Stiletter og knuste hjerter – de 10 bedste Robyn-singler

   


Det var et af de store Roskilde-øjeblikke. Vi var der! Vi var lige dér! I Cosmopol-teltet, da Robyn debuterede på festivalen med en magisk koncert.

Blogbroder Fez og jeg selv sagde ikke så meget, men indimellem kiggede vi på hinanden med det der ’det her er eddermame godt’-blik. Og der var både smil, gåsehud og tårer. Fordi det simpelthen var så stort og så rørende at opleve den kontakt, Robyn skabte med et publikum, der glemte alt andet end lige netop den koncert og det, der skete i det telt.

Det var i 2008, og den da 29-årige svensker kom med sangene fra det eminente Robyn-album. Hendes nye begyndelse, der sendte hende mindst tre skridt længere op mod pophimlen.

Hun sang, hun dansede, hun festede. Og hun rappede lidt i et løssluppent electro-medley med bl.a. ’Buffalo Stance’ og ’Push It’. Der kom også et par Unge Robyn-hits. Og Princes ’Jack U Off’. Det var sjovt, det var fremragende, og publikum elskede hende.

Det gjorde de – og vi – også to år senere, da hun vendte tilbage på Grøn. Nu også med en masse nye sange fra Body Talk i bagagen. Mere af det gode. Igen lagde hun teltet ned. Men den første oplevelse af den overvældende og måske endda lidt overraskende kontakt mellem hende og publikum på Cosmopol dén aften, den kunne hun trods alt ikke overgå.

I år er hun tilbage på Roskilde Festival. Denne gang på Orange Scene fredag nat. Med sidste års Honey og dens mange fine, fine sange i bagagen. Det lover godt. Og i den anledning har vi kigget på noget af det, Robyn er så god til – at lave uafrysteligt gode singler med masser af kærlighed, elegance, knuste hjerter og dansevenlige beats.

De kommer her, én for én, alle 34 styk, rangeret efter blogholdets samlede vurdering. Vi lægger ud med de 10 bedste, og i del 2 følger de næstbedste, de glemte perler – og fuserne. Og vi begynder fra toppen med en mindst 99,9 procent perfekt popsang, der scorede topkarakter hos alle fra blogholdet. Værsgo at danse til en af dette århundredes bedste popsangerinder – og der er intet galt med at danse alene. (snab)

 

1. Dancing on My Own (2010)

Den kvintessentielle Robyn-sang og – ja, lad os bare sige det som det er – et af dette århundredes allerbedste pophits overhovedet.

Flere af Robyns stærkeste sange blotlægger det knuste hjertes smertefulde ensomhed midt på et euforisk pulserende dansegulv. En slags katarsis i klubmørket, der peaker på ’Dancing on My Own’. Bogstaveligt talt. Robyn står i hjørnet af klubben og betragter sin ekskæreste kysse en anden pige, mens hun danser på livet løs for at få hans opmærksomhed. ”But I’m not the girl you’re taking home, I’m just dancing on my own”.

Coveret til ‘Danding on My Own’, som det så ud i de tysktalende områder – et af de få steder, den er udsendt fysisk.

Savnet er så stort, at al stolthed er skyllet ud med vodkasjatterne. Robyn er ikke i byen med en flok venner for at have det sjovt. Med masochistisk målrettethed er hun taget alene hen på den klub, hvor hun ved, at eks’en og hans nye flamme befinder sig i et desperat forsøg på at vinde ham tilbage. ”I’m all messed up, I’m so out of line. Stilettos and broken bottles, I’m spinning around in circles”. Og nok så meget alkoholtåget beslutsomhed kan selvfølgelig ikke få sådan et projekt til at lykkes. ”So far away, but still so near. The lights go on, the music dies. But you don’t see me standing here. I just came to say goodbye.”

Sådan en historie går selvfølgelig lige i hjertekulen. Men det er iscenesættelsen, der løfter den til fænomenal popmusik. Da den engelske sanger Calum Scott for tre år siden udsendte en cover-version af ’Dancing on My Own’ kun iklædt piano, lød den pludselig som en ordinær ballade. Når Robyns udgave er så medrivende, er det ikke mindst, fordi sangens fortælling om smerte og længsel underløbes af musikkens ekstatiske kropslighed. Beatet pumper, synthbassen kværner, og omkvædet løfter sig som en skov af hænder under discokuglen. Desperationen danses ud af kroppen for fuld stortromme. En følelse af trodsig ensomhed, som har været med til også at gøre sangen til en klassiker i LGBTQ-miljøer.

Som de fleste store popsange er ’Dancing on My Own’ kompleks og enkel på samme tid. Og i en alder af snart ti år lyder den lige så frisk, lige så relevant og lige så uimodståelig som altid. Umulig at holde fødderne i ro til. Alene eller ej. (nykjær)

 

2. With Every Heartbeat (m/Kleerup) (2007)

Da Robyn i 2004 tog hånd om sin egen karriere, skete der noget. Fjerde album, Robyn fra 2005 og det første, vigtige samarbejde med Klas Åhlund fra Teddybears, blev en stor succes. Men i første omgang primært i hjemlandet, og der skulle denne lidt senere sang, skrevet sammen med Kleerup, til at bryde udlands-barriererne ned igen. Især England tog godt imod ’With Every Heartbeat’, og en ny version af albummet med bl.a. dette nummer blev udsendt i 2007.

Også herhjemme var den et hit – i radioen og på dansegulvet på Gefährlich. Og hold kæft, hvor er den god! Selvom den ikke ejer et omkvæd og dermed – som Robyn selv – gør op med popkonventionerne. Som på ’Dancing on My Own’ rammer Robyn bare melankoli og hjertesorger bedre end de fleste. (snab)

 

3. Hang with Me (2010)

Kombinationen af varm vokal og cool synth er på Abba-niveau, når Robyn synger om venskab til lyden af en elektronisk puls. Et absolut karriere-højdepunkt. Sangen er faktisk en coverversion. Produceren Klas Åhlund skrev den i 2002 til sin daværende hustru, Paola. Den udgave, der findes på hendes album Stockcity Girl, lyder dog mest som en demo i sammenligning med Robyns version. (fez)

4. Indestructable (2010)

Som en Volvo Amazon på E6 sætter ’Indestructible’ en urokkelig kurs. Du ved, at du nok skal komme sikkert frem til destinationen: et omkvæd så blussende, at Björn og Benny nikker med på bagsædet. Men ud over nænsomt doseret svensk pop-alkymi af roterende synths, frække breaks, håndklap og strygere rummer ’Indestructible’ en af Robyns fineste vokaler. Hun står i øjenhøjde som en nøgtern hovedperson, der ikke behøver presse patos i vejret for at få pointen frem. Igen er ABBA-arven tydelig, og det er, når man hører sådan en sang med sådan en vokal, man forstår, hvad det ellers noget løse begreb ’nordisk tone’ egentlig betyder. (danni)

 

5. Missing U (2018)

Da Robyn sidste år udsendte ’Missing U’ som forløber for sit første soloalbum i otte år, var det en sang så trademark Robyn, at det ikke var til at tro, at der var gået så lang tid. Sangen er trukket op fra samme kilde som klassiske Robyn-hits som ’Dancing on My Own’ og ’With Every Heartbeat’, hvor hun lader det dybe savn og den altfortærende ensomhed efter et brud få frit løb midt på dansegulvet.

Sangen er da også blevet til sammen med hendes mangeårige samarbejdspartner Klas Åhlund samt Metronomy’s Joseph Mount. Og lige fra den indledende finregn af synthesizere folder ’Missing U’ sig ud som den melankolske, sårbare og let storladne dancepop, Robyn mestrer som få. På den måde er sangen en slags brobygger mellem det ”gamle” Robyn og det nye Honey-album, hvor numrene ligger i rækkefølge efter hvornår de er skrevet – ’Missing U’ åbner albummet, der lyder mere afslappet og løsere i hængslerne end sine forgængere. Men Robyn blander stadig smerte og eufori på sin helt egen måde, og ’Missing U’ er det tætteste, vi kommer en klassisk Robyn-banger på den nye plade. (nykjær)

 

6. Honey (2018)

Optakten til ’Honey’ viste, at verden var i underskud af Robyn. I marts 2017 dukkede en tidlig version op i et afsnit af ’Girls’, og internettet vibrerede – skete det nu? Syv år efter Body Talk og efter to samarbejds-EP’er? Niks. Der gik yderligere halvandet år, før ’Honey’ landede i november 2018. Og alle drog et lettelsens suk. Den bittersøde dans var intakt, men den havde flyttet sig.

Fra at stå kølig og melankolsk i klubben rykkede Robyn ud i solen, ned på stranden foran spa-resortet. Produktionen fik mere luft, beatet fandt en tålmodig puls, og ordene blev kødelige. Her er strenge af spyt, smaragder og selvsagt litervis af honning. ’Honey’ var og er en selvsikker – men aldrig påtrængende – invitation fra en kvinde, der ved, at hun har, hvad vi vil ha’. (danni)

 

7. Do It Again (m/Röyksopp) (2014)

I den otte år lange periode inden Robyns såkaldte comeback med sidste års Honey var hun i virkeligheden ganske flittig. Et eksempel på dette er minialbummet Do It Again lavet med de efterhånden hyppige samarbejdspartnere i norske Röyksopp. Det er udgivet i 2014, da de også turnerede sammen og bl.a. kom forbi NorthSide. Robyn har i efterhånden mange år haft hånden nede i den elektroniske musiks historie, og på Do It Again fungerer hendes vokal igen godt med Röyksopps stemningsfulde, maskinelle musik. Og titelnummeret er det bedste af de fem numre. (snab)

 

8. Be Mine! (2005)

Der var kun gået et par år siden ’Don’t Stop the Music’ (2002), men pludselig var alt anderledes. Robyn havde købt sig ud af sin kontrakt og droppet den gamle komité bag stort set al musikken. Og uden videre havde hun lavet et album, der var spændt til bristepunktet med gode idéer – og såmænd også med store hits, da man endelig fik udsendt det i hele verden med et par års forsinkelse.

’Be Mine’ er første single, den er kolossal, og den kunne ikke være lavet bare kort tid forinden – med den brillante lille spoken word-bid, den nervøse cello og den generelle følelse af ængstelig kærlighed. I videoen folder hun hele sin frihed ud til at være alt andet end den renskurede svenske Aguilera. Her begyndte storheden. (smølle)

 

9. Don’t Fucking Tell Me What to Do (2010)

Det kunne være gået rigtig galt med det her ”Bu-hu, jeg er popstjerne, og alle hiver i mig”-track. Temaet er både virkelighedsfjernt og trættende. Men Robyn slipper godt fra de forkælede navnepillerier med denne oplistning af fænomener, der er ”killing her”. For hun skyder lige så meget på sig selv, sit ego og sin PMS, som hun skyder efter manageren, kæresten og moren. I sit råb efter frihed midt i privilegierne laver hun en satire over, hvor svært det er at gøre det vestlige menneske tilfreds.

Producer Klas Åhlund clasher elasticitet med monotoni – her er ikke noget omkvæd; bare monolog, breaks, effekter og stigende intensitet – og det lyder nærmest, som om Robyn er blevet sluppet løs i en hoppeborg. Så hvad der kunne være endt som en selvsmagende gimmick mellem Body Talks popbaskere, er blevet et perfekt frikvarter fra skabelonerne. (danni)

 

10. Monument (m/Röyksopp) (2014)

Åbningsnummeret til EP’en Do It Again, som Robyn og norske Röyksopp udgav i fællesskab i 2014. ”This will be my monument, this will be a beacon when I’m gone”, synger vor svenske heltinde over et stumpt beat, som var hun ved at sætte punktum for både liv og karriere. Heldigvis gjorde hun ingen af delene, men ikke desto mindre har ’Monument’ noget episk og, ja, monumentalt over sig.

Nummeret strækker sig over hele ti minutter og er noget af det mest hypnotiske, Robyn har lavet med sine svirrende synthesizere og nattedøsige saxofon. Få måneder senere dukkede det op igen på Röyksopps album The Inevitable End i en kortere og tungere version, hvor beatet havde fået et skud klubvitaminer. Men det er originalens mørke og meditative stemninger, der for alvor sætter sig. (nykjær)

 

Ja, undskyld, men hvor fanden er ‘Show Me Love’, ‘Call Your Girlfriend’ og ‘Who’s that Girl’ på listen, spørger du måske. Well, det kan du læse i del 2 her:

Store hits og fæle kiksere – her er de næstbedste Robyn-singler

Og så har vi endda en ekstra Robyn-liste i baghånden … Fordi, well, hun er jo Robyn.

 

Kommentér indlægget