædslen ’The 13th’ – gemmer sig et fint, lille brev. Der er et naivt xylofon-tema og singer/songwriter i det åbne guitarspil, og derfor ryger vi aldrig i kulkælderen, når brevskriveren resignerer med sit dobbelttydige budskab om, at ”det er ikke dig, det er mig, men det er faktisk dig.” For et band, der til tider får krampe i forsøgene på lave særegne sangkoncepter med dræberbier, larver, og hvad har vi, er ’A Letter to Elise’ befriende ubesværet. (danni)

 

21. Hot Hot Hot!!! (1987)

Indrømmelse: Bortset fra et par opsamlingsplader ejer jeg kun ét regulært album med The Cure. Jeg købte Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me, fordi ’Hot Hot Hot!!!’ lød næsten funky, og jeg har noget med blege britiske bands, der forsøger at lyde som James Brown eller Chic. Man skal dog være meget stivbenet for at mene, at det swinger reelt, men singlen er et lille lys i mørket, når man er turist i Robert Smith-universet. Det hører med til morskaben, at inden indiedisco-beatet sættes i gang, får Smith citeret en sætning fra Charles Aznavours ’She’. God humor. (fez)

 

Her er playlisten med alle The Cures officielle singler:

Og her er de 21 bedste The Cure-singler:

 

Læs mere optakt til Roskilde Festival 2019 her:

#RF19: Festivalens sværeste valg

“Hvis jeg bli’r fuld nok” og 12 andre ting vi skal sige og se på Roskilde Festival

Stiletter og knuste hjerter – de 10 bedste Robyn-singler

 

 

 

Kommentér indlægget